Racisme i Danmark

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 2000

- se andre blade

Når vi i dag må konstatere, at Dansk Folkeparti stadig vokser i galluptallene, og selv Glistrup er kommet på banen måske som "kampagneleder" med vanvittige racistiske udtalelser - når politiet får større bevillinger på grund af Voldsmose i Odense og Nørrebro uroligheder - når nynazister i Sverige vinder frem, må man spørge sig selv, hvor meget skyldes dette racisme, og hvor meget er der socioøkonomiske årsager til dette.
Der er nemlig en tendens i Danmark til at "kulturalisere" indvandrerproblemerne, og vi gør derved integrations-problemerne først og fremmest til noget kulturelt betinget - i stedet for at se på sociale og økonomiske spændings-felter.
Jeg har spurgt mig selv, hvordan er det kommet så vidt i det fredelige Danmark, jeg er opvokset i.
Da jeg var barn, lige efter 2. Verdenskrig, var racisme ikke et diskussionssemne i dagligdagen. Vore erfaringer med ordet racisme stammede fra skolen, hvor vi studerede tekster fra Sydafrika, USA og senere Holocaust - og alle var harmfulde og oprørte. Danmark var et homogent land befolket med ca. 99% etniske danskere!
 
Diskrimination i hverdagen
Når vi diskuterer racisme i dag, kunne vi stille spørgsmålet: Lever vi op til FNs menneskerettigheder hvad angår de hverdagsbetingelser, vi tilbyder de nye danskere (flygtninge og indvandrere)?
Desværre må der svares nej - i nogle henseende gør vi ikke.
Et eksempel er arbejdsmarkedet og muligheder for at få et job. Procent-delen af arbejdsløse nye danskere er langt højere end for den tilsvarende danske gruppe. Et andet eksempel er den ofte dårligt planlagte boligpolitik.
Også i dagligdagen er der eksempler: En 16-årig muslimsk pige, Radia, blev bedt om at tage sit tørklæde af eller tage tilbage til skolen, da hun skulle starte sin praktikplads. Radia fortalte naturligvis, at tørklædet var en del af hendes integritet og religion, og at hun regnede med, at dette var acceptabelt, da der var religionsfrihed i Danmark.
Tørklædedebatten startede og har siden antaget nye former med debatten om ansatte hos FDB. En forfejlet debat, som er et symptom på noget dybere liggende nemlig usikkerheden overfor kulturmødet.
En bemærkning, der ofte høres i diskussionen om fremmede, indvandrere og flygtninge er: "Jeg har ikke noget imod dem, så længe de blot bliver hjemme"! Der er desværre eksempler nok. Det er dog ikke ualmindeligt at der er politikere, bevægelser og enkelt-personer, der protesterer, når de møder diskriminerende handlinger og udtalelser, hvilket det følgende eksempel viser: I Skive var der en hed debat i den lokale avis om to muslimske piger, der ikke ønskede at tage brusebad sammen med de andre børn før svømmetimen.
Personalet i svømmehallen nægtede at sætte et enkelt forhæng op i en af brusekabinerne, men den offentlige mening bl.a. læserbreve samt skole-bestyrelsen fik forhænget op.
 
Hvem kommer til Danmark?
Vi er nødt til at se tilbage for at forstå, hvordan småracismen kunne vokse frem i Danmark. I 1800-tallet var der en stor udvandring fra Danmark hovedsageligt til USA og Australien - årsagen var ønsket om et bedre liv og mangel på arbejde. I 1900-tallet var der, efter 2. Verdenskrig, den samme årsag til den tyrkiske indvandring til Danmark. Ydermere blev de tyrkiske gæstearbejdere inviteret til at komme, man havde brug for dem.
I løbet af de sidste 15 år er der kommet flygtninge hovedsageligt fra Pa- læstina, Somalia, Iran, Irak, Bosnien og Kosova. Ligeledes har der været en del familiesammenføringer.
Og nu står Danmark overfor opgaven at skulle lovgive og lave handlingsplaner, ikke alene for fremtidige indvandrere og flygtninge, men også for de mennesker, der lever her som første-, anden- og trediegenerations danskere. Og som medlem af EU også tilrettelægge en politik for de nye europæere.
 
Debat og lovgivning
Debatten dækker et bredt spektrum af meninger, der går fra "Alle fremmede bringer et positivt bidrag til samfundet"
til den opfattelse at "Alle fremmede er en trussel mod det danske samfund".
Dette spektrum viser dilemmaet for den enkelte: på den ene side er der en grænse for det antal af flygtninge/indvandrere et lille land kan hjælpe og på den anden side ønsker en stor del af befolkningen at hjælpe mennesker, hvis rettigheder bliver trådt i støvet.
Ligeledes debatteres integrations-spørgsmålet.
Hvordan definerer vi ordet integration? Hvordan integreres de forskellige fremmede kulturer i det danske samfund, så vi undgår den gnavende hverdagsracisme?
Folketinget har vedtaget en integrationslov.
Her fokuseres særligt på sproget - de nyankomne skal lære dansk for at blive i stand til at få en uddannelse eller et job.
Men mange kommuner har stadig ingen handlingsplan angående jobmuligheder for de nye danskere. Det er sikkert en af grundene til den høje arbejdsløshedsprocent her.
Den lavere integrationsydelse i begyndelsen af opholdet var efter min mening et fejlgreb, man integrerer ikke mennesker ved at starte med at diskriminere dem.
Seks københavnske borgmestre har.
atter startet den politiske debat - men med den laveste fællesnævner i diskussionen.
Et dårligt udgangspunkt for en ny indvandrerpolitik.
 
Arbejde med integration
Handel og erhverv bliver internationaliserede, vi rejser mere og længere. TV bringer hvert hjørne af verden ind i stuen, debatten i EU taler om åbne grænser og fælles mønt. Alt dette skaber i den enkelte en frygt for at miste sin nationale identitet, og denne frygt vendes mod de nye danskere, helt ude af proportion med deres antal og indflydelse.
Hvad kan det enkelte menneske så gøre for at hjælpe til med at modarbejde racisme og gøre integrationen lettere?
I en skolebog, der arbejdede med emnet racisme, fandt jeg følgende to forslag fra den unge generation til hvad man kunne gøre for at gå imod dagligdagsracismen: 1. Fortæl aldrig en vittighed om andre menneskers race, kultur eller farve - undgå at fornærme dem.
2. Prøv at vise andre, at det er forkert at vær racist i tale og handling.
Organisationer og grupper er begyndt at arbejde med multikulturelle aspekter. Som eksempel kan jeg nævne WILPFs Skive afdeling, hvor en gruppe kvinder i flere år har arbejdet sammen med en gruppe bosniske kvinder med kulturelle arrangementer, strikkeklub, musikklub for de unge, fokus på informationsmøder om islam og baggrundskendskab til andre kulturer - samt, vel vigtigst af alt: besøg i private hjem.
I 1999 har Ligaen været medarrangør ved en "Cabaret" udført af nye og gamle danskere, et meget vellykket arrangement, der samlede over 200 mennesker.
Ligeledes har afdelingen arbej- det med "Kultur på Tværs", et fælles program for de arabere, iranere, bosniere og kurdere der bor i området. Dagen samlede ca. 400 mennesker og var et festfyrværkeri af sang, musik dans, taler og krydret duftende mad fra forskellige egne.
En lille sten i brobygningsarbejdet mellem de forskellige kulturer - nu er der, om ikke andet, flere der hilser på hinanden i gågaden!
 
Fremtidens hovedtemaer.
Måske bliver integrationen lettere at håndtere i den kommende 10-års periode, idet der er en lav fødselsprocent i Danmark, og arbejdsløsheden falder.
Arbejde til alle ville være et stort skub i den rigtige retning.
Her er nogle hovedtemaer, vi må arbejde med i fremtiden: 1. Danmark må lære at se på sig selv som et multikulturelt samfund. Vi har næppe startet denne debat - det er stadig "dem" og "os".
2. Vi må indse, at integration tager tid og kun kan udvikle sig i respekt for andre kulturer.
3. Der bør sættes mere fokus på en positiv information i medierne. Uvidenhed er også i denne debat en fjende.
4. Vi må erkende betydningen af at arbejde socialt med de unge anden- og trediegenerations indvandrere, samtidig med at de får uddannelse og arbejde.
Kun derved undgås en social marginalisering.
Det er en lang proces, hvori vi alle må tage del. Internationale organisationer som FN kan ikke løse racisme-problemerne alene. Det kan kun menneskene - hver enkelt af os - ved at arbejde med menneskerettighederne og modarbejde racisme og intolerance og finde samarbejdsformer og samarbejdsprojekter, der er meningsfyldte.