En ny verdensorden?

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 2000

- se andre blade

I august 1990 besatte Saddam Hussein Kuwait, hvilket i januar 1991 førte til Golfkrig nummer to, hvor en alliance af vestlige og mellemøstlige stater under USAs ledelse angreb Irak.
Nu opstod navnlig i Tredje Verden uundgåelige sammenligninger mellem reaktionen på Saddam Husseins besættelse af Kuwait og Israels besættelse af palæstinensisk område, som på det tidspunkt havde varet i knap 25 år, uden at Vesten havde reageret - på trods af de mange og gentagne FN-resolutioner.
Måske var det for at dæmpe den kritik, at USAs præsident Bush lovede "en ny verdensorden".
 
En økonomisk aftale
Oslo-aftalen fra 1993 var først og fremmest en økonomisk aftale, der skulle sikre Israels position i Mellemøsten.
Efter intifadaen og efter Golfkrigen stod det klart for Israel og USA, at en eller anden form for fred med palæstinenserne var nødvendig, for at globaliseringen og den frie markedsøkonomi kunne gennemføres i Mellemøsten.
For en vis stabilitet og fred må vel være en forudsætning for, at markedsøkonomien kan realiseres, ellers vil den frie bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og information næppe kunne gennemføres?
De arabiske lande kunne udgøre et enormt marked med det højteknologiske Israel som dynamisk kraftcenter og som bastion for Vesten, først og fremmest for USA, der har stor interesse i at sikre sig kontrollen over Mellemøsten.
Dette kan aflæses i det stadig mere omfattende militære samarbejde mellem USA, Israel og Tyrkiet, som USA tog initiativet til, og som tog form i 1995. Dertil kommer de store olierigdomme, leverancerne skal sikres, olien skal flyde frit.
 
"Det ny Mellemøsten"
Om den frie markedsøkonomis fremtidige velsignelser for Mellemøsten kan man læse i Shimon Peres' bog "Det ny Mellemøsten", som udkom i 1994.
Peres var på det tidspunkt udenrigsmi- nister i Israel.
Men i de følgende seks år er der sket en del, som får Peres begejstring til at virke som fantasteri, det er nemlig ikke gået så glat med den såkaldte fredsproces, og det har mange årsager.
De forskellige israelske regeringer har stort set ført den samme kolonialistiske politik, som grundlagdes fra staten Israels oprettelse i 1948, og i de seks år, der udgør den såkaldte interim- overgangsperiode har Israel etableret fuldbyrdede kendsgerninger på trods af parternes aftale om status quo.
Det vil sige, at antallet af bosættere siden Oslo-aftalen er øget i et hidtil uset omfang, at nedrivning af palæstinensiske hjem stadig finder sted, at omfartsveje til bosættere udbygges og dermed afskærer de tilbageværende palæstinensiske enklaver fra hinanden,.
at der hver uge foretages jordkonfiskeringer, og at fordrivelsen af palæstinensere fra Jerusalem fortsætter.
Dertil kommer den dybe splittelse i det israelske samfund, dels mellem ortodokse religiøse og sekulære, dels mellem en meget rig elite og en meget fattig og stor befolkningsgruppe.
Imidlertid er der kommet et stykke konkret virkelighed ud af Peres' liberalistiske drømme.
 
Industrizoner
Shimon Peres udtalte efter Parisaftalen i november 1994, en aftale om økonomiske relationer mellem Israel og palæstinenserne, også kaldet Oslo To: "Hvis palæstinensiske arbejdere ikke længere kan arbejde i Israel, må vi skabe en situation, hvor vi bringer arbejdet ud til palæstinenserne."
Efter Seksdageskrigen i 1967, som førte til Israels erobring og besættelse af Vestbredden og Gaza, blev den første industrizone, Eretz, i Gaza etableret.
Israel ønskede integration af industrien, men absolut ikke integration af palæstinenserne.
Dette kunne lade sig gøre ved at anbringe industrizonerne langs den grønne linje (således betegnes grænselinjen mellem det tidligere Palæstina og de besatte områder).
Efter Golfkrigen i 1991 og de mange lukninger, der fulgte af palæstinensiske områder, afspærringer der i lange perioder forhindrede arbejderne i at komme på arbejde, blev det påtrængende nødvendigt at løse problemet på længere sigt. Kapitalen kom fra udenlandske, israelske og palæstinensiske investorer, som knyttedes til større producenter i Israel.
Eretz er indtil nu den største af industrizonerne.
Den er bygget som en del af checkpoint Eretz, og arbejderne behøver ikke at forlade Gaza, eftersom de har deres egen indgang, mens de israelske arbejdsgivere benytter sig af en indgang nordfra.
En palæstinensisk arbejder, der søger arbejde i en industrizone, skal i forvejen være forsynet med et magnet-IDkort, dernæst skal arbejdsgiveren søge arbejdstilladelse, og begge kortene skal vises hver dag ved indgangen.
Desuden kontrolleres kortene af det israelske militær. Den eneste kvalifikation, som kræves, er "avar naki", ren fortid. Det betyder, at arbejderen ikke har været politisk aktiv i 15 år.
Uanset hvilke kvalifikationer arbejderen måtte have, starter han fra bunden i tekstilindustrien med f.eks. at klippe tråde af. Efterhånden kan en mandlig arbejder kvalificere sig til at sidde ved en symaskine og opnå lidt højere betaling. Kvinder får ikke den mulighed.
Likud-regeringen investerede også i industrizoner, som ligger inde på Vest-bredden.
De varer, som fremstilles, er mærket Made in Israel, og de boycottes af EU-landene, eftersom de er produceret i besat område.
Det italienske modefirma United Colours of Benneton planlagde en produktion af sportstøj i en industrizone, hvilket unægteligt virker forbløffende i betragtning af det mellemfolkelige image, dette firma har opbygget.
Da planerne blev omtalt i et stort dagblad og førte til palæstinensiske protester, standsede firmaet planlægningen.
 
Grov udnyttelse
De store skattefordele, den billige arbejdsløn og ringe miljø- og arbejder-beskyttelse tiltrækker udenlandske investorer, men også mindre israelske virksomheder flytter deres produktion ud til industrizonerne.
Desværre er der ikke megen kritik af disse industrizoner, som er en grov udnyttelse af et stort antal fattige familier.
De palæstinensiske fagforeninger er kritiske over for denne udvikling, men de er for svage til at ændre noget.
Arbejderne i industrizonerne udtaler sig nødigt. De er bange for at miste deres arbejde, og deres sårbare situation motiverer dem ikke til at organisere sig.
Arbejdsløshedsprocenten i Gaza er over 60 procent.

Litteraturliste:
Graham Usher: Palestine in Crisis, 1997
News from Within 1999
Palestina, Norge, december 1999
Shimon Peres: Det ny Mellemøsten, 1994