FRED.dk 2000: Avisdreng i kamp mod dødstraf

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Avisdreng i kamp mod dødstraf Som skoledreng tumlede jeg i besættelsens onde år meget med problematikken om krig og fred... Af Henning Sørensen			Fra bladet Fred & frihed Ikkevold nr. 1 - 2000 Se indhold Flere blade

Førstelærer August Gandrup havde i religionstimen fortalt os, at hvis man ikke ville være soldat, kunne man i stedet komme i en arbejdslejr i Grib Skov.
Men det var forkert, sagde Gandrup, for: “Gud har givet os et fædreland for, at vi om nødvendigt skal forsvare det med våben i hånd”.
Det fik være. Jeg bestemte, at når jeg nåede den alder, ville jeg i arbejdslejr.
Men sympati for min nyerhvervede pacifistiske holdning fandt jeg intetsteds i mit barndomsmiljø.
Alle mente, at krigen mod Hitler-tyskland skulle føres skånselsløst. At millionbyer blev smadret og befolkningen dræbt - nå ja - de var jo kun tyskere.
Min oldefar - min mormors far - havde været med i krigen i 1864. hvor han havde mistet synet på det ene øje.
I følge familietraditionen skulle hans valgsprog have været: “Så længe der er een tysker tilbage, bliver der ikke fred på jorden”.
Tyskerne blev nedkæmpet og freden kom, men hvilken fred. Alle de voksne i mit synsfelt mente, at nu skulle vi have masser af militær, hvis vi aldrig mere skulle opleve en 9. april.
Og alle de, der var gået i tyskernes sold, skulle behandles hårdt. De fleste skulle helst skydes og det i en fart.
Jeg mente, at det sikreste værn mod en ny 9. april da måtte være at rense verden for militær. Så var et angreb jo umuligt, og jeg vidste godt, at de, der var gået i tyskernes sold, ikke var Vor Herres bedste børn; men at skyde dem, det var jo at bruge tyskernes metoder.
Men var det kun mig i hele verden, der i disse hævnens og militærbegejstringens måneder tænkte sådan?
Selv den præst, jeg gik til konfirmationsforberedelse hos, var helt uforstående over for mine overvejelser.
Men selv om jeg havde disse tanker, ville han da godt konfirmere mig, søgte pastoren at berolige mig.
Efter skoletid havde jeg job som avisbud på byens radikale dagblad, Djurslands Venstreblad. Det skete jævnligt, at jeg læste lidt i avisen, inden jeg puttede den ind i abonnenternes brevsprækker.
Således også en oktoberdag i 1945.
Da var bl.a. et referat fra et firkantet vælgermøde i Ålsrode forsamlingshus på Djursland, og folketingskandidaten for Det radikale Venstre, sekretær for De Jyske Husmandsforeninger Thomas Christensen fra Århus, blev refereret for at have talt mod døds-straffens genindførelse mod de groveste landssvigere.
Thomas Christensen opfordrede folk til at skrive under på en “Folke-adresse mod dødsstraffens genindførelse”.
Jeg blev glad, her var ikke blot et enkelt menneske, men åbenbart flere, der gjorde sig overvejelser i slægt med mine.
Da jeg var færdig med dagens avistur, gik jeg ind til “min” avis' redaktør Jørgensen, hvis dagblad for øvrigt var det eneste i landet, der - forsigtigt - støttede kampen mod dødsstraffen.
Hvilket jeg dog ikke på dette tidspunkt havde fået øje på.
Jeg sagde, at jeg gerne ville prøve at samle underskrifter mod dødsstraffens genindførelse. “Du er dog den besynderligste avisdreng, jeg nogensinde har haft”, sagde redaktøren og strøg mig over min ildrøde hårpragt. “Jeg skal skaffe dig en underskriftsliste”.
Den næste dag stod Thomas Christensen i budstuen: “Nå, er det dig, der hedder Henning og vil prøve at samle underskrifter mod dødsstraffen?” Jeg bekræftede begge dele, og Thomas forklarede så, at det kun var folk, der var over 25 år og altså havde valgret, der måtte skrive under.
Jeg skulle undgå de, der havde haft noget som helst med nazisterne at gøre. “Jeg ved godt. hvor nazisterne bor, de har sådan nogle velholdte haver”, sagde jeg.
Den næste dag skrev Djurslands Venstreblad, at de havde en avisdreng, der hed Henning Sørensen, der samlede underskrifter mod dødsstraffens genindførelse.
Nogle sagde: “Han er ikke rigtig klog”. Andre: “Sådan burde vi gøre alle sammen”.
På tilsvarende vis har folk taget mod det, jeg har haft at sige ind i tiden gennem mere end 50 år. Det første har aldrig slået mig ud, det andet er ikke steget mig til hovedet!
Det lykkedes mig at samle 26 underskrifter, men desværre ikke at hindre efterkrigriskdens henrettelser.
Derimod fik jeg i Thomas Christensen en ven for livet, en ven der efter mit eget skøn har præget mig mere end noget andet enkeltmenneske.

Teksten er et uddrag af en minderune for Thomas Christensen (1898-1978), der var medlem af Aldrig Mere Krig og sad i hovedbestyrelsen i over 40 år.

Du ungdom der kryber og maver dig frem gennem pløre og slud, du minder om oldtidens slaver, der sloges på kejserens bud.
Du ungdom der kun kan marchere, giv agt, stå ret, falde ned, som lader dig sløvt eksercere, du truer vor frihed og fred.
Du ungdom, der nægter at tage mod krigsgudens khakihabit, har menneskeværdet tilbage, soldatens er flosset og slidt.
Thomas Christensen.