FRED.dk 2000: Fra Pristina til Grozny

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Fra Pristina til Grozny Vestens stemme er svag og utydelig, når krigen raser i Tjetjenien. En grund til dette er, at parallellerne til "vores" krig mod Serbien for et halvt år siden er for mange. Af Jørgen Johansen og Majken Jul Sørensen			Fra bladet Fred & frihed Ikkevold nr. 1 - 2000 Se indhold Flere blade

Lad os se på nogle af disse paralleller og hvilke konsekvenser de får. Rusland hævder i dag med sikkerhed, at der ikke foregår nogen krig i Tjetjenien.
Det er en aktion til bekæmpelse af terrorister, som truer landets stabilitet.
Sådanne operationer er ikke blot tilladt for en stat, men helt nødvendige for at forhindre en endnu større katastrofe og endnu mere lidelse.
Da krigen i Kosova begyndte, var Danmarks stats- og udenrigsminister helt enige med den officielle NATO-version om, at dette ikke var krig, men en helt nødvendig humanitær aktion for at forhindre etnisk udrensning, humanitær katastrofe og for at oprette fred og stabilitet i regionen. Det var også et udtalt mål at svække Milosovic; på samme måde som russerne vil "svække" præsident Maskhadov.
I dag er det tydeligt at ingen af disse mål er opnået, hverken i Kosovo eller Tjetjenien. I Kosova er landet næsten etnisk renset for serbere og sigøjnere, og der er ingen som tror på, at NATOs bombninger har skabt forudsætninger for fred og stabilitet i regionen.
I Tjetjenien er stort set hele landet lagt i ruiner og befolkningen fordrevet, og det er helt åbenlyst at antallet af dødsofre som følge af krigshandlinger er helt ude af proportioner med de voldshandlinger som de påstod at skulle forhindre.
Det er naturligvis krig, vi er vidne til i begge tilfælde. At kalde det, som skete i Serbien i foråret, og det som nu sker i Tjetjenien noget andet end krig, er rent nonsens. Der findes ingen rimelig grund til ikke at kalde massiv bom- bning i den skala, som her er foregået, for krig.
Indenfor konfliktforskningen benytter vi ofte ordet krig for væbnede konflikter med mindst 1000 dødsfald relateret til slagmarken pr. år. Næsten uanset hvilken definition man lægger til grund, falder bombningerne af Serbien i foråret 1999 og de militære oprationer mod Tjetjenien i efteråret 1999 ind under begrebet krig.
Det er naturligvis realiteterne og ikke en eventuel spidsfindig formulering, som skal ligge til grund for såvel den folkeretslige, som den moralske bedømmelse af disse handlinger. Rent faktisk er det en krig, når militære midler benyttes for at påvirke en konflikt og konsekvenserne er tusindvis af dødsfald. Ethvert forsøg på at kalde dette noget andet end krig er helt urimeligt og ingen kommer udover international ret ved at definere krig som noget andet.
For USAs vedkommende var det vigtigt at undgå at kalde dette angreb for krig for at komme uden om den amerikanske lov om, at præsidenten kun må føre krig i 60 dage uden at Kongressen skal tage stilling til en krigserklæring.
Det var tvivlsomt, om republikanerne ville gå med til dette, og man kom uden om denne forhindring ved at kalde den massive bombning for en humanitær aktion.
For NATO var det vigtigt at undgå betegnelsen krig for ikke at bryde international ret og eget charter fra 1949. Eftersom aktionen ikke var godkendt af FNs sikkerhedsråd, var den i strid med gældende international lov.
NATOs charter fastslår, at dette er en forsvarsalliance som ikke må bruge sine styrker udenfor eget territorium, og selvom dette blev ændret ved topmødet i Washington i april, var det netop med krigen mod Serbien som et eksempel på den nye strategi. Men disse ændringer var ikke trådt i kraft, da krigen begyndte, og kan ikke have tilbagevirkende kraft.
Det går ikke at undgå det juridiske og moralske ansvar ved at benytte sig af nye ord for de handlinger, som begås.
Hvis vi går videre fra denne leg med ord til at se på realiteterne i disse krigs-handlinger, så er der tre vigtige aspekter som bør komme frem i lyset. Både Rusland og NATO hævder at det er krige som ikke rammer civile.
De gennemfører krigen med en sådan præcision, at kun i få undtagelsestilfælde og ved beklagelige ulykker bliver civile ramt.
Når sandheden kommer frem viser det sig, at den information ikke stemmer overens med virkeligheden. Det er i begge tilfælde rene propagandaversioner som serveres.
I tilfældet Kosova foregår der en seriøs debat om hvorvidt det var serberne eller NATO, som tog livet af flest civile. De tal, som er blevet præsenteret fra Beograd og Bruxelles, viser sig at have meget lidt tilfælles med de observationer, som kan gøres senere i krigsområdet.
Det er også vigtigt at have et tidsperspektiv på de overgreb, som er foregået.
Mere og mere tyder på, at den serbiske sides brutalitet eskalerede, da NATOs bombninger begyndte. Det var som om alle hæmninger og ansvarsfølelser blev sprængt bort af NATOs bomber.
I Tjetjenien er der endnu kun få observationer inde fra krigsområdet. Det, som siver ud, tyder på en hæmningsløs bombning af alle produktionsmidler, boliger og infrastruktur.
I store træk ser det ud som om de.
russiske styrker bedømmer det som legalt at bombe overalt, hvor der findes mennesker. På samme vis som i Kosova bomber man markedspladser og flygtningekolonner.
I begge disse krige er det meget tvivlsomt om de bombemål, hvor NATO/Rusland påstår at have udført vellykkede bombetogter, overhovedet har lidt nogen særlig skade.
Det allermeste af den serbiske hær var intakt efter at bombningerne stoppede og intet tyder på, at russerne har haft større succes med at skade de tjetjenske militære enheder denne gang, end i 1994-96. Det er det samme tragiske mønster fra moderne krige som gentages: Civile udgør den største del af ofrene.
Endnu mere tragisk er det, at vi sandsynligvis ikke får det største antal civile dødsofre som et resultat af selve krigshandlingerne.
Det er et helt specielt træk ved krige af denne art, som hidtil ikke har fået meget opmærksomhed, nemlig det som bliver konsekvensen af en ødelagt infrastruktur og økonomiske sanktioner.
Denne type krigsførelse har indtil nu været benyttet mod Irak, og det er der vi har set de tydeligste konsekvenser.
De økonomiske sanktioner går helt og holdent kun ud over de svageste i den civile befolkning.
I følge forsigtige beregninger fra FN har mindst 600.000 mistet livet som en konsekvens af, at infrastrukturen er ødelagt og at der er mangel på essentielle varer.
Dette er dødsofre, som ikke fotograferes, men som liggende blødende på gaden efter et bombeangreb. Det er ældre, syge og børn, som dør på grund af ødelagte kloaksystemer, manglende lægehjælp, for lidt og for dårlig mad, mangel på rent vand og for få ressourcer på fødegangene.
Der kan med rette tales om en ny variant af masseødelæggelsesvåben.
Dette sker uden nogen stor opposition og stort set uden debat i det hele taget.
Hvor mange som dør, og kommer til at dø, i Serbien ved vi ikke, men erfaringerne fra Irak tyder på, at det bliver mange gange det antal, som blev dræbt på slagmarken.
I Tjetjenien er endnu mere af infrastrukturen ødelagt end i Kosovo. Den russiske politik er at forhindre så meget kontakt med området som muligt.
Det, som nu foregår, er en massiv nedslagtning af alle, som befinder sig i området. Det er hovedsageligt de civile, som har dårligst beskyttelse, der bliver dræbt.
Siden krigen brød ud for over to måneder siden, har det været minimalt med forsyninger af mad og medicin til området. Den nuværende situation medfører såvel dødsfald på grund af krigshandlinger som på grund af manglende ressourcer.
Hvor mange børn, syge og gamle, som dør en for tidlig død på grund af kulde, madmangel og manglende sygehusvæsen, går ikke at fastslå præcist. Men der er ingen tvivl om, at antallet langt overstiger de, som dør af bomber, raketter, miner, kugler og granater.
Selv om krigshandlingerne skulle slutte med det samme, vil denne type dødsfald fortsætte i mange år, hvis ikke en massiv hjælpeindsats sættes ind.
I begge disse konflikter er det angribende parter, som med dårlig underbygget retorik forsøger at undgå den kritik, som rettes mod de midler, som bruges.
Kritikken er ikke rettet mod det faktum, at parterne er engageret i konflikten, men hovedsageligt mod de midler, som benyttes.
Disse strider mod proportionsprincippet, og de er ikke egnet til at opnå de mål, som udøverne hævder er deres mål for interventionen.
At NATO og OSCE forsøger at løfte en moralsk stemme overfor Moskva tyder på en alvorlig mangel på dømmekraft.
NATO stod som angribende part mod Serbien, og da Rusland protesterede, var det for lukkede ører. Derfor har NATO og OSCE ingen troværdighed i Kreml.
Begge disse overgreb har banet nye veje i international politik, og det er et skræmmende perspektiv, vi nu ser med en ny todeling af verden. Rusland har på flere og flere områder modsatte synspunkter af USA i internationale spørgsmål, og denne kløft ser ud til at udvides, mens Tjetjeniens befolkning udryddes.
Danmark og de andre NATO-lande har sammen med Rusland sat en ny norm for hvordan krige skal føres i det næste århundrede Det er en arv til de kommende generationer, som vi aldrig kan få tilgivelse for.
Vi bliver ikke tilgivet, for vi ved, hvad vi gør!
Antallet af dræbte i Irak under de ni år, som er gået siden den massive bombning, overstiger med stor margin det samlede antal dødsofre fra samtlige atom-, biologiske- og kemiske våben, som hidtil er brugt i menneskehedens historie - ofrene fra Hiroshima og Nagasaki inkluderet.