Nye og gamle krige

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 3 - 2000

- se andre blade

Den type krige der på nuværende tidspunkt bliver udkæmpet flest af i verden går under betegnelsen "nye krige" i Mary Kaldors bog "New and old wars - organized violence in a global era". Det nye er, at volden stort set kun er rettet mod civilbefolkningen med det formål at skabe frygt og terror.
I bogen analyserer hun nogle af de træk, der har været gennemgående for krigene i Bosnien, Centralafrika og Kaukasus. De nye krige adskiller sig fra de gamle på tre punkter som vi skal se på herunder: målene, måden hvorpå de bliver udkæmpet og finansieringen af dem.
 
Gamle krige
De gamle krige er kendetegnet ved at en eller flere stater var i krig med en anden eller andre stater. De gamle krige opstod som en direkte følge af oprettelsen af moderne stater, og handlede som oftest om territorium eller ideologier. Krige blev udkæmpet af staten, som havde den legitime magt til at gå i krig og slå andre ihjel.
Der var en skarp grænse mellem krigen og det civile samfund, idet krigen blev udkæmpet af soldater, der sloges på slagmarken mod andre soldater. Dette kan bl.a. ses ved, at under 1. Verdenskrig var andelen af civile dræbte 5%, mens den på det seneste er steget til mellem 80 og 95%.
Bosnien er et eksempel på en "ny krig".
Gennem 1980erne og 1990erne er der opstået en ny type af organiseret vold, som Kaldor kalder "nye krige" fordi de adskiller sig væsentlig fra de gamle krige.
(Det betyder ikke at alle krige i dag er "nye" - NATOs krig mod Jugoslavien og Ruslands krig mod Tjetjenien er eksempler på gamle krige).
Mary Kaldor bruger krigen i Bosnien fra 1992-1995 som udgangspunkt for sin beskrivelse af nye krige. Som nævnt ovenfor blev gamle krige udkæmpet mellem to eller flere stater - dette kan på ingen måde siges at være tilfældet med Bosnien.
Der var et væld af aktører fra én stat -Jugoslavien - i opløsning. Krigens tre parter samarbejde med hinanden i forskellige kombinationer gennem krigen, kun ganske lidt territorium skiftede hænder, og tænker man i traditionelle militærstrategiske baner, er det især den langvarige belejring af de større byer, der huskes.
De bosniske serbere, de bosniske kroater og de bosniske muslimer var de tre "parter" i konflikten og havde hver deres regulære militær. Dertil kommer politi/militser, der hørte til de enkelte byer, f.eks. Tuzla og Sarajevo, paramilitære grupper og lejetropper.
Treogfirs (83!) forskellige paramilitære grupper, der både arbejdede på egen hånd og sammen med de regulære tropper er blevet identificeret, heraf er Arkans "Tigre" nok den mest kendte.
Af udenlandsk militær involvering var "Mujahidiin", krigsveteraner fra Afghanistan de mest omtalte, men f.eks.
ydede også pensionerede amerikanske generaler træning til den kroatiske side.
Alle militære grupper var fuldstændig afhængige af finansiering udefra - enten direkte fra regeringer, eller ved f.eks. at "beskatte" nødhjælp og gennem kontrol af det sorte marked.
Det bringer os til kernen af, hvad der er karakteristisk for de nye krige, nemlig at målet med krigen ikke er at skaffe sig territorium eller kæmpe for en ideologi, men om terror af civilbefolkningen og økonomisk gevinst.
 
Nationalisme
Når målet er terror og økonomisk gevinst, bliver måden krigen bliver udkæmpet på anderledes end tidligere. Derfor var vi i Bosnien vidne til stærk nationalisme og etnisk udrensning, der skulle terrorisere civilbefolkningen fra at tænke på og tale om mulitikulturalitet. Kun det nationalistiske billede skulle frem, så krigen kunne fortsætte. Kaldor mener, at den heftigt opblusset nationalisme på Balkan (og i Rawanda) var politikernes bevidste valg for at skabe terror.
"Nationalistiske bevægelser genopfinder bestemte versioner af historien og minderne for at konstruere nye kulturelle former der kan blive brugt til politisk mobilisering" (side 35). "Frygt og had er ikke endemisk, men, i bestemte perioder mobiliseret for politiske formål" (side 42).
Der fandtes helt sikkert fanatiske nationalister mellem parterne, men f.eks.
Arkan var en kendt person fra Beograds underverden, og der er ingen tvivl om, at mafiaaktiviteter var en vigtig faktor i krigen. Det er anslået, at omtrent 80% af medlemmerne i de paramilitære grupper var almindelige kriminelle og 20% nationalistiske fanatikere.
"De fleste af de paramilitære grupper var involveret i aktiviteter på det sorte marked og, især, samarbejde med hinanden på tværs af formodede konfrontationslinier for at profitere af situationen af de belejrede enklaver" (side 53).
Bydele blev solgt for andele i det sorte marked eller "bare" for D-mark.
Mafiaaktiviteterne gjorde at krigen fortsatte. "Mafiaøkonomien var bygget ind i krigens udførelse, og gav krigen en selvforstærkende logik for at bevare et lukrativt indkomstgrundlag og for at beskytte kriminelle fra retsforfølgelse der kunne blive iværksat i fredstid" (side 55).
 
Ikke guerillakrig
Nogle har sammenlignet de nye krige med guerillakrige, og der er da også et væsentligt lighedstræk i og med at direkte konfrontation undgås i videst muligt omfang.
Men hvor guerillataktik, som den kendes fra Mao og Che Guavara, var kendetegnet ved, at gruppen skaffede sig politisk kontrol ved at overbevise befolkningen i et yderkantsområde om, at ideologien var en fordel for den jævne befolkning, og derved vinde sig støtte - så er de nye krige som tidligere nævnt.
kendetegnet ved deres terror mod civilbefolkningen, og ved som f.eks. i Rawanda at få så mange som muligt til at deltage i volden.
Den politiske kontrol i de nye krige vindes ved at give alle etiketter gennem deres etniske tilhørsforhold, og udrydde eller deportere og true opposition og andre etniske grupper.
De paramilitære grupper i Bosnien havde i nogle tilfælde lister over civile nøglepersoner, som f.eks. kirkelige ledere og intellektuelle, der blev henrettet, og gjorde krigen i Bosnien til en krig mod civilsamfundet.
En anden form for terror, som huskes fra Bosnien, var voldtægter i et sådant omfang, at det tyder på at være en del af strategien.
Om måden hvorpå krigen i Bosnien blev udkæmpet skriver Kaldor kort og præcist: "Vold blev brugt til at kontrollere befolkninger snarere end til at erobrer territorium" (side 50).
 
Økonomi
Globaliseringen af verdens økonomi har også haft indflydelse på de nye krige. Jeg har tidligere omtalt hvilken rolle mafiaaktiviteterne spillede, men også på andre punkter har globaliseringen haft konsekvenser. Hvor 2. Verdenskrig i f.eks.
USA satte gang i den økonomiske vækst, så det helt anderledes ud i Bosnien. Al lokal produktion gik i stå, og civilbefolkningen blev afhængig af nødhjælp for at overleve.
Eller med Mary Kaldors ord: "Under krigen kollapsede den formelle økonomi. Dette resultat skyldtes en kombination af faktorer ... Veksling var baseret på en kombination af byttehandel og D-mark.
For det meste stod folk overfor et smertefuldt valg: De kunne leve utilstrækkeligt af humanitær nødhjælp, de kunne blive frivillige i hæren eller blive kriminelle eller begge dele, eller de kunne forsøge at forlade landet" (side 49).
I Angola og Sierra Leone er borgerkrigene - som også er eksempler på nye krige - tæt forbundet med diamanthandel. De militære grupper der har kontrol over minerne har adgang til indkøb af våben.
Da uroen igen brød ud i Sierra Leone i maj måned i år efter et års skrøbelig våbenhvile, skyldtes det ifølge FN, at FN-styrkerne forsøgte at afvæbne soldater i det område hvor diamantminerne ligger ("Informatíon" 10/5-2000).
 
Globalisering
Men ikke kun de "stridende parter" har mange forskellige deltagere med hver deres dagsorden, også resten er af verden deltager på den ene eller den anden måde.
Så ud over lejesoldater, paramilitære grupper, militser og militære rådgivere, er også journalister, og et hav af internationale organisationer med til at forme krigen.
Disse internationale grupper spænder fra NGO'er som Amnesty International, Læger uden Grænser og andre freds- nød- og menneskerettighedsorganisationer til EU og FNs fredsbevarende styrker.
Dette skaber et skel mellem de som er inkluderet i den nye globale tidsalder, og de som er udelukket. De inkluderede taler engelsk, har adgang til satellittelefon, fax og e-mail, betaler med dollars, D-mark eller kreditkort, kan rejse frit, mens de udelukkede er afhængig af byttehandel og nødhjælp for at klare til dagen og vejen, og tvunget til at blive hvor de er, på grund af visumrestriktioner, vejspærringer og mangel på penge til at rejse for.
 
Perspektivskift
Kaldor mener at disse krige har deres karakteristika, fordi verden bliver mere og mere globaliseret, og det er helt forkert at se de nye krige fra samme perspektiv som de gamle.
Globaliseringen har også medført, at ikke bare NGO'er, men også regeringer rundt omkring i verden, ønsker at blande sig i konflikter. Men de har stadig meget at lære.
Kaldor mener, at der er brug for et perspektivskift, for at forstå disse krige.
NGO'erne har forstået det bedre end verdens regeringsledere, der falder for nationalisternes propaganda.
Omverdens indgreb i krigen i Bosnien blev så fuldstændig forfejlet, fordi det vigtigste ved denne krig blev overset, nemlig at den ikke foregik mellem forskellige nationalistiske grupper, men mellem nationalisterne og de der så en multikulturel fremtid for sig.
Eller med Kaldors ord: "... deres (nationalisternes) krig var ikke imod hinanden, men mod den civile befolkning og det civile samfund" (side 58).
Lederne af det internationale samfund så den etniske udrensning som en "bivirkning" ved kampene, og overså, at det var det det hele handlede om. Det samme internationale samfund troede på de nationalistiske ledere der, med den ene eller den anden begrundelse, påstod, at kroater, serbere og muslimer ikke kunne leve sammen.
De overså det faktum, at 25% af befolkningen var gift med en fra en anden etnisk gruppe, og at byer som f.eks.
Sarajevo hele krigen igennem kæmpede for at udsende et andet budskab end det nationalistiske, ligesom en massiv fredsbevægelse havde gjort inden krigen begyndte.
Kaldor skriver: "Der var måder hvorpå de ikke-nationalistiske politiske og civile dele af det bosniske samfund kunne være givet adgang til regeringer og internationale organisationer, hvor deres ideer og forslag, inklusiv forslag for alternativer til deling, kunne være blevet hørt og taget alvorligt ... De repræsenterede håbet for internationale værdier; de skulle være set som hovedpartnerne i jagten på fred" (side 61).
 
Optimisme
Men Kaldor er ikke bare pessimist, for de nye krige er også kendetegnet ved at de trods deres blodighed ikke er totale.
I modsætning til deltagerne i Anden Verdenskrig, hvor hele landet var involveret på den ene eller den anden måde, så findes der i de nye krige øer af civilsamfund, hvor en by fungere næsten normalt og produktionen opretholdes - og de fandtes både i Bosnien og Rawanda.
Kaldor ser i fremtiden det civile samfund - f.eks. kvinder, ældre og trossamfund inddraget som aktører i fredsforhandlinger.
Fredsforhandlinger er for vigtige til at overlades til eliten. Og de som profiterer af at krigen fortsætter, er måske ikke de bedste fredsskabere.

Mary Kaldor "New and old wars - organized violence in a global era" Polity Press 1999 - 192 sider.
Er netop udkommet på svensk: "Nya och gamla krig - organiserat våld under globaliseringens era" Forlaget Daidalos - 201 sider.