Arrogance, svig eller bestikkelse?

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 2000

- se andre blade

USA hælder ikke milliarder af dollars ud til sit nye missilforsvar, hvis landet ikke føler sig helt sikker på, at Grønland er med.
Uden en pejling via Grønland kan missilerne ikke sendes nøjagtigt nok af sted, så uden Grønland eksisterer National Missile Defense slet ikke.
USA har allerede hældt voldsomme milliarder i projektet, og der venter helt uforståelige beløb, når den næste præsident trykker på start-knappen. En sådan investering er der ingen der foretager, hvis der er den mindste usikkerhed om en af projektets helt fundamentale hjørnesten.
Præsident Bill Clinton stoppede ikke projektet - han udsatte blot afgørelsen. Det følger Al Gore op på med en lige så ulden holdning: Truslen fra slyngelstater skal bekæmpes - men det kræver yderligere forskning, både teknisk og politisk, før Al Gore vil indføre missilskjoldet.
George W. Bush spiller mere rent ud: Han er voldsomt entusiastisk og mener NMD er en klar nødvendighed.
Millionerne kommer altså til at rulle i begge tilfælde - om end Al Gore lader muligheden for et melde afbud senere stå åben lidt endnu.
Den danske regering har officielt ikke modtaget en forespørgsel om projektet, hvorfor der lige så officielt ikke er taget stilling til det - heller ikke, når spørgsmålet er blevet drøftet i NATO.
Missilskjoldet er et klart brud på ABM-traktaten mellem USA og det daværende Sovjet, der med syg logik skulle fastholde truslen om gensidig ødelæggelse - så ingen følte sig fristet til at skyde først.
USAs politiske taktikere tænker åbenbart fortsat i koldkrigsbaner og er det eneste land i verden, der som officiel strategi i givet fald vil optrappe en konflikt med brugen af atomvåben.
Det burde ikke kræve mange overvejelser for en dansk regering at indse, at det ikke er i Danmarks interesse at støtte disse amerikanske tvangstanker. Alligevel tier regeringen - men har på den anden side heller ikke givet USA lov til at bruge Grønland endnu.
 
Tre dårlige muligheder
Spørgsmålet er så, hvorfor USA fortrøstningsfuldt tonser videre, mens pengene fosser fra statskassen og lige ned i lommerne på krigsindustrien.
Svarmulighederne er begrænsede.
En mulighed er arrogance. At USA dækker sig ind under den 50 år gamle traktat med en socialdemokratisk statsminister om at de kan gøre, hvad der passer dem. Det virker trods alt urealistisk, efter al den folkelige debat om sagen.
Næste mulighed er et tilsvarende svig. At den nuværende danske regering, efter rådførsel med de borgerlige partiledere, har givet et underhåndstilsagn af tilsvarende styrke, som den forrige traktat.
Sidste mulighed er bestikkelse. Den har ofte mange former, så der udover den helt personlige berigelse falder fx en ny civil lufthavn af til Grønland.
Den grønlandske regering har dårligt nok lagt skjul på, at tiraderne om modstand for fredens skyld, kunne dulmes med bidrag til landets økonomi.
En anden spillebrik på bordet er Dundas-halvøen, hvis stamme blev tvangsforflyttet i 1953, da Thule-basen blev bygget. Den sag er på vej gennem Højesteret. Amerikanerne bruger ikke længere området, så de kunne jo vise sig storsindede og returnere tyvegodset.
 
Selvstændighed?
Et samlet bud kunne være en kombination af disse muligheder, hvor USA bruger den gamle traktat som pression til pænt at tilbyde nogle små forbedringer.
Den grønlandske brik spilles ud mod den danske, da det grønlandske krav om direkte forhandlinger med USA er en del af kampen for større selvstændighed.
Så hvis Danmark bliver for vrangvillige, kunne USA gå direkte til grønlænderne.
Tilbuddet kunne her være, at gøre værtindegaverne til Grønland afhængige af det fortsatte rigsfællesskab - så Danmark må acceptere hele pakken for at holde sammen på riget.
Den danske regering har aldrig turdet stille krav til USA, når amerikanerne har ønsket at gøre brug af dansk territorium. I regeringens øjne står valget så mellem at lade USA gøre som det lyster - eller at skrive under på, at USA kan gøre som det lyster.
Regeringens valg er selvfølgelig den sidste mulighed, hvor trods alt ser ud som om, at vi har hat og indflydelse og sidder med ved bordet.
Nu mangler blot den offentlige politiske accept, hvor vi pænt og demokratisk får lov til at diskutere sagen åbent, inden vi vedtager den.