Den usynlige krig

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 2000

- se andre blade

Jeg har kaldt denne artikel "Den usynlige krig". Mod kvinder er underforstået, det samme er et spørgsmålstegn.
Er der tale om en krig mod kvinder og i givet fald hvilken?
Det er indlysende, at der uden spørgsmålstegn mange steder i verden foregår en helt konkret og bestemt ikke usynlig krig mod kvinder.
Men hvor relevant denne synlige krig end måtte være, er det ikke den, der er hovedemnet for denne artikel.
Det, der er mit ærinde her, er en usynlig krig, som i større eller mindre grad føres overalt, og den krig bør også belyses og diskuteres.
 
De danske prioriteringer
Ved Beijing +5, der blev holdt i juni ,var jeg med som dansk NGO-repræsentant med speciale i dels kvinders særlige vilkår under krige og konflikter, dels kvinders rolle i konfliktforebyggelse og opbygning af en fredskultur.
En af dagene i New York havde ligestillingsminister Jytte Andersen bedt NGO'erne om at komme til møde for at komme med input til den tale, hun skulle holde senere i FN.
Fordi jeg sad alene med området, lavede jeg et baggrundspapir, som jeg vil citere fra, fordi det både giver et indtryk af, hvordan den danske regering arbejder på området "kvinder og væbnede konflikter"
og kan fortælle, hvad jeg synes, der er og var galt i den måde, regeringen og Folketingets flertal forholder sig til området på:

"Af Udenrigsministeriets "Forudsete danske positioner ved Beijing +5" af 17. maj i år fremgår det, hvilke prioriteringer Danmark har valgt fra Platform for Action ud af de "12 særligt kritiske områder (...) for at sikre ligestilling", som der står i skrivelsen. Jeg ser det allerede som en svækkelse, at man i indledningsafsnittet til disse danske positioner kun taler om "ligestilling". I Beijing var overskrifterne "Ligestilling, udvikling og fred". Der mangler med andre ord to af platformens tre kerneområder. Når man gennemgår afsnittet med de særlige danske prioriteringer, viser det sig imidlertid, at udviklingsaspektet er med. Men fokuspunktet fred er totalt fraværende i denne skrivelse. Som gammel feminist og fredsaktivist (...) vil jeg tillade mig at sige, at det ligner selvtilstrækkelighed, at Danmark nøjes med at tale om ligestilling kun et år efter, at vi for første gang siden engang i 1700-tallet har deltaget i en angrebskrig, at vi kun et år efter, at vi har ment os i stand til at løse krænkelser af menneskerettigheder med bomber, overser dels de særlige vilkår, der gælder for kvinder under væbnede konflikter, dels kvinders særlige rolle i opbygningen af fredskultur, konfliktforebyg-gelse, konfliktløsning og genopbygning efter konflikter, når selv Sikkerhedsrådet, der ikke kan siges at vise kønsaspektet særlig bevågenhed, i sin udtalelse 8. marts i år anerkendte såvel kvinders arbejde i konfliktsituationer som det, at kvinder og børn lider uforholdsmæssigt under konflikter. Jeg vil opfordre den danske delegation til at arbejde for, at det endelige dokument på dette såvel som på andre områder bliver et visionært Beijing +5 og ikke et bagstræberisk Beijing -10."

Senere erfarede jeg, at mit ønske om, at ministeren skulle nævne noget om kvinder og væbnede konflikter eller kvinder og konfliktforebyggelse, ikke blev efterkommet. Det er klart, at ministeren har sin ryg fri, når Folketinget har givet hende et mandat, som ikke inkluderede dette tema. Og f.eks. jeg ikke i tide har råbt vagt i gevær for at bruge en upassende militær metafor. Men det forekommer besynderligt, at der i mandatet også skulle ligge et forbud mod at tale om noget, der ikke stod på listen.
 
Dansk snæversyn
Der er det problem, at Danmark som mange andre lande ikke er sig en overnational forpligtelse bevidst. På det kønspolitiske område kan vi sige noget om udvikling, fordi vi er kendt for at være gode til bistand til Den Tredje Verden. Ligestilling er på dagsordenen herhjemme, og derfor er det den, der optager sindene, også i en FN-forhandling.
Jeg vil gentage min bemærkning om, at den holdning er udtryk for dansk selvtilstrækkelighed, og ikke blot det, den er også udtryk for snæversyn.
Snæversyn, fordi vi ikke isoleret kan tale om ligestilling. Vi må se på de strukturer, der gør, at ligestillingen ikke bare kommer, når vi knipser. Her bør en patriarkatskritik komme ind. Vi lever i en patriarkalsk struktur. Den er dybt rodfæstet i os, og når vi taler ligestilling, kan vi ikke gøre det, uden at medtænke en ændring af det system.
 
Ligestilling og patriarkat
Så vidt jeg forstår, opfatter blandt andre Jytte Andersen ligestilling som en millimeterdemokratisk, mekanisk foranstaltning, der kan bringe kvinder og mænd på samme niveau i enhver henseende. Vi kvinder får vores del af kagen/af magten (og mændene deres del, hvad forholdet til børnene og de såkaldt bløde værdier angår). Hvis det er ligestilling, er jeg ikke sikker på, jeg er interesseret, blandt andet fordi den grundlæggende hierarkisering af f.eks.
bløde og hårde værdier forbliver uantastet.
Ligestilling er ikke bare den mekaniske, millimeterdemokratiske.
Og fred er ikke bare fravær af krig. For at tage det sidste først er fred også, at der ikke føres den - herhjemme usynlige - af patriarkatet konstituerede krig mod kvinder. I et samfund, der er så lige som det danske, kan det ligne en anakronisme at tale om patriarkat, men vi har også strukturen her, og Danmark er del af en stadig stigende globalisering, hvor økonomien i høj grad er patriarkalsk. De magtstrukturer skal der andre end os selv til at ændre.
Og det gælder om at solidarisere sig med andre end dem, der sidder på magten, for vi går både storkapitalens og patriarkatets ærinde, hvis vi kæmper for at komme til at "sidde med ved bordet". Hvis man forstår formuleringen som et udtryk for indflydelse, skal vi sidde med, men bordet har en forkert form, og det står et helt forkert sted.
Når vi ikke kan håndtere ligestillingen godt nok, er det, fordi vi ikke får gjort op med den struktur, der ligger som en tungtvejende del af vores kulturbagage. Vi mangler patriarkatsanalysen og -kritikken.
I stedet for at arbejde for ligestilling med forskelligheden og mangfoldigheden - også inden for kønnet - som udgangspunkt, har vi en tilbøjelighed til at reproducere de magtstrukturer, der er givet med dette system. Vi skaber ikke en flad, demokratisk struktur, men bidrager stadig til en hierarkisk, blot med flere kvinder i toppen. Vi arbejder på, at kvinder i princippet skal få lige så meget magt som mænd.
 
Krigskultur
Det er ikke kun den hierarkiske magtstruktur, der karakteriserer patriarkatet. Det er også aggressiviteten i opfattelsen af rollen, hvad enten det er mænd eller kvinder, der er bærere af den. Patriarkatet er ikke blot en struktur, der overvejende favoriserer mænd eller traditionel maskulin adfærd. Det er også en krigskultur, der ligger som en rød tråd under hele vores kultur. Ikke forstået på den måde, at alle mænd angriber alle kvinder, men mønsteret er i os. Og det er mændene, der er de voldelige, ikke på grund af biologien, men på grund af kulturen.
Et hjemligt eksempel på krigskultur:
Jeg vil nævne den institution, der også i Danmark indeholder en potensering af patriarkatet, militæret.
Her er absolut lydighed, destruktiv og voldelig adfærd og foragt for liv idealer, der forbindes med maskulinitet og mandighed. Idealerne bygger bl.a.
på myten om mænds forsvar af kvinder og børn. Kritisk adfærd, diplomati og ikke voldelige konfliktløsninger bliver betragtet som mindre modige og nu og da endog som modsætninger til maskulinitet. Følelserne lægges væk, når geværet tages over skulderen.
Drenge leger krig, og uanset den omstændighed, at mange, ja de fleste, lægger plasticgeværet og alle andre geværer på hylden, har de det i deres indre univers som en magtfaktor.
 
FN og NGO'erne
Hvad kan FN-dokumenter stille op med en så voldelig virkelighed? Jeg har ikke den store tillid eller de store forhåbninger til disse dokumenter. Det er nu engang ikke dokumenter, der ændrer verden. Men trods den berettigede kritik er jeg principielt tilhænger af FN. I sager, der vedrører verdensfred, verdensorden, internationale normer, demokrati og menneskerettigheder, er FN den eneste acceptable beslutningstager, eftersom FN ideelt set er den eneste overnationale, globale, demokratiske institution i verden.
Derfor skal man arbejde for at forbedre systemet som sådan og konkret arbejde for eksempelvis at gøre et dokument som dette fra New York så godt som muligt. På det strukturelle plan skal man forsøge at ændre det forhold, at dokumenterne bliver til i et næsten lukket rum i forhandlinger mellem regeringer, der langt hen har hver sin individuelle dagsorden. Her gælder det om at påvirke ens egen regering til dels at påtage sig overnationale forpligtelser, dels at inddrage NGO'erne i arbejdet.
I New York skete der det med det såkaldte Outcome Document, at det blev bedre på nogle få punkter end dokumentet fra Beijing 1995 og dårligere på andre. Jeg har et par generelle anker: Hvor hele processen og selve dokumentet burde betyde en fastholden af og et skub fremad, når det gælder principperne fra og ansvaret for handlingsplanen fra Beijing, er der sket en udvanding af forpligtelserne, en svækkelse af sproget, og tidsfrister er fjernet. Det er uansvarligt over for alle kvinder, men naturligvis især over for de mest udsatte: de fattigste og kvinder i konfliktsituationer.
Jeg vil summarisk nævne et par vigtige enkeltområder, hvad angår kvinder og væbnede konflikter, som burde have været omfattet af eller præciseret i dokumentet:
1) Stigende deltagelse af kvinder evt.
gennem et kvotesystem på alle sikkerhedspolitiske niveauer (konfliktforebyggelse, konfliktløsning, fredsforhandlinger, genopbygning efter kon- flikter og fredsopbygning).
2) Nedbringelse af væbnede konflikter gennem nedskæring af militærudgifter, våbenproduktion, våbenhandel, våbenoverførsel og gennem langsigtet arbejde for total og universel nedrustning.
3) Begrænsning af og forebyggende arbejde mod militær vold mod kvinder med totalt stop som endemål.
 
Pistolen med knude
I denne artikel har jeg forsøgt at afdække sammenhænge mellem arbejdet for ligestilling og fred og arbejdet mod patriarkat og krigskultur.
Et billede fra en hvilken som helst FN-forsamling kan overbevise én om, at her er der nok at gøre for en ligestillingsarbejder. Når man skal ind på FN-området, bliver man kontrolleret af uniformeret og bevæbnet personale. Inde i bygningen afleverer man sin taske til gennemlysning og passerer et sikkerhedscheck, gennemført af et nyt hold uniformerede og bevæbnede personer. Krigskulturen har sine synlige og usynlige udtryk.
Uden for og inde i FN-bygningerne myldrede kvinder rundt i den uge, Beijing +5 varede, og foran FN-bygningen er der en stor, smuk skulptur, der forestiller en pistol med en knude på løbet. Det billede lader jeg stå.