FRED.dk 2001: Kvinder og konfliktløsning

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & Frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Kvinder og konfliktløsning For at forholde sig til en konflikt på en konstruktiv måde, skal konflikten gøres synlig, som for eksempel Kvinder i Sort gjorde under krigene i Jugoslavien. Af Toni Liversage			Fra bladet Fred & Frihed Ikkevold nr. 1 - 2001 Se indhold Flere blade

Igennem de sidste 10-20 år er der i mange dele af verden blevet oprettet en række nye centre og institutioner for konfliktløsning, som arbejder professionelt med at undervise folk i, hvordan man skal forholde sig til en konflikt på en konstruktiv måde. Og her er et af de første skridt altid at forsøge at gøre konflikten synlig.
Det samme gælder for konflikterne af en mere generel natur - nemlig dem der udspringer af grundlæggende holdningsforskelle.
Jeg tænker her på den grundlæggende konflikt mellem dem, der mener, at man kan løse interessekonflikter i verden ved hjælp af militære midler og dem, der holder fast ved, at konflikter - også mellem nationer og lande - bør løses gennem dialog og forhandling.
Dette er måske et utopisk ønske, men vi er nødt til at holde fast ved det.

Imod atomoprustningen
I begyndelsen af 1980erne så man en bred protestbevægelse vokse op i Vesteuropa imod truslen fra den nye atomoprustning, der var baseret på forestillingen om, at det var muligt at føre "en begrænset atomkrig" - og et af de første og mest synlige initiativer imod denne trussel kom fra Norge.
Jeg tænker her på Fredsmarch 1981, hvor tre norske kvinder havde fået ideen til en fredsmarch, der skulle gå ned gennem Europa fra København til Paris for på denne måde at gøre almindelige menneskers protest synlig.
Marchen varede seks uger, og initiativet inspirerede en gruppe engelske kvinder til at organisere en ny protestmarch, denne gang i et af de lande, hvor de nye atomvåben skulle udstationeres, nemlig Storbritannien.
Og i september 1981 gik en gruppe kvinder fra Cardiff til militærbasen ved Greenham Common, hvor NATO planlagde at udstationere krydsermissiler i december 1983. Efter at være ankommet lænkede kvinderne sig til indhegningen omkring basen og forlangte, at beslutningen om udstationeringen skulle debateres i fjerrnsynet. Da kravet imidlertid blev afslået, besluttede de sig for at blive, og de og mange andre kvinder etablerede nu en permanent fredslejr udenfor Greenham Common basen, som et meget synligt tegn op gennem 80erne på protesten mod atomoprustningens vanvid og blev på denne måde det mest kontinuerlige symbol på denne protest.
Med mellemrum greb kvinderne også til civil ulydighed for at understrege deres holdning, idet de forsøgte at lukke basen ved at sætte sig foran indgangen i stort tal. De vidste selvfølgelig godt, at de ikke i det lange løb ville være i stand til at forhindre adgang til basen, men billederne af i hundredvis at kvinder, der sad foran indgangen var en måde at synliggøre et alvorligt problem overfor offentligheden.

Erfaringer fra det ex-Jugoslavien
Også i ex-Jugoslavien har kvinderne været aktive, når det gjaldt om at pege på ikke-voldelige konfliktløseninger, selv om de ikke har været særligt synlige i medierne. Når vi nemlig ser tilbage på krigene i det tidligere Jugoslavien i første halvdel af 1990erne, er det nogle ganske bestemte tv-billeder, der dukker op på nethinden.
Der var for det første, de billeder, der viste selve krigen - mænd der skyder, militsgrupper der invaderer en landsby osv.
Mens den anden type billeder var dem, der viste følgerne af krigsførelsen - de endeløse flygtningestrømme, der først og fremmest bestod af kvinder, børn og gamle.
Og endelig var der dem, der viste, hvad jeg vil kalde for "mændene på de bonede gulve". Med det mener jeg, de mænd, der havde magt både til at starte og afslutte krigene, og som vi så komme og gå til vigtige forhandlingsmøder. Men intetsteds - eller i det mindste meget sjældent - så vi billeder af folk, mænd såvel som kvinder, som kæmpede imod dette vanvid, og som under utrolig vanskelige betingelser arbejdede for dialog og imod militarisering og had.
Både mænd og kvinder har været aktive i det tidligere Jugoslavien, men jeg skal her især omtale kvinderne, idet det er dem, der mest kontinuerligt og konsekvent har forsøgt at pege på alternativer til militære former for "konfliktløsning".

Kvinder i Sort
En af de vigtigste gruppe har været Kvinder i Sort i Beograd, en gruppe, der i øvrigt også er et eksempel på, hvorledes kvinder bliver inspireret af andre kvinders aktioner på tværs af grænserne på samme måde som de engelske kvinder blev inspireret af de skandinaviske kvinders fredsmarch.
I sommeren 1991, kort efter af krigen var begyndt i Jugoslavien, besluttede det europæiske græsrodsnetværk Helsinki Citizens Assembly at organisere en såkaldt Fredskaravane gennem de forskellige republikker i det, der stadig hed Jugoslavien. Planen var naturligvis ikke at køre gennem krigszonerne, men at skabe kontakter til grupper og personer i Jugoslavien, der støttede dialog og fredelig konfliktløsning.
Fredskaravanen - der kørte gennem landet i september 1991 - bestod af omkring ti busser med folk fra forskellige europæiske lande og besøgte en række byer, hvor der blev organiseret møder med lokale fredsgrupper. Den sidste station var Sarajevo, hvor der blev organiseret en stor fredsdemonstration sammen med byens indbyggere; der blev desuden afholdt forskellige møder, blandt andet et kvindemøde, hvor nogle italienske kvinder fortalte, hvorledes de i Israel havde lært en gruppe ved navn Kvinder i Sort at kende. Denne gruppe havde siden begyndelse af Intifadaen fra 80ernes slutning demonstreret hver uge i forskellige byer i Israel imod besættelsen af de palæstinensiske områder - klædt i sort - med enkle paroler som "Down with the occupation" osv.; de italienske kvinder bragte ideen tilbage med sig til Italien, og under Golf-krigen i vinteren 1991 demonstrerede de som Kvinder i Sort imod krigen i adskillige italienske byer.
Da kvinderne fra Serbien hørte dette, besluttede de sig for at danne en Kvinder i Sort gruppe i Beograd, og få uger efter, at de var vendt tilbage fra Sarajevo, begyndte de deres ugentlige protest imod krigen i centrum af byen. Og de stod der hver onsdag eftermiddag i en time gennem alle krigsårene med forskellige paroler, hvoraf nogle af dem havde en temmelig provokerende virkning på Beograds borgere.
En af parolerne lød for eksempel: "At desertere er alternativ til krig", og det var en parole, der ikke kun var af teoretisk betydning for kvinderne, idet de hjalp mange af de unge mænd, som ikke ønskede at gå i krig og derfor var nødt til at skjule sig eller flygte ud af landet.
En anden parole, som også gjorde folk vrede, var: "De albanske kvinder fra Kosovo er vore søstre". Det er en kendt sag, at Kosovo spiller en særlig rolle i den serbiske nationale selvforståelse, hvilket er noget, der er blevet brugt af magthavere til at oppiske en hadefuld holdning overfor Kosovo-albanerne.
Det har blandt andet resulteret i, at der op gennem 1990erne er blevet ført en hetzkampagne i medierne - ikke mindst i tv - imod albanerne fra Kosovo, så når Kvinder i Sort den 8. marts 1995 - på kvindernes internationale kampdag - demonstrede i Beograds centrum med en parole, der udtrykte solidaritet med deres albanske medsøstre, fremprovokerede det mange aggressive reaktioner. Der blev spyttet på kvinderne, man sparkede til dem, men de gav ikke op - og blev stående der den sædvanlige time.
Det betød indledningen til en dialog mellem serbiske og allbanske kvinder, for kvinderne fra Kosovo havde nemlig tidligere været ret mistroiske overfor kvinderne fra Beograd, men efter demonstrationen den 8. marts blev de klar over, at disse mente det alvorlig.

At overvinde grænser
En anden vigtig aktivitet fra Kvinder i Sorts side var forsøget på at fremme en dialog mellem de kvinder, der nu boede i de nye lande, der tidligere havde udgjort Jugoslavien. Allerede i august 1992 organiserede de det første internationale kvindemøde med det formål at samle kvinder fra hele det tidligere Jugoslavien for på denne måde at overvinde de grænser, der var blevet skabt af krigene.
Der var dog ikke mange, der reagerede i første omgang på deres invitation, for på dette tidspunkt herskede der stadig en hel del mistænksomhed også mellem fredsgrupperne, men allerede i 1993 deltog der en gruppe kroatiske kvinder; i 1995 var de Kosovo-albanske kvinder også med - og i 1996 kvinderne fra Bosnien-Hercegovina.
Dialogen mellem de serbiske og Kosovo-albanske kvinder udviklede sig i de følgende år, men samtidig optrappedes konflikten i regionen, og den blev yderligere skærpet i 1998, hvor mange mennesker i Kosovo var nødt til at flygte op i bjergene på grund af de tiltagende overgreb med afbrænding af huse og drab.
Men selv om det på dette tidspunkt kunne være meget farligt for kvinderne fra Kosovo at tage til selve Serbien, kom der alligevel omkring tyve kvinder og deltog i det internationale møde i august 1998 sammen med omkring 200 andre fra ex-Jugoslavien og resten af Europa.
Og på det afsluttende møde vedtog man en udtalelse, der blandt andet understregede vigtigheden af i langt større grad, end det var tilfældet, at inddrage kvinder i konfliktløsning. Det hed her blandt andet, at man skulle arbejde for, "at de aktive kvindegrupper fra Kosovo og Serbien bliver aktivt involveret i fredsforhandlingerne. De betyder nemlig et af de få håb for civilsamfundets værdier og for en anden opfattelse af magt, som ikke ødelægger men styrker demokratiet".
Desværre var det ikke det civile samfund, der blev styrket i de følgende måneder, tværtimod skete der en eskalering af den militære konflikt, og under NATOs bombardement af Jugoslavien blev Kvinder i Sort og andre tilsvarende grupper anklaget for at været landsforrædere af Milosevics regime og blev udsat for alvorlige trusler hvilket betød, at flere af de mere aktive i en periode måtte gå under jorden.

Om kvinder og mænd, krig og fred
At bevæge sig ind på det område, der handler om køn og krig, er ikke nogen enkel sag, som ofte kan føre til meget følelsesladede diskussioner, for her kan man på den ene side finde dem, der idealiserer kvinder som det fredelige køn stillet overfor de aggressive mænd - en meget forenklet sort-hvid måde at betragte et kompliceret problemkompleks på.
Mens der på den anden yderpol er dem, der siger, at der ikke er nogen forskel overhovedet, når det drejer sig om kvinder og mænd og deres holdning til krig og fred - se bare på Margaret Thatcher, Golda Meir osv.
Jeg er ikke enig i nogle af disse to synspunkter, men mener, at når vi diskuterer kvinder og mænd og krig og fred, og betragter de to køn som sociale grupper - og ikke som enkeltindivider - så er der en forskel.
Og det har selvfølgelig først og fremmest noget med opdragelsen at gøre, hvor kvinder socialiseres til at tage sig af børnene, hvilket får betydning for alle kvinder, ligegyldigt om de får børn eller ej. For for at tage sig ordentlig af børn, skal man være god til at lytte, til at identificere sig med andre menneskers behov, og hvis vi mener, at det er vigtigt at styrke det civile samfund og forsøge at løse konflikter gennem dialog og ved at lytte til andre, er det også meget vigtigt at rette fokus mod kvinders erfaringer.
Jeg omtalte tidligere forskellige typer af billeder, som har domineret fjernsynets beskrivelse af krigene i det tidligere Jugoslavien, og hvor nogle af dem viste de endeløse flygtningstrømme med de mange kvinder, hvor man virkelig kunne tale om kvinder som ofre.
I forbindelse med krige er det imidlertid vigtigt ikke kun at se kvinder som ofre, men også som aktive personer i situationer, der kræver både mod og fantasi.
Kvinder i Sort er et eksempel på dette, og det samme gælder kvinderne fra Greenham Common fredslejr og mange, mange andre...
Eller for at slutte af med et par linjer af den engelske forfatter Virginia Woolf, som stod citeret i en pjece om Greenham Common, der lyder således - uoversat:
We can best help you prevent war not by repeating your words and following your methods but by finding new words and creating new nethods.

NB. Kvinder i Sort er i øvrigt blevet indstillet til Nobels Fredspris 2001 af danske og norske parlamentarikere, og den danske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed har indstillet dem til Millennium Peace Prize for Women.
Artiklen er et let forkortet oplæg holdt i maj 2000 i Tromsø i forbindelse med en konference om fredsundervisning og fredskultur.