FRED.dk 2002: Lukkede døre i Australien

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Lukkede døre i Australien Forholdene for flygtninge, indvandrere og de oprindelige folk giver fortsat Australien store problemer. Af Karen Rald			Fra bladet Fred & Frihed Ikkevold nr. 4 - 2002 Se indhold Flere blade

I lighed med flere lande i Europa skete der en højredrejning i australsk politik efter valget i efteråret 2001, og et af valgets store emner var asylansøgerne, og ligesom her i Danmark blev flygtningene kastebold i valgkampen.
I TV og presse var der daglig dækning af forholdene for de nye asylansøgere, og især optog placeringen af bådflygtninge i en lejr ved navn Woomera både befolkningen og medierne. Flygtningene kom hovedsageligt fra Afghanistan og Irak.
Woomera er en forhenværende kaserne omkranset af høje hegn. Den er beliggende midt i Australien i en trøstesløs ørken. Lejren er ledet af et amerikansk selskab, der har specialiseret sig i at lede fængsler.
Pressen var nægtet adgang og kunne kun med telelinser bringe nogle utydelige billeder af asylansøgere i røde fangedragter, der blev ført rundt bag hegnet på en slags gårdtur.
Selv FNs daværende menneskerettighedskommissær Mary Robinson blev nægtet adgang til at sende en repræsentant ind i lejren. Det var kun, fordi to læger og en psykolog brød deres tavshedspligt og udtalte sig til TV, at en undrende omverden fik nys om de forfærdelige forhold.
Lægerne fortalte, at flygtningene syede læberne sammen i sultestrejkeprotest og sultestrejkende børn truede med at begå selvmord, 11 af børnene havde gjort skade på sig selv.

Australsk lovgivning
Immigrationsminister Philip Ruddocks kommentarer til kritikken af forholdene i Woomera var: ”Vi behandler flygtningene langt bedre, end de bliver behandlet der, hvor de kommer fra”.
Opholdet i en flygtningelejr varer ifølge australsk lovgivning fra seks måneder til halvandet år, og børnene går i skole to timer fire dage om ugen. Psykologens væsentligste kommentar var: ”Det er længden af indespærringen i uvished, der er problemet. Hvis mennesker nægtes frihed og en række basale rettigheder, kan de ikke fungere efter en vis tid”.
Det ironiske er, at på andre områder er Australien ret liberal over for indvandrere, når blot de har en uddannelse, kan et håndværk eller er velhavende pensionister.
Problemskabende er den australske lovgivning, der siger, at så snart man har sat fod på australsk jord, har man ret til asyl. Derfor blev et norsk skib, der havde samlet bådflygtninge op, nægtet adgang til australsk havn sidste år, og det blev det helt store nummer i den australske valgkamp.

Aboriginerne – det oprindelige folk
Stedet, hvor lejren ligger hedder Woomera, et aboriginernavn. Australien er spækket med stednavne, der stammer fra aboriginernavngivning, ofte af hellige steder.
Man kunne forledes til at tro, at de hvide australiere har et afslappet forhold til landets urbefolkning. Man udstiller deres kunst på landets største museer, man støtter dem med uddannelse, sundhedsprogrammer og kunsthåndværkercentre, og man giver dem gradvist land tilbage.
Men den hvide australiers holdning til og behandling af urbefolkningen er et betændt og uafklaret problem i det moderne Australien, det er næsten et tabuemne. Efter nogle forsøg ophørte vi med at tale om dette emne, den generelle holdning var meget negativ og meget stereotyp i opfattelsen af aborigineradfærd.

Historie
Nogle arkæologer mener aboriginerne kan spores ca. 176.000 år tilbage, andre 60.000 år. I alle tilfælde har de været Australiens befolkning længe før, James Cook satte foden på australsk jord, og længe før de engelske skibe i 1788 landsatte de første engelske forbrydere, der skulle kolonisere Australien for Storbritannien.
På dette tidspunkt var der mellem 350.000 og 500.000 aboriginere opdelt i ca. 500 forskellige stammer, der havde deres egne områder og sprog. De levede af naturens produkter som omvandrende nomadefolk og havde deres egne myter, danse og rituelle kunst.
Denne kunst var ikke kunst, som vi opfatter det i dag, men indgik i rituelle ceremonier som en vigtig funktion mellem forfædre og ånder og mennesker. Når den rituelle fest var forbi, blev kunsten ofte slettet i sandet, kun på nogle meget hellige steder i klippehuler eller på sten blev tegningerne bevaret.

Guldfeber 1851
I 1851 blev der fundet guld i Australien, og dette gav anledning til en masseudvandring til denne verdensdel, som England hidtil havde brugt som straffekoloni.
Hurtigt opstod et katastrofalt kulturmøde mellem hvide nybyggere og urbefolkningen, der frit havde vandret rundt i landet – samme kulturmøde, som skete mellem nybyggere og indianere i Amerika, og som skete mellem danskere og grønlændere.
Kønssygdommene blomstrede hurtigt, alkoholproblemerne blev voldsomme og med dødelig udgang, og ofte var der her tale om direkte udryddelse af stammer. Således døde Tasmaniens sidste aboriginere i 1878.
Kvinderne blev brugt og misbrugt af den mandlige befolkning. Når der kom børn ud af forholdene blev disse fjernet af katolske nonner, med den begrundelse at en aboriginermor ikke kunne opdrage et delvist hvidt barn. Der var faktisk lovgivning, der tillod dette.
Resultatet blev en stadig større marginalisering og direkte forfølgelse af urbefolkningen. Landet blev af James Cook erklæret ”terra nullius” (ingenmandsland) og helt frem til 1992 legitimerede denne doktrin Englands overtagelse af kontinentet.

Kunsten
Først i nyere tid, især efter 2. Verdenskrig, begyndte idealistiske hvide at interessere sig for urbefolkningen og især deres kunst. Kunsten er i dag så estimeret, at den hænger på de bedste museer i Australien og sælges til skyhøje priser fra statsstøttede kunstcentre, her tjener nogle få gode penge mens det store flertal af aboriginerne lever på social bistand.
I 1971 blev den første aboriginer valgt ind i Parlamentet og i 1999 blev den næste valgt ind. De ca. 250.000 aboriginere, der eksisterer i dag, vil gradvist blive bedre uddannet, tage mere del i samfundslivet og blive mere anerkendt, men det tager ufattelig lang tid, fordi mange hvide australiere ikke betragter dem som ligeværdige partnere.
Menneskerettigheder, fred og frihed og ret til at arbejde gælder stadig mere for de vestlige hvide end for andre, derfor er ligaens internationale arbejde vigtig også i Australien, hvor der er en aktiv sektion af WILPF.

Det ægte folk
Den kontroversielle forfatter Marlo Morgan skriver i sin bog Det ægte folk om livet i en aboriginerstamme i Australien og i et af kapitlerne udtaler stammemedlemmerne sig om fortidens kannibaler og krig:
”Der er ingen moral i krig, sagde de. Men kannibaler dræber aldrig mere på én dag, end de kunne spise. I jeres krige bliver tusinde dræbt i løbet af få minutter.
Det vil måske være en god idé at foreslå jeres ledere at få begge parter i jeres krig til at gå ind på, at kampen kun må vare fem minutter. Bagefter kan I lade forældrene komme til slagmarken og samle stumperne af deres børn op.
De kan bringe dem hjem, sørge over dem og begrave dem. Når dette er overstået, kan I drøfte, om I skal tage yderligere fem minutters kamp eller ej. Det er vanskeligt at få meningsløshed til at give mening.”