FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Hvem vandt Den Kolde Krig? Medierne aner intet om historien bag Den Kolde Krig, når de igen og igen gentager, at NATO vandt. Af Finn Held


Fra bladet
Fred & Frihed
Ikkevold
nr. 4 - 2002

Se flere artikler

”NATO vandt Den Kolde Krig." DRs Horisont bragte 18/11 en udsendelse om NATO-udvidelsen mod øst. Billederne var naturligvis forudsigelige. Budskaberne også.
Der var næsten overalt blandt de afbildede og citerede politikere, militærpersoner og civile forbipasserende tilfredshed med, at fredsdividenden plus noget mere blev brugt til at skrotte det gamle sovjetiske militære isenkram og få indkøbt noget mere tidssvarende amerikansk. NATO-udvidelsen blev således betragtet som et betydeligt fremskridt.
”Alliancen vandt Den Kolde Krig” fik vi at vide undervejs i udsendelsen. Det har jeg hørt så tit, at det også denne gang var lige ved at gå ind og ud igen, uden at hjernen gjorde synderlig modstand mod passagen.
Vandt NATO da Den Kolde Krig? Hvis speakeren i en sportsudsendelse var kommet til at sige noget forkert om, hvem der havde vundet med hvor meget i en eller anden sportskamp, ville det øjeblikkeligt have fremkaldt en seerstorm fra de mange indsigtsfulde sportsinteresserede, der lejrer sig foran TV. Og en hurtig rettelse på skærmen.
Vi politisk interesserede bør ikke holde os tilbage for sportsfolket, hvis der er noget, vi gerne vil have rettet. Så jeg mailede til Horisont, og da jeg ikke er helt sikker på, hvem der egentlig vandt Den Kolde Krig med hvor meget, gav jeg blot udtryk for min mangel på forståelse og fremlagde nogle synspunkter, som kunne problematiserede påstanden noget.
Det fik jeg ikke noget svar på, og jeg har heller ikke set nogen korrektion på skærmen, så jeg er sikker på, at man i DR ikke i denne sag har været ude for en seerstorm, i hvert fald ikke nok til at overbevise redaktionen om, at man havde sagt noget forkert. Vandt NATO da Den Kolde Krig?

Hvad var Den Kolde Krig?
Mit slidte Internationale politisk leksikon fra 1948 forklarede Den Kolde Krig som et udtryk, der blev anvendt for at karakterisere den voksende spænding, som prægede forholdet mellem USA og Sovjetrusland siden 1945. Udtrykket skulle være formuleret af den amerikanske journalist Walter Lippmann.
Dette sidste bekræftes af Gyldendals Leksikon fra 1978, der yderligere fortæller, at Lippmann brugte udtrykket ”om konflikten der udkæmpedes med diplomatiets og propagandaens midler og gennem begrænsede militære konfrontationer og styrkedemonstrationer”.
Gyldendals Leksikon fra 1978 beskriver i øvrigt selv Den Kolde Krig som den storpolitiske kamp om magt og prestige, som fra slutningen af 1940erne til begyndelsen af 1960erne førtes mellem stormagterne USA og USSR med støtte af deres respektive forbundsfæller inden for hhv. den kapitalistiske og kommunistiske verden. Dette leksikon lader Den Kolde Krig slutte med Cuba-krisen, som resulterede i Sovjetunionens tilbagetrækning af sine raketbaseanlæg på øen.
Paxleksikon fra 1982 lader også Den Kolde Krig slutte med Cuba-krisen og beskriver den følgende periode som en periode med afspænding. Leksikonet mener, at det var Bernard Baruch, rådgiver for præsident Truman i atomspørgsmål, der første gang brugte udtrykket i en tale, han holdt 16. april 1947, og at udtrykket derefter blev taget op og anvendt af Walter Lippmann.
Den store danske Encyklopædi lader Den Kolde Krig strække sig fra 1946-47 til ca. 1989-90, men deler op i den første kolde krig, der varede til Cubakrisen 1962, og som blev efterfulgt af en afspændingsperiode indtil omkring 1975, og starten på den anDen Kolde Krig i december 1979, hvor NATO besluttede at opstille nye mellemdistancemissiler i Europa, og hvor Sovjetunionen intervenerede i Afghanistan.

NATO spillede ingen rolle
Encyklopædien skriver, at Mikhael Gorbatjovs nye linie (fra 1985), Berlinmurens fald og en række systemændringer inden for østbloklandene førte i 1989-90 til, at Den Kolde Krig blev erklæret afsluttet af både USA og Sovjetunionen.
Hvis man kan tro de forskellige leksikalske fremstillinger, har udtrykket Den Kolde Krig altså været brugt til at karakterisere det spændte forhold mellem (hovedsagelig) de to stormagter, Sovjetunionen og USA, i forskellige faser i perioden fra afslutningen af 2. Verdenskrig til Gorbatjovs overtagelse af ledelsen af Sovjetunionen i 1985.
Der har på intet tidspunkt været tale om krig, endsige om Sovjetunionens angreb på et eller flere af de lande, som var medlemmer af NATO.
Af samme grund har der heller ikke været tale om, at NATO har udført nogen form for militær aktion, som kan beskrives som forsvar i overensstemmelse med organisationens formål og bestemmelser.
Ud fra et magtpolitisk synspunkt har de to stormagter på forskellige tidspunkter vist forskellige former for villighed og evne til at flytte sig fra spænding til afspænding.
I den forbindelse har NATO ikke spillet anden rolle end den, organisationen fik tildelt af USA, på samme måde som Warszawapagten har spillet den rolle, Sovjetunionen ønskede pagten skulle spille.
”NATO vandt Den Kolde Krig” eller som de skriver i Politikens leder den 21/11: ”NATOs sejr i Den Kolde Krig var så fuldstændig”.
Det er der ikke nogen dækning for overhovedet. Der var ikke nogen krig at vinde, og slet ikke af NATO, som udelukkende var et redskab i USAs magtspil. Der var heller ingen politiske interesser – udover hos høgene i begge lejre – for at føre krig mod den anden part.

Hvad drejede Den Kolde Krig sig om?
Det spørgsmål beskæftigede E.P. Thompson sig med i et essay i bogen ”Der er kun ét Europa” fra 1982. Essayet hedder ”Hinsides Den Kolde Krig”.
Hvad drejer Den Kolde Krig sig om nu, dvs. i 1982? Den drejer sig om sig selv, svarer Thompson. Den Kolde Krig var blevet til en vane, skrev han, men en vane som blev understøttet af særdeles magtfulde materielle interesser i hver af de to blokke, ”begge siders militær-industrielle komplekser og forskningscentre, sikkerheds-systemer og de militære informations-foranstaltninger, og disse interessers politiske tjenere”.
De påvirkede den retning, hvori begge samfund – USA og Sovjetunionen – udviklede sig i økonomisk og social henseende. Det lå i Den Kolde Krigs forestillings natur, at der måtte være to modstandere, og til hvert enkelt træk modsvarede et træk fra modparten. Det var Den Kolde Krigs indre dynamik, der bestemte, at dens militære foranstaltninger og dens sikkerhedssystem var selv-avlende.
Også Den Kolde Krigs ideologi var selv-avlende. ”Det vil sige, at militæret og sikkerhedstjenesten og deres politiske tjenere har brug for Den Kolde Krig. De har en direkte interesse i, at den fortsætter.”
Det gjaldt efter Thompsons opfattelse netop begge stormagter, og den kendsgerning er med til at forklare, hvorfor Den Kolde Krig aldrig kunne bliver til en rigtig krig, aldrig var tænkt som forberedelse til en rigtig krig.
Der var tale om en gensidigt virkende iscenesættelse, som blev gennemført og fastholdt for at holde sammen på befolkningerne i to storsamfund, der hver for sig var nødt til at eksistere som samfund ved at skabe en identitet og et sammenhold gennem en udvalgt fjende.
Denne teori fra 1982 er et væsentligt bidrag til at forstå, hvad der sker internationalt lige nu: den amerikanske krig mod terror og den amerikanske udvidelse af NATO udgør samlet en desperat bestræbelse på at holde sammen på et samfund i krise.
Det vil jeg vende tilbage til i en følgende artikel.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. ©pdateret december 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand