FRED.dk 1997: Kvinde til Kvinde

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Kvinde til Kvinde - og situation i det tidligere Jugoslavien Kvinde til Kvinde har eksisteret i godt to år. Vi samler penge ind til projekter for kvinder og børn i det tidligere Jugoslavien. Af Annelise Ebbe			Fra bladet Fred & Frihed Ikkevold nr. 1 - 1997 Se indhold Flere blade

Ingen havde troet, at vi ville blive overflødige efter Dayton-aftalen, men det ligner et mareridt, at der overalt tilsyneladende er brug for endnu mere hjælp nu halvandet år efter fredsaftalen.
Ligaens Kvinde til Kvinde-projekt er nu gået ind i sit tredje år. Vi fik lavet nye foldere sidste år og har igennem 1996 ad forskellige veje forsøgt at samle penge til de mange støtteværdige projekter overalt i det tidligere Jugoslavien. Man kan mærke, at der har meldt sig en vis mathed - ikke hos os, men i offentligheden. Folk gider ikke, for at sige det populært, at høre mere om Jugoslavien. Krigen stod på i godt fem år, og da Dayton-fredsaftalen kom, åndede mange lettet op, for nu behøvede man ikke længere tage stilling til de konflikter.
Siden da har der været parlamentsvalg i Bosnien-Hercegovina og lokalvalg i både Kroatien og Serbien. Ingen af de to sidstnævnte steder har de siddende magthavere villet acceptere oppositionens valgsejre. De fleste ved, at annulleringen af oppositionens valgsejr førte til magtfulde, fredelige manifestationer i Serbien. De største så man naturligvis i hovedstaden Beograd, men også i andre større byer var der store demonstrationer. I Kroatien forsøger oppositionen at samle kræfterne til parlamentsvalget senere på året.
Både Kroatien og Serbien har efter Dayton oplevet knægtelser af ytringsfriheden i form af f.eks. lukning af uafhængige radiostationer. Den kroatiske radiostation Radio 101 blev lukket angiveligt, fordi to regeringsvenlige stationer (der hverken havde studier eller udstyr) vandt i"konkurrencen" om frekvens. En så tydelig manipulation førte til voldsomme protester og endte med, at stationen alligevel fik sin frekvens. I Beograd blev den populære, uafhængige Radio B 92 lukket af Milosevic, men blev genåbnet efter voldsomt pres både inden- og udenlandsk.
I Bosnien-Hercegovina er der stadig store konflikter mellem de to fløje, de bosniske serbere i Republika Srpska og den muslimsk kroatiske føderation, om området i det nordøstlige hjørne af landet omkring den meget ødelagte by Briko. Det stridspunkt var et af de mange, der ikke blev bilagt med Dayton-aftalen. Det er endnu ikke bilagt, og det ser for indeværende ud til, at der ikke er meget håb om, at konflikten kan løses ad fredelig vej. Arkan og hans milits har sat sine synlige og konkrete spor i området. På gennemrejse for nylig fik jeg lejlighed til at se ikke alene de meget omfattende ødelæggelser, men også påskrifter på mange husmure i de bombede områder:"Vi holder vores løfte, Arkan. "
I byen Mostar i den muslimsk kroatiske føderation, der gennem hele krigen var genstand for voldsomme kampe mellem kroater og muslimer, er kampene blusset op igen, og ingen kan heller se, hvordan der skal kunne bringes en fredelig løsning på den konflikt.

Situationen i Beograd
Ved lokalvalgene 17. november 1996 vandt oppositionen valget i en række byer, heriblandt i Beograd. Milosevic hævdede, at der var fusket med valgene og annullerede dem. Det startede de meget store daglige demonstrationer. Juleaften, 24. december, da hele den protestantiske og romersk-katolske verden, var koncentreret om julen, og forberedelserne til den dårligt var startet for de ortodokse serbere, der først holder jul 7. januar, indforskrev Milosevic sine støtter fra provinsen til at demonstrere de samme steder og forsøgte således indirekte at fremprovokere voldelige sammenstød mellem de to demonstrationer. Et menneske mistede livet, men det lykkedes ikke, at få de mange fredelige demonstranter til at gå i fælden.
Milosevic' næste træk var at forbyde demonstrationerne. Det førte til mange fantasifulde omgåelser af forbudet. F.eks. var der fælles luftning af husdyr, og de, der ikke havde levende dyr, luftede deres tøjdyr. Alt i alt har der - specielt over studenternes demonstrationer - været en karnevalsagtig humor og stemning, som både har kunnet tjene til at opretholde gejsten hos demonstranterne og til at tiltrække sig de udenlandske mediers interesse.
I begyndelsen af februar kom der skred i tingene. OSCE vurderede, at der ikke havde været tale om valgfusk, hvorved presset på Milosevic blev øget. Og han vedtog da også ved hjælp af en særlov at anerkende oppositionens sejr i de 14 byer, der var tale om. I Beograd blev borgmesteren Zoran Djindjic fra det Demokratiske Parti, et af de tre partier i oppositionskoalitionen Zajedno.
Der er naturligvis tale om en sejr for de demokratiske kræfter, en stor sejr, men der er langt igen. De spektakulære demonstrationer kunne med alle deres farvestrålende og fantasifulde optrin tiltrække sig opmærksomhed fra udlandet. Nu er det blevet hverdag, oppositionen har fået sine valgsejre, og udlandet har rettet blikket andre steder hen. Alt det seje, usynlige arbejde med at kæmpe mod undertrykkelsen, lappe på de skader, krigen har forvoldt og opbygge demokratiet ligger forude.

Kvinder i Sort Kvinder i Sort er et af de projekter, Kvinde til Kvinde har støttet. Det gælder for dem, som for alle andre oppositionelle grupper i Serbien, at de har en hård kamp foran sig.
Siden krigens start - helt præcist siden 9. oktober 1991 - har Kvinder i Sort demonstreret hver onsdag mellem 15.30 og 16.30 på en af Beograds store pladser midt i byen. De har udvidet demonstrationsvirksomheden ved at gøre demonstrationerne temaorienterede. De har talt om amnesti til desertører, har krævet, at alle skyldige skal for krigsforbryderdomstole osv., og de har frem for alt taget helt store tabu-emner op i deres demonstrationer, har f.eks. nævnt Kosova-provinsen og undertrykkelsen af det albanske flertal dér ved navn:"De albanske kvinder i Kosova er vores søstre" hed det på en af deres paroler.
Da store dele af Beograds befolkning var på gaderne, var Kvinder i Sort naturligvis med. De havde fast mødested, og hver dag var der nogle med, og nogle der måtte blive"hjemme" for at passe kontoret og alle de andre aktiviteter. Men det er klart, at meget har ligget stille på grund af demonstrationerne, og der skal tages hårdt fat for at få det til at fungere igen.
Foruden demonstrationerne har Kvinder i Sort ydet hjælp til flygtninge og desertører og har efterhånden udgivet en række publikationer. Desuden holder de et årligt sommermøde i august for kvinder fra alle dele af det tidligere Jugoslavien og for kvinder udefra, der ønsker at støtte Kvinder i Sort og deres arbejde. De sidste tre år har der været én eller flere repræsentanter fra Kvinde til Kvinde med på disse sommermøder.
Ved sidste års sommermøde tilbød Gerd Gottlieb og Toni Liversage på vegne af Kvinde til Kvinde at samle og udsende et nyhedsbrev, således at de mange kvinder rundt omkring, der støtter Kvinder i Sort og trækker på samme hammel som de, kan holde sig orienterede om, hvad der foregår både i Serbien og i andre støttegrupper.

SOS Hotline, Center for Piger
Centeret ligger i Beograd. Det har til formål at støtte teenagepiger, der har problemer i familien, er blevet udsat for vold (incest, vold i familien eller vold uden for familien), er blevet drevet ud i prostitution eller simpelthen har problemer i skolen. Man kan ringe til centeret, og man kan komme der. Telefonsamtaler følges op af terapi på centeret. Centeret har også kontakt med en flygtningelejr, der ligger et stykke fra Beograd. I særligt alvorlige tilfælde kan de unge piger overnatte på centeret.
Kvinde til Kvinde har to gange støttet centeret, og indgår nu også i et samarbejde med centerets personale om et seksualundervisningsprojekt for unge piger.
Det gælder for dette center som for Kvinder i Sort, at der opstod en euforisk stemning, da hele Beograd i dagevis holdt til i gaderne. Også pigerne (og de, der arbejder på centeret) deltog i demonstrationerne, og problemerne fik lov at ligge i disse festdage. De unge kvinder fik et pusterum fra traumerne, men de forsvandt selvsagt ikke. Der er stadig meget, der skal gøres.

Vive Cene, et kvindeprojekt i Tuzla
Tuzla ligger i den muslimsk kroatiske føderation af Bosnien-Hercegovina.
Situationen i Tuzla er ret vanskelig, egentlig på mange måder vanskeligere nu end den var under krigen, fordi 1) der er kommet mange flere flygtninge, 2) de mange (specielt amerikanske) soldater har forårsaget prisstigninger, 3) de patruljerer altid flere ad gangen og altid med våben, 4) de bosniske soldater, der er vendt hjem, har også stadig våben og udviser af og til ukontrolleret voldelig og aggressiv adfærd, 5) Daytonaftalen har cementeret den etniske opdeling, som specielt Tuzla hele tiden har kæmpet imod, og 6) de mange kvinder, der under krigen har haft nok at gøre med at holde sig selv og deres børn i live,"slapper nu af", og bekymringerne vælter ind over dem. Det psykiske beredskab, som de har holdt sig oppe med under krigen er brudt sammen, og depressioner og traumer florerer.
Det er ind i den sammenhæng, man skal se kvindecenteret Vive"ene, hvis landbrungsprojekt Kvinde til Kvinde har støttet og gerne vil fortsætte med at støtte.
Centeret startede i december 1993 som et center for psykoterapi. I juni 94 rykkede de første ind.
Centeret har flere mål:
1) Psykoterapien skal sætte kvinderne i stand til at integrere det, der er sket med dem, i deres erfaringer og liv, således at det bliver muligt for dem at leve videre med de traumatiserende oplevelser, de har haft. 2) Hjælpe kvinderne med en uddannelse. Der er forskellige muligheder: computer, sprog, syning, frisør, nogle skal simpelthen fuldende en afbrudt skolegang, og endelig er der landbrugsprojektet. 3) Give rullende psykoterapi i området. I november 1994 var man oppe på at dække syv steder. 4) At yde mobil medicinsk hjælp. Fra november 1995 blev denne medicinske bistand koblet på den rullende psykoterapi. 5) At yde materiel og anden støtte til børn. Der er 11.000 forældreløse i Tuzla og omegn.
Centeret har et hovedhus og har derefter lidt efter lidt udvidet med andre huse, hvor kvinder, der har været igennem den første hjælp, flytter ud. I oktober 1994 etableredes hus nummer to, Solina. I februar 1995 kom hus nummer tre og fire til med 19 kvinder og 29 børn. Endelig kom så i oktober 1995 hus nummer fem, landbrugsprojektet, der huser 9 kvinder og 13 (16?) børn. Til huset er der 4000 kvadratmeter jord.
Landbrugsprojektet har nogle langsigtede mål: I løbet af to år skal kvinderne i huset blive i stand til at klare sig selv økonomisk. Inden for det samme tidsrum skal de have gennemført en landbrugsuddannelse. Der har været en agronom på, men desværre blev det sidste forår af økonomiske grunde for sent at starte det projekt, som agronomen havde skitseret. Kvinderne måtte nøjes med at dyrke jorden på normal vis. De har dyrket kartofler, gulerødder osv. og har solgt varerne til centeret (og de andre huse) for det, som de ville have fået på markedet.
Projektet forekommer langt mere meningsfuldt end mange af de andre hjælpeprojekter, man kan se i Bosnien-Hercegovina. Det giver kvinderne en reel mulighed for at overleve/leve videre i uafhængighed og selvstændighed. Det bygger på de involverede kvinders viden, muligheder og ressourcer. Det byder dem med andre ord en fremtid i stedet for at lappe på fortiden.

Republika Srpska
Republika Srpska er den bosnisk serbiske del af Bosnien-Hercegovina. Det er et meget fattigt område, og eftersom den del af Bosnien-Hercegovina i verdensopinionen fremstår som syndebuk, som den egentlige skurk i krigen, kommer der ikke megen hjælp udefra.
Det skal siges, at det er meget vanskeligt at opleve Republika Srpska som andet end en forlængelse af Serbien: Serbere skal ikke have visum i modsætning til andre udlændinge, man betaler med serbiske penge, ja man kan ikke mærke, at Republika Srpska er en del af en nydannet stat, der forsøger at få de enkelte dele til at fungere sammen i et hele.
Der er fra centralt hold (specielt i Republika Srpska) stor modstand mod de oppositionsgrupper, der arbejder for forsoning. Ja, alle oppositionsgrupper (herunder kvindegrupperne) har i det hele taget meget trange kår i Republika Srpska.

Et kvindetidsskrift
I Sarajevo udgives et kvindetidsskrift og endnu et er på vej i den muslimsk kroatiske føderation, nemlig i Tuzla. I Banja Luka er der en stor gruppe stærke kvinder, der har dybtfølte ønsker om at lave forsoning på mange planer. De har for det første brug for et tidsskrift til inden for Republika Srpska at udveksle tanker, idéer osv., for det andet har de brug for det til at formidle til kvinderne i den øvrige del af Bosnien-Hercegovina, hvad de laver i Republika Srpska.
Der var helt konkrete planer fremme om et sådant tidsskrift på en konference i december, også personer til at stå for det og personer til at stå for koordineringen med det tidsskrift, der laves i Tuzla, men der skal jo penge til. Dette tidsskrift kunne meget vel blive et nyt støtteprojekt for Kvinde til Kvinde.

Danski Centar
I Banja Luka har tre danske organisationer: Dansk Caritas, Flygtningehjælpen og Red Barnet lavet et freds- og forsoningscenter. Et imponerende center med en fantastisk varm og god atmosfære. Det er lokale folk, der arbejder på centeret, og en enkelt dansker. Et af de principper, som de tre organisationer havde lagt vægt på ved centerets start, var, at der skulle ansættes mindst én fra hver etnisk gruppe. Der går rygter om, at regeringen har plantet sin egen repræsentant i centeret. Et besøg afslørede det ikke, idet den pågældende ikke var til stede, men det lyder sandsynligt, eftersom regeringen kontrollerer absolut alt. Uanset om der er en sådan person, er det ikke lykkedes ham at tage luften (og den gode atmosfære) ud af dette sted.
På centeret har de flere sideløbende projekter. Et af dem er et arbejde, der går ud på at undervise børn i mangt og meget, herunder fredelig konfliktløsning. Den unge kvinde, der står for denne del af centerets arbejde, er uhyre entusiastisk, men hun har også en række problemer med sit projekt. Hun betragter ikke sig selv som ekspert, kan ikke klare undervisningen alene og har ikke hverken viden eller materiale nok til de krav, hun stiller til sig selv og det arbejde, hun skal lave.
Stort set alt, hvad hun skal have af hjælp og materialer udefra, koster penge. Også dette projekt, der er fremadrettet på den meget direkte måde, at det er børnene, man investerer i, kunne vi forestille os at støtte gennem Kvinde til Kvinde.
Status for Kvinde til Kvinde er, at vi har og i lang tid fremover vil have en del bolde i luften. Vi har et ret grundigt kendskab til såvel de projekter, vi støtter som dem, vi kunne tænke os at støtte. Vi har ikke givet os i kast med projekter, som vi blot har hørt om. Vi har talt med de involverede og set projekterne med egne øjne. Det er ikke store beløb, vi kan yde, men vi ved, fordi vi kender modtagerne, hvor meget hjælpen betyder, og vi vil gerne kunne fortsætte.