Fundamentalisme i Bosnien-Hercegovina

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1-1998

- se andre blade

Nogle af os fra Ligaen havde i august (på Kvinder i Sorts sommermøde) truffet en kvindefra Kvindesammenslutningen i Bosnien-Hercegovina. Det drejede sig om Sabina Turkic fra Mostar. Vi havde lovet at prøve at udvirke, at hun fik en invitation til Danmark i løbet af efteråret. Besøget i Danmark havde dobbelt sigte. For det første ville Sabina gerne besøge sin bror og hans familie.


Sabina Turkic - foto: Annelise Ebbe

De flygtede i krigens start fra Bosnien-Hercegovina, og hun havde ikke set dem siden. For det andet skulle hun deltage i en eller anden form for møde i Ligaen. Da det viste sig, at hendes besøg i Danmark tidsmæssigt faldt sammen med det nævnte fundamentalisme-møde, besluttede vi at bede hende holde et oplæg på mødet. Mostar
er en af de byer, der er mest ødelagt. Most betyder bro, og byen har igennem århundreder været holdt sammen af broer, fordi den gennemløbes af floden Neretva. Under krigen blev byen delt i to kæmpende lejre: katolske kroater på vestsiden af floden og muslimer på østsiden. Det forekom os at være oplagt at bede netop en kvinde fra Mostar om at sige noget om fundamentalisme, om forskellen på nationalisme og fundamentalisme osv., men som det fremgår af Sabinas indledning, var det ingenlunde indlysende for hende.


Af Sabina Turkic
Mine kære søstre!
Da jeg fik besked på at holde oplæg om emnet "Fundamentalisme i mit land", må jeg indrømme, at jeg blev både forbavset og forvirret.
Når jeg tænkte på mine erfaringer fra tidligere seminarer, rundbordssamtaler og konferencer, forventede jeg at blive bedt om noget, der lå tættere på mig, især ved dette møde i København. For eksempel noget, der havde med mine erfaringer fra krigen at gøre, kvinder ved fronten, visioner om krig og fred, demokrati i efterkrigriskden og kvinders rolle, fordi kvinder er en genetisk faktor i demokratiet.
Men jeg besluttede at fortælle noget om dette spørgsmål, om fundamentalismen, ikke professionelt, men om mine erfaringer som kvinde, mor og humanist. Mine smertelige krigserfaringer er historien om, hvordan man kæmper for at overleve uden mad, vand, el, ja endog uden træ til at fyre med. Historien om et liv i forfærdelig angst for min søns liv og for mine nærmestes liv.
Dødbringende våben ødelagde min by, min verden, og jeg tænkte, at hvis det fortsatte, ville vi blive udvisket fra jordens overflade. Overalt omkring mig så jeg levende skeletter hente vand, samle brænde og udføre nødvendigt arbejde, og det hele foregik i mørke, fordi det var for farligt at bevæge sig rundt i dagslys på grund af bombninger og snigskytter. Jeg kan fortælle, at folk gjorde deres bedste for at organisere sig og hjælpe hinanden, selv i de kældre, hvor vi måtte søge tilflugt. Folk fik organiseret børnehaver og skoleklasser. Lærerne viste det mod at komme og undervise børnene, mens de mindre børn var beskæftiget med at lege med tøjdukker i legerummene. Det eneste lys, vi havde, kom fra stearinlys eller olielamper, så vi var konstant snavsede i ansigtet på grund af røg og sod. Det lykkedes heldigvis for os at opretholde en vis hygiejnisk standard, så vi hverken fik alvorlige forgiftninger eller epidemiske sygdomme.
Hver dag når min søn og hans venner tog ud til frontlinjen, tog jeg med. Og når I nu beder mig sige noget om fundamentalisme, husker jeg igen og igen min søns kammerater: Davor, Zoka, Sasa, Mladen ... Og jeg standser og spørger mig selv, hvad fundamentalisme i virkeligheden er. Der er ingen fundamentalisme i Bosnien-Hercegovina. Vi har haft folkedrab, massedrab i byer og de værste former for ødelæggelse og hærgen. De bosniske muslimer har lidt mest. De er krigens ofre, hvilket hele verden omsider helt klart har indset.
Personligt opfatter jeg fundamentalisme som en generel kategori, der omfatter onskab, vold og total ødelæggelse, og derfor forbinder jeg den ikke med nogen speciel trosretning eller religion. Hvis fundamentalisme betyder, at man orienterer sig mod islams rødder, mod fundamentet, er det Koranen, der er islams ægte fundament. Jeg har læst Koranen. Ifølge min opfattelse af Koranen må folk ikke slå ihjel i religionens navn. Det er tværtimod op til Allah at dømme de vantro. Ifølge mine oplysninger fører fundamentalisme også til hellig krig - Jihad, der har til formål at bevare islam. Jeg kan overhovedet ikke forbinde den hellige krig med den situation de bosniakiske muslimer er og har været i.
Sandheden er, at det er muslimerne, der har lidt mest under denne krig, at muslimerne fra Bosnien-Hercegovina ikke har et andet land at bo i, men kun deres historiske hjemland, Bosnien-Hercegovina. Denne krig var i virkeligheden en krig, der havde det mål at splitte Bosnien-Hercegovina for at skabe et Storserbien og et Storkroatien.Det var den idé, der stod i hovederne på de serbiske og kroatiske ledere. Denne krig var en aggressionskrig mod Bosnien-Hercegovina, og vi måtte kæmpe for at bevare vores hjem og byer. Alle de unge patrioter deltog i denne kamp uden tanke på deres etniske oprindelse.
I Mostar er muslimer, serbere og kroater døde på Neretvas vestbred som soldater i den bosniske hær. Hvis vi siger, at fundamentalisme er krig i religionens navn, og tænker på, at der blev dræbt 250.000 muslimer i Bosnien-Hercegovina, vil jeg stille det spørgsmål: Kunne ofrene (de bosniakiske muslimer) virkelig slå til lyd for fundamentalisme? Min personlige holdning er, at folk i Bosnien-Hercegovina ikke tænker så primitivt, som det jeg ovenfor har beskrevet. Aldrig før har man lidt så meget i Bosnien-Hercegovina.
Der var tydeligvis ikke tale om en religiøs krig. Krigen havde det mål at dele den internationalt anerkendte stat Bosnien-Hercegovina. Folk blev manipulerede. Sandheden er, at der er sket krigsforbrydelser. Alle de muslimer, serbere og kroater, der har været impliceret i krigsforbrydelser bør stilles for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Krigsforbrydelserne er begået af bestemte mennesker, og de bør alle stilles for retten. Men vi kan ikke acceptere den kollektive skyldfølelse. Jeg selv, mine naboer, mine børn og de fleste mennesker, jeg kender, bliver ved med at se hinanden, og vi besøger stadig hinanden uanset religiøs og etnisk baggrund.
Jeg kan kun tale ud fra mine egne erfaringer som borger i Mostar, som bosniakisk muslim. Ud fra det perspektiv kan jeg sige, at der ikke findes fundamentalisme i Mostar. Fundamentalismen eksisterer ikke der, og vi har endda lavet sjov med den, når ordet er blevet nævnt.
Vi ventede bare på, at krigen skulle høre op, at folk skulle holde op med at slå hinanden ihjel. Folk, der kæmper for en religion, er ivrige efter at dø i Guds navn, at dø for en retfærdig sag, i Allahs fodspor. De omtales normalt som Shehid (soldater, der dør i Allahs navn). Udtrykket Shehid passer ikke på situationen i Bosnien-Hercegovina, for i så fald ville de faldne muslimske soldater være Shehider og deres venner - med andre religioner - ville blot være faldne soldater. Hvis man spørger mig, vil jeg sige, at det er forkert. De er alle sammen faldne soldater i en vanvittig krig, der har resulteret i den situation, vi har nu i mit land.
Folk er blevet meget religiøse under denne krig. Folk vendte sig mod Gud, når alt blev ødelagt. Det skete, fordi de mistede alt, deres hjem, deres land, det sociale system, livet. Man kunne ikke sige andet end: Alt ligger i Guds hånd.
Det er også sandt, at de religiøse institutioner benyttede krigen og kriserne til at ændre den politiske og sociale balance til deres egen fordel. Men det gjorde alle de tre religioner, vi har i Bosnien-Hercegovina. Hvis vi kalder det fundamentalisme, er alle tre sider fundamentalister.
Den progressive holdning må gå ud på at tale for et åbent, civilt samfund, der respekterer ethvert menneskes ret til at udvikle sig og respekterer, at der er forskel på individerne i et samfund. Jeg har en dybt rodfæstet tro på den holdning og på, at mit land kan blive samlet igen og blive del af den moderne, civiliserede verden.