FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Bag facaderne I det krigsramte Bosnien er glæde og leg et sjældent syn, men bag facaderne af de nedskudte bygninger er der stadig håb at spore. Den næste generation. Novelle af Lasse Karner

Langsomt bevæger jeg mig rundt i Sarajevos dunkle gyder. Hvert sekund forventer jeg at høre skud eller at se en camouflage klædt mand komme springende ud fra en af de tomme huller i bygningerne omkring os...
Det sker ikke, det eneste der er at se og høre er regnen, der uafbrudt siler ned og gør os våde helt ind til skindet. Ellers er der kun stilhed. Total stilhed.
Foran mig går en ung, mørk pige, hun hedder Aylar og er blevet udvalgt til at skulle guide mig gennem de snørklede gader i den indre by. Hun er lille, spinkel og har med en lyserød elastik sat sit hår op i en hestehale.
Det kan tydeligt ses på hende at hun har gået denne tur mange gange før. Med taktfaste skridt og i et højt tempo fører hun mig af sted. Hele tiden kiggende ned i jorden, som er hun bange for noget.
Aylar er 13 år og har hele sit liv boet i Sarajevo sammen med sin familie. Hun husker kun svagt hvordan det var før i tiden da tingene var anderledes. Jeg spørger forsigtigt hvordan det er at være barn i et land hvor der er krig.
Hun kommer med en kort bemærkning om de dårlige tilstande børnenes sports og hobby faciliteter befinder sig i, men ellers lader det ikke til at krigen bekymrer hende.
Hun ved måske ikke engang hvad der sker omkring hende. Det giver stof til eftertanke.
Efter et lille stykke tid endnu vender hun sig om og siger, at vi vil være fremme ved vores mål om ca. ti minutter. Jeg smiler venligt til hende og nikker, mens jeg tænker for mig selv, at det også var på tide.
Den lange vandretur på de spejlglatte brosten begynder at kunne mærkes i de gamle fødder. Regnen er langsomt gået i sig selv og tilbage er kun den tunge rene luft, der altid er at finde lige efter et regnskyl.
Med et sæt stopper Aylar op og leder mig ind igennem en stor portåbning. Porten fører os ind i et lille rum med to døre. Bag den ene af dem kan man tydeligt høre barnestemmer. Imens jeg hænger min jakke op på et gammelt søm i væggen over for mig spekulerer jeg på, hvad det mon kan være der sker i rummet ved siden af os.
Jeg når ikke engang at tænke tanken færdig, før Aylar fortæller mig, at hun vil vise mig hvad børn i Sarajevo laver i deres fritid. Forsigtigt åbner hun døren foran os op. Overalt omkring os er der børn, dansende børn. De danser rundt på det hårde stengulv som havde de aldrig i hele deres liv gjort andet. I lang tid står jeg med åben mund og bare stirrer.
Synet har helt taget pustet fra mig, men hvad havde jeg egentlig regnet med, helt sikkert ikke denne form for leg blandet med dans. Måske er det fordi, at det at gå til dans i Danmark slet ikke er noget man ser mere. Det var ellers meget populært hos den ældre generation, men børn i Danmark har åbenbart bare fundet nye vej at underholde sig selv på.
Vi er kommet ind i en stor hal på størrelse med en normal dansk gymnastiksal, der er højt til loftet og vinduer hele vejen rundt. Da Aylar fortalte mig om de dårlige omstændigheder børnenes fritids faciliteter befandt sig i, underdrev hun bestemt ikke.
Det er umuligt ikke at lægge mærke til den miserable tilstand stedet er i. Overalt er der fyldt med små huller der sandsynligvis er mærker af patroner fra op til flere skuddueller med døden som følge. I midten af den ene væg er en stor åbning sprængt ind i væggen, her krybber børnene ud og ind. I loftet er der et kulsort gabende hul på mindst 20 kvadratmeter. Rundt omkring det er der næsten ikke andet end rådne brædder og muggent tapet.
Det er kun et spørgsmål om tid før det alt sammen falder ned. Hvor lang tid kommer der mon til at gå før børnene kan gå rundt uden fare for at blive ramt af et nedstyrtende objekt fra loftet?
Heldigvis lader det ikke til at distrahere børnene, der alle danser ufortrødent videre. Store og små, tykke og tynde alle er de glade.
Et syn der burde kunne få selv den hårdeste elitesoldat til at stoppe op og spørge sig selv: Hvad er det jeg gør, hvad er det jeg sætter på spil? For om han vil det eller ej er han med til at afgøre disse uskyldige børns fremtid.
En krig som denne slutter aldrig helt. Den når ind i selv de mindste afkroge af ens sind, her slår den rod og forbliver for altid. Det er ikke til at undgå, det er ikke til at slippe af med. Og hvad kan man gøre ved det? Ikke andet end at vente, vente på at freden en dag bliver genoprettet og alting bliver godt igen, men det sker bare ikke.
Efter krigen venter flere årtier med reparationer af det ødelagte land. Det er den fremtid der er bestemt for de børn der ubekymret danser omkring foran mig. De børn der overhovedet ingen skyld har i den forhadte krig.
Jeg tager langsomt mit foto udstyr frem for at forevige dette øjeblik. Det bliver et smukt billede, ingen tvivl om det, lyset der skinner ind igennem vinduerne, de mange børn og det forskudte lokale.
Imens jeg tager billedet sværger jeg stille overfor mig selv, at jeg vil gøre mit for at få folks øjne op for hvad der sker og det der vil ske her i Sarajevo.

Lasse Karner skrev denne tekst til sin prøveeksamen i 9. klasse. Udgangs punktet var et pressebillede fra Bosnien.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand