FRED.dk 1999: Det folkevalgte palæstinensiske lovgivende råd

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		Det folkevalgte palæstinensiske lovgivende råd Hvordan er det egentlig gået med det palæstinensiske råd, valgt i 1996? Har det mon indfriet de store forventninger, som palæstinenserne nærede til det? Af Maria Bergsøe			Fra bladet Fred & Frihed Ikkevold nr. 3 - 1999 Se indhold Flere blade

Valget til det, palæstinenserne kalder for det lovgivende råd The Palestinean Legislative Council (PLC), men som i Europa er mere kendt som Det Palæstinensiske Råd eller parlament, fandt sted den 20. januar 1996.
Omverdenen havde stillet et internationalt korps til rådighed som valg-observatører, der skulle få valget legitimeret gennem en fredelig og demokratisk afvikling.
Dette lykkedes fuldt ud på trods af manglende erfaring og primitive forhold, de fleste valglokaler var indrettede på lokale skoler, og skolelærere ledede valghandlingen. Der skulle vælges både præsident og råd.
Palæstinenserne nærede enorme forventninger til dette valg, hvilket fremgik af den store valgdeltagelse på over 80%. Et meget stort antal kandidater konkurrerede om de 88 pladser i rådet.
Heraf opnåede Fatah 66 pladser. Hamas, som havde boykottet valget, opnåede at blive repræsenteret af "stråmænd".
I Hebron provokerede de militante bosættere voldsomt, og de israelske myndigheder var overalt yderst nidkære.

Blev forventningerne indfriet

Et halvt år senere den 19.-20. august foretog det palæstinensiske Jerusalem Media and Communication Center (JMCC) en opinionsundersøgelse for at vurdere rådets arbejde. Eftersom rådet er folkevalgt, må folket spørges, om forventningerne er indfriet.
De adspurgte var meget kritiske over for rådets medlemmer: 84,4% var ikke, gennem de valgte repræsentanter, informerede om rådets arbejde og kun 23% svarede, at rådet repræsenterede dem på en acceptabel måde.
Nogle vigtige spørgsmål var: Hvorfor var befolkningen ikke tilstrækkeligt informeret om rådets arbejde? Hvorfor dømte de så hårdt, og hvorfor ventede de så lidt af det fremtidige arbejde? JMCC forsøgte nogle forklaringer: Den palæstinensiske befolkning havde alt for høje forventninger til deres folkevalgte råd, idet de ikke kendte til de begrænsninger, som Oslo-aftalen indebar.
De lokale palæstinensiske elektroniske medier havde ikke tilladelse til at følge med i rådets arbejde. Et halvt år efter havde rådet ikke vist følelige resultater.
Den gamle læge i Gaza, Haidar Ab del Shafi, som var palæstinensernes chefforhandler for fredsdelegationen, der begyndte i Madrid i 1991 og siden fortsatte i Washington, blev valgt ind i rådet med et overvældende antal stemmer.
Han er hovedmodstander af Arafats politik og har forladt rådet med den begrundelse, at han ikke i dette råd var i stand til at indfri sine vælgeres retmæssige krav.
Det er imidlertid ikke udelukkende dem, som er i opposition, der kommer frem med kritik. Marwan Barghouti, der er repræsentant for Fatah, mener f.eks., at myndighederne bør tillade de elektroniske medier at følge rådet i arbejdet.

En værdiløs institution

De, som har mulighed for at følge med i rådets arbejde, er fuldkommen klare over, at medlemmerne er yderst pligtopfyldende, og at de uforfærdet beskæftiger sig med følsomme spørgsmål f.eks. ved at kritisere de palæstinensiske myndigheders lovsjusk, korruption, brud på menneskerettigheder og den strategi der anvendes med hensyn til fredsforhandlingerne.
Mange af de resolutioner, som rådet vedtager, kan umuligt realiseres, eftersom de vedrører problemer, der ifølge Oslo-aftalen er uden for de palæstinensiske myndigheders område. Andre resolutioner minder om græsrodspamfletter, politiske kommunikeer eller lignende, som ikke fører til noget.
Endelig er der resolutioner, formuleret som pragmatiske udtalelser, og som handler om problemer, som PA har mulighed for at kunne gøre noget ved, men de forties rutinemæssigt ikke blot af medierne, men først af alt af de palæstinensiske myndigheder som ikke tager stilling til disse forslag endsige udfører dem. Flere af rådets medlemmer beklager dette dybt.
Det er således ikke så mærkeligt, at det råd, som palæstinenserne selv har valgt, i dag fremstår som en værdiløs institution.

5. august var en sørgelig dag

Det var den dag, da PLC, det Lovgivende Palæstinensiske Råd, åbent accepterede den herskende korruption.
Arafat afskedigede ingen af de ministre, som PLC havde anklaget for korruption.
I stedet udnævnte han 10 nye til det i forvejen overfyldte kabinet.
Hvorefter Arafat forlod scenen. En storm brød derefter løs. Det største tabu i PLCs korte historie blev nu brudt : den direkte kritik af chefen.
Arafat har på Machiavellivis lukket munden på de oppositionelle inden for Fatah ved at tildele dem ministerposter.
Saleh Taàmri f.eks. har fået en ministerpost foræret, selvom det ikke rigtig fremgår, hvilken slags det er.
Baggrunden er den, at han har været for militant ifølge Arafat, bl.a. fordi han organiserede en demonstration mod oprettelsen af den store israelske bosættelse Har Homa på Jabal Abu Gneim bjerget ved den palæstinensiske, kristne by Bethlehem.

En katastrofe

Det retslige system er en katastrofe, erkender PAs justitsminister Abu Medein.
"Retssystemet befinder sig i en katastrofal situation", udtaler Abu Medein til det palæstinensiske råd. "Det har ingen magt, domstolene har ingen autoritet. Det er ingen hemmelighed, at vores retslige system er i opløsning, i virkeligheden foregår der en Nakba, en katastrofe".
Abu Medein erklærede, at regeringen ikke havde tilladt de palæstinensiske domstole at udføre deres hverv.
Han kritiserede PLC medlemmerne for gentagne gange at have rejst spørgsmålet - resultatløst, og uden at nævne Yasser Arafats navn, sagde Abu Medein, at ledelsen ikke er interesseret i en magtfuld, dømmende myndighed.
Dette fandt sted i maj 1999. Hvordan er det kommet dertil? JMCC forsøgte med nogle forklaringer. Den væsentligste var, at Oslo-aftalen begrænsede PLCs udøvelse af myndighed.
Oslo-aftalen afspejler magtforholdet mellem de to parter. En meget stærk part og en meget svag.
PLO var af mange grunde på knæene efter Golfkrigen, og for at bevare sin position solgte Arafat og PLO ud af alt.
Israel- og Palæstinakonflikten er nøglekonflikten i Mellemøsten. Israel erkendte, at en eller anden form for fred måtte opnås med palæstinenserne, dersom markedsøkonomiens globalisering skulle gennemføres i regionen med Israel som det dynamiske kraftcenter.
Oslo-aftalen var redskabet, og den repræsenterede de ledende klassers interesser.

Politiske fanger i Israel/Palæstina
Konference på Christiansborg den 13. november

Fokus vil være: a) overtrædelser af internationale love ved fængslinger, forhør og administrative tilbageholdelser af politiske fanger i israelske fængsler.
b) fanger i palæstinensiske fængsler og overtrædelser af internationale love.
Paneldeltagerne er eksperter og repræsentanter fra førende menneskerettighedsorganisationer i området: Eitan Felner, B'Tselem; Khader Shkirat, LAW; Raji Sourani, PCHR; Bent Sørensen, FNs Komité mod Tortur (CAT) og den tidligere politiske fange Ahmed Qatamesh.

Konferencen afholdes i Landstingssalen på Christiansborg lørdag 13.
november kl. 9.30-16.30
Arrangør: Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening