FRED.dk 1999: AIDS i Tanzania

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Fred & frihed - Ikkevold

Søg - Oversigt >

		AIDS i Tanzania Rapport om udbredelsen af AIDS og hjælpearbejdet i Kagera-regionen Fatima fra Tanzania. Af Karen Rald			Fra bladet Fred & Frihed Ikkevold nr. 4 - 1999 Se indhold Flere blade

Ifølge Unicefs nye årsrapport bliver 8.500 unge dagligt smittet med HIV på verdensplan, og hen ved 10 millioner børn har mistet deres mor og far på grund af AIDS. HIV-smitten spredes hurtigt i udviklingslandene, smitten rammer især aldersgruppen 15-24 år, og det går værst ud over pigerne. Seks gange så mange teenagepiger som teenagedrenge i Afrika syd for Sahara smittes med AIDS, siger rapporten.
Det skyldes bl.a. pigers lave status.
Pigerne tvinges ofte ind i ægteskaber med ældre mænd, og det er en udbredt myte, at AIDS-syge mænd kan blive helbredt ved at have sex med en jomfru.

Årsager

Der er både historiske, kulturelle og økonomiske årsager til den voldsomme spredning i Afrika, hvor ca. 24 millioner af verdens HIV-positive og AIDS-syge lever.
At smitterisikoen er så høj, udspringer bl.a. af, at andre kønssygdomme er mere almindelige i Afrika, samt at det sjældent er økonomisk muligt at hjælpe nyfødte til at undgå smitte fra moderen.
Længe afviste Tanzanias befolkning - selv de intellektuelle, at sygdommen eksisterede; den smittede var forhekset eller besat af en ond ånd. I dag er erkendelsen af AIDS større, alle har hørt om sygdommen, og der gøres fra mange sider en stor indsats for at oplyse om, hvordan man undgår den.
I Uganda har man gennem intensive informationskampagner opnået gode resultater. Mange mennesker i Uganda udsætter i dag deres seksuelle debut, har færre seksuelle partnere og bruger oftere end før kondom. Antallet af HIV-smittede faldt her fra 239.000 i 1987 til 57.000 i 1997.
Men sexlivets traditioner, uskrevne regler og tabuer samt modstanden mod brug af kondomer er stadig en bremse for en positiv udvikling i Tanzania.

Kagera-regionen

I Kagera-regionen har prostitution historisk set været en almindelig indtægtskilde for udstødte kvinder (f.eks.
barnløse, fraskilte eller enker), og dette sammenholdt med, at mændene ofte har arbejde i byerne, og begge havde andre sex-partnere, gav mulighed for en voldsom smittespredning.
Kagera blev allerede ramt af AIDS-epidemien i begyndelsen af 80erne, og siden har næsten en hel generation mistet livet på grund af sygdommen; især den produktive og veluddannede del af befolkningen mellem 30 og 50 år er væk. Tilbage sidder de gamle i landsbyerne og børnene. I dag findes der 150.000 børn i regionen, der har mistet den ene eller begge forældre.

Storfamilien

Traditionelt set har storfamilien altid været det sociale netværk, der trådte til for at hjælpe især børn, der ikke kunne klare sig uden omsorg og pleje; men i dag trues storfamilien af overbelastning af de stigende byrder. Samtidig foregår der i mange afrikanske lande både sociale og økonomiske forandringer, idet man bevæger sig væk fra det selvforsynende landbrug hen imod en pengeøkonomi. Dette indvirker både på muligheden for og villigheden til at hjælpe nødstedte slægtninge.
Hvis manden dør, skal hans brødre tage sig af enken og børnene, men det sker også nu, at enken smides ud, og børnene udnyttes til hårdt arbejde; de er ikke længere velkomne.

Skolegang

Skolegang til de mange forældreløse er et stort problem. Der er undervisningspligt i grundskolen, og det er strafbart for plejeforældrene at lade barnet udeblive fra undervisningen, men skoleuniform, mad og skolebidrag er udgifter, som ikke alle har råd til. Og har man selv børn, vil forældrene formodentlig prioritere deres egne. Mange af børnene forlader skolen, eller smides ud.
En løsning for piger, der vil gå i skole, men ikke har råd, findes hos "sugar daddies". Et fænomen som findes i Øst-Afrika, og som betyder, at mænd betaler for fattige pigers skolegang, mens pigerne betaler tilbage med sex. Hvor udbredt det er, vides ikke, da det hverken socialt eller juridisk er tilladt, men det understreger behovet for oplysning og støtte til børn og unge.

"Hujawa"

Der var mange forskellige organisationer og hjælpearbejder i gang for dem, der var ramt af AIDS-epidemien i Kagera. F.eks. besøgte jeg World Vision's Workshop for unge forældreløse i Nshamba, hvor de unge kunne få en tømreruddannelse.
Men det mest velorganiserede og engagerede arbejde for de forældreløse børn og unge foregik i den lutherske kirke gennem "Hujawa" (hvilket betyder hjælp til børn). Et projekt med det formål at styrke det sociale netværk, der allerede eksisterer, og støtte de familier, der tager sig af de forældreløse børn.
Organisationen, der havde et kontor med otte ansatte, 16 distriktskontaktpersoner, og 216 frivillige feltassistenter, der var blevet udstyret med en cykel, lavede opsøgende arbejde og foretog hjemmebesøg.
"Hujawa" giver økonomisk støtte til børnenes skolegang og uniformer, ligeledes betales lægeregninger og både enker og børn kan få juridisk støtte i retssager om arv til jord og lignende.
Efterhånden som befolkningen har set og oplevet denne støtte fra "Hujawa", er holdningen med hensyn til AIDS ved at ændre sig, og flere og flere henvender sig for at få hjælp eller rådgivning.

Livsmønsteret

må ændres Flere end 520.000 tanzanianere har AIDS og mere end 1,5 millioner er HIV-smittede, 80 procent af dem er mellem 20 og 44 år; den mest produktive generation tyndes ud. Kun en ændring i livsmønsteret og en forbedring af landets økonomi kan stoppe udviklingen, og oplysningsarbejdet, som bl.a. "Hujawa" er gået ind i, er mere end nødvendigt.
Da jeg senere spurgte "Hujawa"-folkene om, hvad vi kunne gøre for dem i Danmark, svarede de blot: "Bed for os - tag os med i din bøn".

På hjemmebesøg hos de AIDS-ramte
Fire hjemmebesøg med projektets landrover i juli 1999.

Fatima

Først besøgte vi Fatima, en 52-årig sindssyg kvinde. Hun levede nu stærkt afkræftet i en ussel lerhytte på én gange to meter, der før fungerede som køkken. Fatima havde været gift to gange og havde 17 børn, hvoraf de 10 var døde af AIDS. Nu levede hun her med to børn, den ene hjalp hende, mens den anden gik i skole betalt af "Hujawa", der støttede op om den syge mor.
Lestuta og Elzens

I Katoma besøgte vi den 16-årige pige Lestuta og hendes 11-årige bror Elzens, der boede i et lille lerhus med et mindre bananbrug omkring. For at tjene lidt penge lavede søsteren banansaft, som broderen solgte for 50 øre pr. flaske.
Begge forældre var døde af AIDS. Faderen havde to koner og byggede derfor to huse; han efterlod det ene hus til bedstemoderen og de to børn, og Lestuta holdt op med at gå i skole for at passe broderen og landbruget.
Da bedstemoderen døde, ville en onkel snyde dem for deres arv og tage huset og jorden fra dem. "Hujawa" var gået ind i sagen og hjalp børnene med deres rettigheder ved at få en dommer til at tage sig af sagen og senere følge op med hjemmebesøg.
Idi

De kaldte ham "drengen der aldrig smilede".
Idi er en 11-årig HIV-positiv dreng, hvis forældre var døde af AIDS. Faderens slægtninge havde stødt ham fra sig, efter at HIV-testen havde vist sig positiv, og nu tog bedstefaderen på moderens side sig af ham. Idi går i skole, når han ikke er for svag til det, og "Hujawa" hjalp med skolegangen og hjemmebesøg.

Dæmoner

Den sidste, vi besøgte, var en ung forældreløs 16-årig pige, der lå døende på gulvet i et lille værelse hos sine slægtninge - hun åbnede ikke øjnene mere. Familien mente, at hun var besat af dæmoner. Udenfor huset var der fem nye grave, men ingen vidste, hvad familiemedlemmerne var døde af; her var det stadig en skam at have fået AIDS.
"Hujawa" forsøgte at få pigen på hospitalet og ville støtte med transport og betale hospitalsopholdet. Men et af familiemedlemmerne måtte tage med for at lave mad og passe hende; ingen ville, alle havde en undskyldning. De havde opgivet hende - den unge pige lå der for at dø.