Møde for Fred og Fordragelighed

 

Frederikssund Fredskomitee 9/11 2001

Se temaet
Fredskomiteen afholdt offentligt Møde for Fred og Fordragelighed fredag den 9. november i ved "Vandkunsten" i Frederikssund. Da mørket faldt på blev der tændt fakler, som var med til at skabe en fin men alvorlig stemning.
Aron Engelhardt indledte mødet med at sige, at den krig, der nu - med Danmarks medvirken - raser på anden måned og som får stadig flere civile ofre i form af dræbte, lemlæstede og flygtende, kan få uoverskuelige konsekvenser for hele verden.
Den terror, som udløste krigen - og som vi tager skarpt afstand fra - bruges nu som påskud for de panikagtige terrorlove, som er på vej i Danmark, og som betyder indskrænkninger i vor frihed og demokrati.
Samtidig eskalerer fremmedhadet og intolerancen i befolkningen og blandt politikerne.
Derfor har vi indkaldt til dette møde for fred og fordragelighed, og det er ikke tilfældigt, at det netop er på årsdagen for naziterroren under „Krystalnatten" i Tyskland og Østrig den 9. november 1938, som var startskuddet til udryddelsen af mere end 6 millioner jøder under anden verdenskrig. Den kaldes „Krystalnatten", fordi glasskårene fra de smadrede jødiske butikker skinnede som krystaller.
Hovedtaler var den 18. årige Annevig Schelde Ebbe, som trak tråde fra sin første oplevelse af krig under Golfkrigen da hun var 8 år gennem flere krige til den aktuelle krig mod befolkningen i Afghanistan. Fra barnets angst og behov for forældrenes beskyttelse til den unge voksne kvindes erkendelse af, at hun bliver nødt til at forholde sig og tage stilling, beskrev hun sine oplevelser af at være i en verden i konstant krig. Moderen kan ikke længere beskytte hende mod magthavernes ønske om at bruge krig som løsning på konflikter.
Annevig afsluttede sin tale med at synge for til Ebbe Kløvedal Reichs "Fredssang".
Ron Ridenours tale tog udgangspunkt i et oplæg fra Niels Hausgaard: "Der findes kun en måde at bekæmpe terrorisme på, og den består i hele tiden at bekæmpe afmagtsfølelsen i verden. Det er os, der må gøre det, de afmægtige kan ikke". Ron pointerede, "at, hvis vi i vort parlamentariske demokrati vil stoppe krigen, kan vi gøre det med vores stemme", og han opfordrede til at stemme på Enhedslisten, "som er det eneste parti, der stemmer imod krigen, og vi er med stemmesedlen med til at bestemme, om der skal være krig eller skabes fred", som han sagde.
Aron læste et digt af Benny Andersen med tilladelse fra digteren. Digtet hedder: "I Begyndelsen", og handler om hvordan vi i tidernes morgen var kommet hertil som indvandrere, og hvordan Danmark var blevet til det, det er i dag bl.a. takket være indvandrere, som i dag er integreret i det danske samfund.
Aron sluttede med en opfordring til at deltage i Fredskomiteens aktiviteter.



Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret november 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >