FRED.dk 2002: Hvordan kan vi sikre os mod terrorangreb? 5/11-2001

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Hævn stopper ikke terror

Søg - Oversigt >

		Hvordan kan vi sikre os mod terrorangreb? Verdens(historiens) største militærmagt var ikke i stand til at sikre New Yorks befolkning mod et terroristisk angreb. Af Deutsche Friedensgesellschaft - Vereinigte Kriegsdienstgegner - 5/11 2001			Tryk her for at se en liste med alle artikler i temaet.

Ved hjælp af …
militæret?
Verdens(historiens) største militærmagt var ikke i stand til at sikre New Yorks befolkning mod et terroristisk angreb. Selv ikke det planlagte raketforsvar med våbensystemer på jorden og i verdensrummet kunne have forhindret terrorhandlingerne. Disse terrorangreb viser tydeligt, at militær sikkerhed er en illusion.
Terrorangrebene viser også, hvor sårbare moderne byer er. Hvis man forestillede sig, at en flyvemaskine med vilje var styrtet ned i et atomkraftværk eller i en kemifabrik, så ville et sådant scenario have hundredtusinde af døde til følge.
Hvis der samtidig ikke kun var tale om et enkelt terroranslag, men en krig, ville storbyer, industrivirksomheder og atomkraftværker blive ødelagt. Et forsvar med militære midler findes ikke. Militært forsvar er selvødelæggelse.

… gengældelse?
Ødelæggelsen af (formodede) terroristers støttepunkter - eller ødelæggelsen af en stats infrastruktur - vil ikke fjerne terrorismen. Militære modaktioner besejrer ikke terrorismen, men styrker den bare. Livsgrundlaget bliver taget fra mennesker, og perspektivløsheden vil fremme volden og de terroristiske strukturer.
Ved at sagesløse mennesker bliver dræbt, bliver hadet næret, og dermed bliver der skabt grobund for nye hævnakter. Ethvert land, som deltager i de amerikanske hævnakter, tiltrækker derved nye terroranslag mod sig selv.
Internationale og decentralt organiserede grupper kan ikke sættes ud af spillet ved hjælp af militære gengældelsesslag. De milliarddyre militærsystemer er i stand til at erobre og ødelægge territorier, men de kan ikke uskadeliggøre en selvmordsterrorist, eller forsvare noget som helst. Guerillakrigens metoder blev jo netop udviklet for at kunne kæmpe/slås mod en overlegen militærmagt, uden selv at frembyde angribelige mål.

… magtpolitik?
De mægtige landes regeringer udnytter disse konflikter i deres egne interesser, de leverer våbnene til undertrykkerne eller til oprørerne. Også Forbundsrepublikkens politik overfor nationalisme og separatisme udspringer af egne magtinteresser, som ikke lægges åbent frem. Den militære sikring af afsætningsmarkeder og den uhindrede tilgang til råstoffer hører til blandt Forbundsværnets nye opgaver, som er fastlagt i De Forsvarspolitiske Retningslinjer (Verteidigungspolitischen Richtlinien).
De økonomisk rige og militærisk mægtige industrilande er parat at svare igen med krig mod terroranslag. Samtidig holder de fast i deres egen voldsmonopol for at sikre deres økonomiske og politiske interesser også med militær magtanvendelse. I De Forsvarspolitiske Retningslinjer (Verteidigungspolitischen Richtlinien), som danner grundlaget for Forbundsrepublikkens militære sikkerhedspolitik, bliver den forestående krigspolitik beskrevet som "Opretholdelse af den frie verdenshandel og uhindret adgang til markeder og råstoffer i hele verden…"
En retfærdig økonomisk verdensorden, som udligner indtægtsforskellen mellem rig og fattig, er den måde hvorpå terrorismen på lang sigt kan inddæmmes. Der skal ske en omfordeling både imellem nationaløkonomierne og indenfor nationaløkonomierne for at gøre en ende på, at de fås velstand er på bekostning af alle andres.

Årsagerne til terrorisme

Vold i konfliktbearbejdelsen/konfliktløsningen
I mange regioner ønsker enkelte folkegrupper at opnå selvbestemmelse. De står over for en ulige fordeling af rigdom og økonomisk magt. Hvis en selvbestemmelsesbevægelse, som i det første agerede politisk fredeligt, slår fejl og bliver brutal undertrykt, opstår beredvilligheden til anvendelse af voldelige midler.
Denne forhistorie af krige og borgerkrige bliver ikke sat på mediernes dagsorden. Derfor er det så svært for os senere fuldt ud forstå disse voldshandlinger. De mægtige landes regeringer udnytter disse konflikter for at styrke egne interesser. De leverer våbnene - den ene gang til lederne, den anden gang til rebellerne.

Flygtningenes elendighed
Millioner af mennesker lever i årtier i flygtningelejre, uden eksistensgrundlag og uden håb om et menneskeværdig liv på jorden. Ud fra de menneskemasser, som hverken har noget at tabe eller noget at vinde i det dennesidige, kommer tilløbet til voldelige grupper og religiøse frelsebevægelser.

Israel - Palæstina
Der er intet der tyder på, at ansvaret for attentatet kan lægges på palæstinensiske modstandsbevægelser men det er forståeligt, at terroranslaget møder sympati hos de grupper, der gør USA ansvarlig for deres elendige situation.
Den israelske regerings politik forhindrer en fredelig sameksistens, den satser på oprustning og styrke og bliver derved understøttet af USA. Alligevel har milliarderne, der blev brugt til oprustning og militær, ikke bragt Israel nogen sikkerhed.
Sideløbende med militære trusler har årelange forhandlinger ikke ført til forbedringer af palæstinensernes situation. I stedet for bliver flere og flere mennesker radikaliseret og tilslutter sig terroristiske grupperinger. I stedet for at levere våben til Israel , burde Forbundsrepublikken sætte sig ind for en fredelig løsning, og for en fredelig sameksistens af religioner og nationer.

Uretfærdighed
Kilden til uretfærdigheden er den frie verdenshandel. Den er kun til fordel for dem, der er overlegne teknologisk og økonomisk, og som handler ud fra en styrkeposition. Vores verdensøkonomi fører til, at flere og flere mennesker føler sig som tabere. Dette globale økonomiske system , som kun satser på materiel fortjeneste til nogle få vindere, tilbyder intet humant fremtidsperspektiv.
I mange konflikter inden for landene fører koncentrationen af den økonomiske magt i nogle fås hænder til elendighed, nød og sultedød. Undertrykkelsen af opposition og fagforeninger fremskynder samtidig voldelige sammenstød.
Selvfølgelig er vold hverken moralsk acceptabel, eller et egnet middel for at forandre voldsstrukturer, da den ikke vil gennembryde den onde cirkel. Disse forandringer kan kun opnås igennem politiske processer, ved at ændre folks tankegang inden i deres hoveder.
Disse politiske processer kræver en omfattende forandring af politikken, som skal satse på en udligning af interesserne og retfærdighed.

Statslig legitimeret voldelighed
Også i de "civiliserede vestlige lande" findes ideen om den "retfærdige" hhv. "berettigede" eller "nødvendige" krig. Denne "retfærdige" vold gælder som legitim, og er de økonomisk stærkes monopoliserede vold.
Ideologien om den "berettigede" krig er bestanddel af vores kultur. Den offentlig fremsatte kritik af terroristernes vold er hyklerisk og enøjet, når den bliver ført frem af de samme kræfter, som selv deltager i militære interventioner i strid med folkeretten.
Sidste eksempel i en lang række: NATO-staternes angrebskrig mod Jugoslavien , som blev søgt retfærdiggjort med humanitære grunde, og en forvrænget fremstilling af situationen i Kosovo. I sidste ende er alle politiske partier i Forbundsrepublikken parat til at opruste militært og at bruge militære midler, når det tjener deres egne interesser.
En kritik af volden er kun troværdig, hvis den grundlæggende afviser enhver form for monopoliseret militær vold blandt staterne: "ved gennemførelse af politiske mål giver vi afkald på sårende eller dræbende vold", som det er formuleret i DFG-VK's pacifistiske program, en formulering man vil lede forgæves efter i partiernes programmer.

Terror- og magtmidler:
Våbnene ved attentatet den 11.september 2001 var civile flyvemaskiner.

Masseødelæggelsesvåben
Mange regeringer arbejder på programmer for at fremskaffe atomare, kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben, samt udvikle mellem- og langdistanceraketter for at kunne indsætte disse kampstoffer.
Hvis ikke fremstillingen og udbredelsen af disse masseødelæggelsesvåben bliver stoppet stiger sandsynligheden for, at de også engang kan blive brugt af terrorister. Der er ligeledes tale om terror, når disse våben besiddes af stater, der truer med at anvende våbnene for at få opfyldt deres interesser.

Fremstilling og udbredelse af våben
Ikke kun masseødelæggelsesvåben, men også fremstillingen og handelen med "Kleinwaffen" fremskynder terrorismen. Med afslutningen af Øst-Vestkonflikten nåede mange af de gamle våben fra den Kolde Krigs arsenaler ud til borgerkrigsområder.
Kleinwaffen, såsom maskinpistoler, håndgranater, lette morterer og selvfølgelig også sprængstoffer, er terroristernes værktøj. Stormagterne, frem for alt USA, er de største leverandører af våben og bidrager således til militariseringen af konflikter og udbredelsen af terrorismen. Forbundsrepublikken har en topplacering på listen over våbeneksportører. Vi kan kun være troværdig i afvisning af terrorismen, hvis vi ikke længere producerer og eksporterer våben.

Militær uddannelse
De afghanske frihedskæmperes modstand mod Sovjetunionen blev understøttet omfattende med våben og militær uddannelse fra den amerikanske og den pakistanske efterretningstjeneste. Stormagterne har med militære midler blandet sig i konflikter indenfor andre landes områder.
Militært uddannede og voldelige krigere er dukket op i mange konfliktregioner.
Krigsoplevelserne brutaliserer menneskene, og bidrager til at vold bliver betragtet som værende normal og en selvfølgelighed. De tænker og handler i militære kategorier, frem for at finde politiske, ikke-voldelige løsninger. Derudover har de ofte ikke lært andet end at føre krig. Således mangler der ofte i de ødelagte lande et perspektiv for at føre en civil eksistens.

Hvad kan vi gøre?
Vi kan kun forhøje vores sikkerhed, hvis vi uden militær og gennem en retfærdig verdensøkonomi prøver på at fjerne årsagerne til krige og borgerkrige. Vi kan som borgere selvorganiseret finde sammen, og derved bidrage til opbygningen af udenomsparlamentariske, verdensomspændende netværk, som danner en modvægt mod den fremherskende uretfærdige og voldelige politik.
Disse netværkstrukturer, udenfor den statslige magt og dens institutioner, kan føre til kontrol med, indskrænkning af og overvindelse af den statslige vold.

Fredspolitik ved hjælp af selvorgansiering
Man kan ikke forvente nedrustning, en retfærdig verdensøkonomi og civil konfliktløsning af den fremherskende poltik. Derfor er det nødvendigt, at mennesker selvorganiseret slutter sig sammen for uafhængig af partipolitiske interesser at gennemføre en anderledes politik.

Teksten er oversat fra DFG-VKs tyske flyveblad.