|
Kære Lizzie Saietz!
Tak for din reaktion på det brev som Kvindeligaens internationale præsident Krishna Patel, skrev til FNs Sikkerhedsråd sidste år i april. Jeg forstår godt dit udråbstegn. Det var ikke just en nyhed i december. Det bringer mig videre til en generel kommentar. WILPF havde lige haft en delegation i Israel/Palæstina, da brevet blev skrevet. Du ved sikkert også, hvordan man kan blive så følelsesmæssigt opbragt over at se uretfærdighed, at det slører blikket. Det er ikke nogen undskyldning, men en forklaring. Du slår konkret ned på to formuleringer. Den første, at det "under disse ekstreme forhold ikke er overraskende, at det anvender midler som selvmordsbomber", synes jeg er i orden. Den viser en indføling med, at folk kan blive bragt så langt ud, at de tyer til voldelige midler. Men jeg synes ikke, den skulle have stået alene. Der burde efter min mening have stået, at uanset vi kender baggrunden for selvmordsbomberne og evner at forstå, hvad der driver palæstinenserne, kan vi naturligvis ikke acceptere, at den slags voldelige og terroristiske midler tages i anvendelse. Som du selv skriver, er selvmordsbomberne også med til at optrappe konflikten, de indgår altså også i den såkaldte voldsspiral. Måske husker du det oplæg af Nurit Peled-Elhanan, som vi bragte i nr. 1 2002. Hun skrev bl.a.: "At have en dialogisk tilgang til samtale betyder, at man er villig til at glemme eller tilbageholde sin egen viden eller sandhed eller fortælling, og at man inden i sig gør plads til andres viden og sandhed og fortælling. Dialogiske mennesker tror ikke på fastlåste personligheder og evige virkeligheder." Og senere følgende efter min mening gribende citat: "Min lille pige blev myrdet, fordi hun var israeler. Hun blev myrdet af en ung mand, der blev ydmyget, undertrykt og var desperat i en grad, så han var på randen af selvmord, mord og umenneskelighed, alene af den grund at han var palæstinenser. Og nu er deres blod for evigt blandet på Jerusalems sten, Jerusalem der igennem lang tid er blevet indifferent over for blod. Børns blod er blevet den billigste handelsvare i dette morderiske spil. Og de såkaldte ledere handler frit og let med det, fordi børn er abstrakte fænomener for politikere og generaler, og blod er blot en lille flis i den store handel. Hvis du slår en af mine ihjel, slår jeg hundrede af dine ihjel." Nurit Peled-Elhanan er selv dialogisk, og når hun kan være det, hun som faktisk har mistet sin lille datter på grund af en selvmordsbombe, så bør en WILPF-delegation i Israel/Palæstina - WILPF's præsident - naturligvis også kunne være det. Og der ligger selvsagt en særlig forpligtelse, når man som WILPF har en status, der faktisk gør det muligt ikke alene at sende breve til FNs Sikkerhedsråd, men også at kalkulere med en vis sandsynlighed for at få dem læst. Det andet, du tager op, er formuleringen: "Israel er på vej til at udrydde det palæstinensiske folk". Også her vil jeg til dels give dig ret. Der er efter mit skøn tale om en meget, meget voldsom forfølgelse af det palæstinensiske folk, en forfølgelse, der tilmed er intensiveret, mens verdens øjne har været og er rettet mod Irak, desuden er der tale om en asymmetrisk konflikt, dvs. der er højteknologi (og atombomber) på den ene side og selvmordsbomber på den anden. Eller sagt på en anden måde: Israel har alt, hvad de kan ønske af isenkram, palæstinenserne har deres egne liv. Men at tale om udryddelse, dvs. folkemord, er måske nok forkert. Vi udvander begreberne (og mister troværdigheden), hvis vi omgås den mindste smule lemfældigt med dem. På den anden side må vi ikke af angst for at miste troværdighed (eller af politisk opportunisme) vende det blinde øje til, når eller hvis et folkemord går i svang. Men selvom der muligvis ikke er tale om et folkemord, er der efter min mening i hvert fald tale om, at Israel gør alt for at underminere palæstinensernes mulighed for og ret til at effektuere en selvstændig stat. Med venlig hilsen Annelise Ebbe |