Serbiske militærnægtere isoleret i Budapest
Af Peter Mikael Hansen

Torsdag den 14. oktober mødtes over 30 serbiske militærnægtere og desertører fra Kosovo-krigen i Budapest.

Projekt Safe House havde med hjælp fra Amercan Friends Service Committee arrangeret et møde og en middag for flygtede serbiske militærnægtere og desertører i Ungarn. Mødet var et kærkomment afbræk i den daglige desperation og desillusion som mange serbiske militærnægtere og desertører oplever. De flygtede fra krigen, blandt andet til Ungarn. I Ungarn bliver de nu afvist flygtningestatus, de får ingen hjælp, arbejdstilladelse eller mulighed for at rejse til et tredje land. I Ungarn har nogle militærnægtere og sympatisører gået sammen om projekt Safe House. Projektet går blot ud på at støtte de serbiske militærnægtere og desertørere.

Til mødet den 14. oktober blev mange militærnægtere inviteret. Desværre kunne mange ikke komme, blandt andet blev de desertørere som Safe House kender til i Bekescsaka flygtningelejren flyttet til Debrecen, hvor de er blevet isoleret og sat uden for rækkevidde.

På mødet blev der blandt andet enighed om at oprette en kontaktgruppe. det blev besluttet at udveksle informationer og der blev åbnet mulighed for at tage initiativer der skal lette tilværelsen for de desertører og militærnægtere der på nuværende tidspunkt er i Budapest og som hverken kan vende tilbage til Jugoslavien eller komme til et tredje land. Man blev enige om at oprette et informations- og kontaktkontor med ugentlig åbningstid og konsultation. Nægterkontoret i Budapest skal blandt andet forsøge at imødekomme nægternes basale behov for mad og bolig, men også transport og kommunikation. Nægterne mangler i særdeleshed tøj, penge og husly og mulighed for at komme i kontakt med venner og familie.

Nægterfest i Budapest
Udover mødet den 14. oktober, og oprettelsen af et nægterkontor, havde Safe House tidligere arrangeret en koncert i Budapest hvor en prominent og politisk engageret sanger, Rambo Amadeus fra Beograd, optrådte. Tusindvis mødte frem ifølge en rapport fra Safe House. Safe House anslår i rapporten, at de fleste var militærnægtere og desertører fra Serbien og Vojvodina - nægtere som nu har fundet beskyttelse i Budapest og det øvrige Ungarn.

Safe House opretter snart en hjemmeside som kan ses på http://extra.hu/prigovor