|
|
|
|
WEU får nyt liv
Men skallen var der altså. Og i 1984-86 begyndte Frankrig at interessere sig for at få den fyldt ud! Samme Frankrig havde siden de Gaulles dage haft et anstrengt forhold til NATO og især USAs førerposition. I 1966 havde de Gaulle trukket Frankrig helt ud af NATOs integrerede militærstruktur. Nu, en snes år senere, begyndte Mitterrand så småt at opbygge en „fransk" struktur. På fransk initiativ blev WEU-traktaten ændret, og regelmæssige rådsmøder i WEU blev genoptaget. Samtidig begyndte Frankrig at lufte ideer om et særligt forhold mellem EF og WEU - det der er blevet kaldt en „europæisk forsvarsdimension".
Murens fald i 1989 gav disse ideer medvind. Mitterrand gjorde sin accept af tysk genforening afhængig af visse betingelser. En af dem var tysk støtte til den „europæiske forsvarsdimension", hvilket kom til udtryk i Kohl-Mitterrands opfordring til EFs regeringskonference om at sætte en „politisk union" (med forsvarsdimension) på dagsordenen.
Det skete som bekendt med Maastricht-traktaten, der gjorde WEU til EU's militære arm. Sideløbende hermed blev der taget skridt til at genoplive WEU i praksis, med oprettelse af en fransk-tysk styrke, oprettelse af en „planlægnings-celle" og udpegning af nationale styrker, der er „answerable to WEU". WEU søgte også at komme med i Golfkrigen og senere (som redskab for EU) i ex-Jugoslavien. I begge tilfælde blev det dog til en såre beskeden indsats.
Det har flere grunde: WEU er stadig en svag organisation, både fordi der ikke er tale om nogen integreret struktur (ingen fælles overkommando som SACEUR i NATO), og fordi WEU's medlemsstater ikke råder over tilstrækkeligt højteknologisk udstyr. Her er det NATO, der tæller, primært fordi USA er med: USAs årlige militærbudget er dobbelt så stort som WEU-staterne tilsammen. Og NATO (læs USA) våger skinsygt over sit monopol på dominans i Europa.
Det sidste er kommet klart til udtryk i kompromiset om NATOs CJTF-koncept. (CJTF står for Combined Joint Task Forces). Det indebærer, at der i givne tilfælde kan oprettes særligt sammensatte styrker - også rent europæiske, uden USA-deltagelse, som kan gøre brug af NATOs (USAs) højteknologiske materiel, hvis NATO-rådet med enstemmighed godkender det. Hermed har USA sikret sig vetoret.
Den skjulte dagsorden
Udviklingen i og omkring WEU må altså forstås indenfor rammerne af en gammeldags rivaliseren mellem stormagterne. Den kan være svær at gennemskue, fordi de jo alle er „allierede", uden ideologiske modsætninger, og ivrige efter at fremtræde som gode venner. Når de er på noget, der ligner kollisionskurs, lægger de låg på.
Et eksempel: I de sidste år er der talt meget om, at Frankrig var på vej tilbage til det integrerede NATO, - følgelig kan Frankrig vel ikke være ude på at genere NATO med sin WEU-politik. Bevares, der er det problem med, at Frankrig strides med USA om, hvem der skal være chef for NATOs middelhavsstyrker, men det ordner sig nok, sagde man. Sidste nyt i den sag er imidlertid, at Frankrig kategorisk har meddelt, at Frankrig ikke vender tilbage til NATOs militærorganisation, før USA har opgivet den omtalte chefpost. Men den nyhed gøres der ikke meget ud af.
Sandheden er, at der er en skjult dagsorden: Under Amsterdam-forhandlingerne blev det klart, at det er lykkedes Frankrig at samle 7 EU-stater om et forslag, der skal forvandle EU til en militær pagt gennem fusion med WEU. Forslaget blev denne gang bremset af 5 eller 6 andre stater, bl.a. Storbritannien. Men intentionen var og er ganske klar: hvis forslaget føres igennem, vil der ikke være nogen logisk begrundelse for at opretholde NATO. Så vil „Europa" være sin egen militære stormagt.
Billedet blev sløret noget af diskussionen om krisestyring. Baggrunden er, at den store trussel er væk - hvad skal man så med organisationer, der er beregnet på at udkæmpe storkrig? NATO kom først med svaret: de skal bruges til krisestyring. I 1992 fulgte WEU efter med Petersberg-opgaverne, der netop handler om krisestyring.
Men den fransk inspirerede plan om at lade EU overtage WEU's rolle rækker langt ud over krisestyring. For WEU er en kollektiv forsvarspagt, beregnet på at udkæmpe storkrig, og det princip blev ikke opgivet i Petersberg. Lige så lidt som NATO (der er titusind gange mere effektiv end WEU) opgav samme grundlæggende princip.
Øget rivalisering mellem Europa og USA
Genoplivningen af WEU er følgelig udtryk for øget rivaliseren eller konkurrence mellem stormagter, især USA og visse europæiske magter med Frankrig i spidsen. På nuværende tidspunkt er WEU dog ikke nogen militær faktor af betydning, men en gruppe af staterne i EU stræber efter at gøre „Europa" til en militær stormagt på linie med USA, og hertil vil de bruge WEU. Hvis det lykkes, bliver verden endnu mere ustabil: der tegner sig et billede af en stribe kraftcentre i indbyrdes rivaliseren, i hvert fald USA (det meste af) Europa, Rusland og Kina. Altså hverken et „helt Europa" eller en „hel verden".
Dermed vil vi være kommet så langt væk fra forhåbningerne i 1990 som det er tænkeligt. Nogle af dem var også illusoriske - den kolde krig skyldtes ikke kun ideologiske modsætninger. Alligevel var der enestående muligheder, fordi den helt dødelige trussel om atomkrig var borte, i hvert fald for en tid.
Andre problemer opstod, især omkring nationalisme og grænsedragning, og de trak nye blodige spor efter sig. Derfor må man erkende, at der var (og er) reelt behov for krisestyring, af og til også med væbnet magt. Men så heller ikke mere: der var (og er) ikke behov for titusinder af tanks og kampfly og artilleri og atomvåben og anden højteknologi, der kun kan tjene et formål: at udkæmpe en storkrig.
Gen-militarisering
Tænk hvis NATO i 1991-92 havde konkluderet, at nu skrotter vi alt isenkram beregnet til storkrig og beholder kun, hvad der er brug for til krisestyring (altså uendeligt meget mindre), og hvis WEU-staterne havde konkluderet, at nu er der slet ikke behov for den kimære, WEU altid har været! Det havde været at handle ansvarsbevidst. Og især, hvis man derudover havde indset, at tiden rinder ud for store militærorganisationer som NATO, og at de opgaver, der måtte være, burde løses af OSCE og især FN.
I stedet gjorde stormagterne, og især USA, hvad de kunne for at udsulte FN og undergrave FN's muligheder for at forebygge eller løse kriserne, så FN i sin nød må bruge NATO som „entreprenør". Og efter et par års tøven begyndte NATO oven i købet at satse på udvidelse af organisationen og styrkelse af det krigeriske beredskab!
Hele denne udvikling fører til en genskabelse af den gamle verden, med al den usikkerhed, frygt, og farer, - bare med den forskel, at den ideologiske modsætning er borte, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er nødvendigt at gå imod hele denne gen-militarisering af international politik. Men udvejen er ikke at styrke WEU eller gøre „Europa" til en militær stormagt. Det er blot at fremskynde en dødsensfarlig proces.