Stop det møg

Vordende husarer på Gardehusarregimentets kaserne i Næstved skal ikke længere udsættes for et optagelsesritual, der indebærer omgang med hestes efterladenskaber. Chefen for Hærens Operative Kommando (HOK), generalmajor Jesper Helsø, har givet de ansvarlige chefer ordre om øjeblikkeligt at sætte en stopper for "denne uværdige måde at behandle personellet på". Samtidig oplyser HOK, at forsvarets auditørkorps undersøger sagen.

Major Michael Mentz, chef for Gardehusarregementets hesteeskorte, siger til Ritzau, at han naturligvis tager generalmajorens ordre til efterretning, men at optagelsesritualet, der markerer rekrutternes første møde med staldene, er foregået på en sober og værdig måde.

Ifølge Ekstra Bladet blev omkring 30 soldater udsat for en række rituelle prøver, en slags manddomsprøve for at kunne kalde sig rigtige husarer. Blandt andet skulle de med de bare næver flytte mere end et tons stinkende hestemøg til en mødding.