For lidt over et år siden udsendte professor Jan Øberg, leder af Transnational Foundation for Peace and future Research (TFF) en af de første af sine mange 'presseinformationer' om den tikkende bombe som situationen i Kosovo allerede på det tidspunkt udgjorde. Vi vil i det følgende se nærmere på denne "dagbog" over en konflikts optrapning og udvikling, som professor Øbergs mange detaljerede analyser af situationen i dette urohærgede hjørne af Europa udgør. Vi må nemlig konstatere, at både Øbergs observationer og ledsagende advarsler som profetier har vist sig at holde stik.
Allerede på et tidligt tidspunkt kunne man iagttage det internationale samfunds farlige tendens til at fokusere på aktørerne fremfor problemerne og deres tilgrundliggende årsager. I marts '98 måtte Øberg således notere, at "der er endnu større grund til bekymring, når talen falder på at sende NATO og FN tropper ind i regionen for at støtte 'et selvstændigt Kosova.'" For, som Øberg konstaterer, "dette er et magtens og voldens sprog, ikke et sprog baseret på dialog og forståelse. Det kan meget vel komme til at skade Kosovo-albanerne." Denne antagelse har den seneste måned vist sig at være så sand, som den var sagt, og som del af den internationale fredsbevægelse kan man også kun sørgmodigt konstatere, at - som Øberg påpeger - "hverken OSCE, USA eller EU (herunder også Danmark som medlemsland!) har gjort noget seriøst forsøg på at udvikle en politik, der kunne hjælpe både serbere og albanere med at undgå det skrækscenario, der i øjeblikket realiseres i Kosovo."

Konfliktforebyggelse
"Fra alle sider tales der meget om at forebygge konflikter, om præventivt diplomati og ikke-militære sikkerhedsforanstaltninger, men sandheden er," konstaterer Øberg, "at der rent faktisk ikke har været mange bud på intellektuel opfindsomhed siden den såkaldte 'afslutning' af den kolde krig. Der er ikke opstået nye organisationer af en type, der er gearet til at håndtere nutidens konflikter, og regeringerne synes desværre stadig at stå uforstående overfor det forhold, at diplomater bør trænes i konflikthåndtering- og forståelse. Og medierne fokuserer stadig på voldsbilleder fremfor belysning af de underliggende konflikter og mulige løsninger. Netop i Kosova har serbere og albanere vist sig ude af stand til selv at både påbegynde og vedligeholde en dialog med henblik på at igangsætte en freds- og forsoningsproces. Så når internationale forsøg ligeledes har slået fejl pga. mangel på strategi såvel som analyse, er der virkelig behov for nytænkning. Hellere idag end imorgen!"

En ond cirkel
Øberg beretter om konfliktens opblomstring : "I 1990 proklamerede albanerne deres uafhængige stat 'Kosova' i håbet om, at det internationale samfund ikke ville anerkende et Jugoslavien med et Kosova indeni, og - på længere sigt - at Dayton-aftalen også ville omfatte Kosovo-albanerne. Desværre viste de kosovo-albanske ledere sig ude af stand til at byde på nye strategier, da det viste sig, at begge formodninger havde slået fejl. Samtidig afviste de serbiske ledere nogen form for international indblanding i, hvad de allerede dengang anså som et internt jugoslavisk anliggende. De serbiske og albanske ledere har altså tre ting til fælles :
1) at føre en politik der udelukker den anden part,
2) manglende evne til at iværksætte en holdbar dialog samt
3) opfattelsen af et stigende behov for brug af voldelige midler.
Unægteligt en ond cirkel. I en sådan situation er det derfor ikke just befordrende at udsende advarsler, trusler eller domfældelser som det gang på gang er blevet gjort af vestlige 'diplomater.' Og her tales om de selvsamme diplomater, der som bekendt i forvejen, siden den jugoslaviske tragedie begyndte i 1991, har vist sig påfaldende ude af stand til at analysere den særdeles komplekse situation på Balkan."

Opskrift i konfliktforebyggelse
Sammen med Øberg og andre seriøse fredsforskere må vi sætte spørgsmålstegn til de forslag til "konfliktløsning," der rent faktisk har været fremlagt med henblik på at løse situationen på Balkan. "Tror man virkeligt," spørger Øberg f.eks., "at økonomiske sanktioner mod 10 mio. mennesker i Jugoslavien (heraf 2 mio. kosovo-albanere) vil få serberne til at forsone sig med kosovo-albanerne eller få de jugoslaviske ledere, inkl. Præsident Milosevic, til at påbegynde forhandlinger?" Som bud på hvordan man bør tilnærme sig en så vanskelig situation som den i Jugoslavien, foreslår Øberg, at "internationale ledere og embedsmænd, der ønsker at forebygge voldsudbrud, bør gå direkte til sagens kerne og spørge, "hvordan kan vi løse problemet." Inden man begynder at komme med forslag, er det nødvendigt - for at gøre det ordentligt - at se på kendsgerningerne og på analyser af disse. Man vil også have brug for noget grundlæggende viden om konflikter, om historie og psykologi; kort sagt : forståelse og indlevelsesevne. Desværre går de vestlige diplomater som regel anderledes til værks. De springer den del over, hvor der skal lyttes til parterne og analyseres. I stedet spiller de seje, peger fingre og forelæser i civiliseret adfærd i en tone, man bruger overfor folk, man grundlæggende ikke respekterer. Men ved at angribe 'aktørerne' låser disse diplomater bare situationen endnu mere fast."

Profetierne går i opfyldelse
Allerede sidste forår advarede Øberg intenst om farligheden af denne fejlslagne form for konfliktmægling : "Man skriver blot et nyt kapitel til historien om den europæiske og amerikanske arrogance overfor landene på Balkan. Hvis volden øges, kan det meget vel ende med, at USA og EU finder på at udøve deres "moralske forpligtelse" til at gribe militært ind med det argument, at det er den eneste måde, man kan få disse mennesker til at forstå hhv. de ædle vestlige motiver og intellektuel og moralsk overlegen konflikthåndtering... Ikke blot er dette naturligvis langt fra den eneste måde at gøre tingene på, det er simpelt hen også den VÆRSTE måde at gøre tingene på!" Grundlaget for og principperne bag opbygning af et samfund i fredelig sameksistens ser iflg. øberg o.a. fredsforskere helt anderledes ud : "Mange mennesker, især politikere og medier, lider under den vrangforestilling, at fred er noget der vil ske, når to parter underskriver en våbenstilstand og holder op med at bekrige hinanden. Desværre er der mere i det end som så. Det er vigtigt at indse, at opbygning af fred og tillid i en efterkrigriskd består af mindst to dimensioner : Først og fremmest må tidligere fjender forsøge at rede trådene ud og lære at leve med, hvad de har oplevet af ondt. Dernæst må de for at udvikle normale relationer etablere et solidt fundament, hvorpå en fremtid kan bygges op. I denne proces kunne det internationale samfunds rolle være at indføre begreber som tilgivelse og forsoning og lade professionelle konfliktløsere assistere både ikke blot regeringer, men individer og hele samfund, med at hele deres sår."

Halve sandheder
I slutningen af august '98 vendte professor Øberg tilbage fra endnu en mission til Beograd, Prishtina og Skopje. Han havde noteret sig følgende om mediernes rapporter om forsøgene på "problemløsning" på Balkan : "Se hvad der sker i Kosovo til trods for, at alle gode kræfter skal forestille at have arbejdet for at forebygge denne tragedie. Men sådan er det åbenbart; tragedier er noget, der bare sker. Ak, regeringer og internationale organisationer er allerede overbebyrdede af de igangværende konflikter og katastrofer; budgetterne er stramme, osv. Og vi kan vel heller ikke forvente, at alle konflikter kan løses." "Sådanne 'teorier' tudes vi ørerne fulde af, ikke mindst gennem medierne, hvorefter vi konkluderer, at hvis det går godt, er det takket være det internationale samfund, og hvis det går skidt, er det parternes egen skyld. Medierne viser, hvordan diplomater, udsendinge og delegationer tager frem og tilbage, holder pressekonferencer og kommer med udtalelser - hvis de da ikke lige udsender advarsler. Med andre ord : gør alt, hvad de kan for at stoppe krigen og få folk til forhandlingsbordet. Eller gør de? Få udbrud af uroligheder har været så forudsigelige som det i Kosovo. Der har været flere tidlige advarselstegn i denne konflikt end i nogen anden, men ingen har gidet lytte til dem eller handle forebyggende. Hverken den nødvendige kompetence udi konfliktløsning eller seriøs politisk vilje til at forebygge en konflikt har for alvor været til stede, og man kan ikke lade være med at få fornemmelsen af, at nogen af de centrale aktører må have en interesse i, at denne konflikt skal udvikle sig," konstaterer Øberg. "Man har allerede længe kunnet observere et billede præget af fordomme og halve sandheder domineret af mediernes syn på konflikten. Et syn, der som bekendt er stærkt medvirkende til at forme den offentlige mening, som så igen kan være den, der får politikerne til at handle, som de gør. mediernes standard-historie om Kosovo har i de seneste måneder lydt som følgende : "Kosovo er en provins i Serbien med en befolkning på ca. 2 mio. mennesker, 90% albanere og 10 % serbere. Opløsningen af Titos Jugoslavien begyndte i 1989, da den serbiske præsident Slobodan Milosevic ophævede det selvstyre, som provinsen havde nydt siden 1974. Regionen er præget af ekstrem fattigdom og de serbiske myndigheders systematiske overgreb på albanernes menneskerettigheder." Dette er et typisk eksempel på ukritiske medier og journalister, der ikke går til ondets rod og studerer årsagerne til problemerne. Konfliktens grundlæggende årsager var og er følgende : I. - en historisk baseret inter-etnisk mistillid; serbere og albanere stoler simpelt hen ikke på hinanden. I modsætning til situationen i andre af republikkerne i området er der næsten ingen 'blandede ægteskaber,' og på begge sider finder man desværre folk med både total uvidenhed om og racistiske fordomme overfor modparten. II. - økonomisk underudvikling og ubalance og III. - mangel på forslag til integration af Kosovo-provinsen i resten af Serbien/Jugoslavien med henblik på kultur, uddannelse, økonomi og politik. Det er ikke nyt, at social elendighed og dårlige leveforhold medfører psykologisk fortvivlelse, der skaber et frugtbart grundlag for at så had og ekstremisme. Vi burde have set seriøse forsøg på at stoppe den onde cirkel, der har præget situationen siden 1989. Så havde den serbiske befolkning heller ikke troet så let på propaganda gående på, at "verden er imod os serbere, og vi må beskytte vores suverænitet for enhver pris." Og den albanske side havde næppe fæstet sin lid udelukkende til, at "et uafhængigt Kosova vil løse alle vores problemer."

"Sandheden, hele sandheden, og intet andet end sandheden"
"Den jugoslaviske regering har i årevis insisteret på, at kosovo-albanerne ikke alene er separatister men også terrorister, og at Dr. Rugovas ikke-voldelige linie blot har været facade. Nu [august '98] ser man en albansk hær, der taler om fuldstændig uafhængighed. Præsident Milosevic synes således med rette at kunne argumentere for, at han har haft ret i sine formodninger, og at det internationale samfund blot har ladet sig narre af albanerne. Den [på det tidspunkt endnu eksisterende] serbiske opposition, som ikke anede, hvad den skulle stille op med Kosovo, kunne kun give Milosevic skylden : "Milosevic har ikke taget initiativer til forhandling men blot trukket tiden ud. Hvis han vinder en krig i Kosovo, vil han blive endnu mere magtfuld, og ingen vil længere turde demonstrere i Beograds gader. Økonomien vil få endnu dårligere kår, og folket er i forvejen i en apatisk tilstand efter alle disse år med økonomisk udmatning og isolation."

Mediekrigen
"De fleste tror nok, at krig og medier er to separate enheder. Når der udbryder krig, formoder vi, at medierne fortæller os om krigen så objektivt, som det nu er muligt under ofte vanskelige forhold. Men i dagens informationssamfund foregår der i virkeligheden to krige, hver gang der udbryder en : Den 'konkrete' krig og så mediekrigen. Derfor bliver vi nødt til at spørge os selv om, hvilke interesser, der ligger bag de nyheder, som vi modtager - og bag alle dem som vi ikke hører om. Ser vi på krigens gang i historiebøgerne, kan vi kun konstatere én ting med sikkerhed, siger Øberg, nemlig at vi langt fra får sandheden, hele sandheden, og kun sandheden at vide. Medierne har desuden en tendens til at fokusere på "dagens historie." Men der er altid en større ramme, indenfor hvilken begivenhederne finder sted. F.eks. synes medierne at overse, hvad konflikten i Kosovo i virkeligheden drejer sig om. Hvem udvælger de nyheder vi får og ikke får? Nutidens journalister gør i stigende grad brug af "ikke bekræftede kilder." Selv om oplysninger benævnes "ikke bekræftede," får de publikum til at tro, at 'der går ikke røg af en brand, uden at der er ild,' og det er ikke altid, at publikum senere får at vide, at dette eller hint har vist sig at være usandt. Hvem er det, der fortolker nyhedshistorierne for os? Det er som regel militæreksperter, politiske ledere, ministre og diplomater - fra NATO-medlemslande. Der er så godt som ingen politiske Balkan-eksperter, psykologer, freds- og konfliktforskere, professionelle forhandlere eller uafhængige intellektuelle. Når det sort-hvide billede til sidst er blevet etableret, vil medierne fremføre det synspunkt, at der er "god vold", der bekæmper "ond vold." Døm selv. Kan man virkelig kalde det, der foregik i Rambouillet for 'forhandlinger'? Var der virkelig tale om en "fredsplan"? Man taler om de kontrollerede og censurerede medier i Beograd. Hvad med vores egne?

Rambouillet
Omkring midten af marts, altså før NATOs bomber begyndte at falde d. 24/3-99 opsummerede Jan Øberg indholdet af Kosovo-aftalen : "De militære betingelser, der stilles i aftalen, har intet med fredsbevarende politk at gøre. Heller ikke de 'civile betingelser' ser ud til at kunne hjælpe med at skabe fred mellem serbere og albanere. Fremfor at være konfliktforebyggende ser aftalen mest af alt ud til at være fredsforebyggende. Rambouillet-forhandlingerne har kun tjent til at dække over den eklatante mangel på avanceret analyse, handling på et tidligt tidspunkt samt forebyggende indsats, som hele Kosovo-affæren har været præget af. Medier, kommentatorer og diplomater synger samme omkvæd, når de har fordømt den jugoslaviske holdning i forbindelse med forhandlingerne i Paris, hvilket er stærkt medvirkende til at legitimere tanken om efterfølgende NATO-bombninger. Jugolaverne afvises som utaknemmelige, stædige og endda skurkagtige. Men ingen har for alvor set på, hvad den parisiske aftale om Kosovo i virkeligheden indeholdt. Er der f.eks. overhovedet nogen, der er klar over, at aftalen slet ikke nævner UCK/KLA (Kosova's Liberation Army) med et ord? Aftalens ordlyd har faktisk givet præsident Milosevic masser af grunde til at sige "nej tak" og føle sig ydmyget, isoleret og misforstået og dermed påbegynde en mobilisering. Enhver virkelig fredsinteresseret aktivitet ville have omfattet Kosovos basale problemer, der som nævnt spænder over dyb fattigdom, økonomisk krise, korruption, et elendigt skole-, sundheds- og transportsystem."

Noget af det man ikke hører om
Lehman Brothers, en amerikansk investeringsbank, har beregnet de militære udgifter for en måneds bombning af Jugoslavien til at ligge på på 3 mia. $, men The Financial Times citerer kilder, der skønner, at udgifterne snarere ligger på omkring ca. 20 mia. $. Og der er vel at mærke kun tale om militære udgifter. Til disse tal kan vi så lægge de menneskelige og materielle omkostninger, samt hvad det vil koste at genopbygge området på et senere tidspunkt samt udgifter til flygtninge, mv. Vi taler måske om 1-2 mia. $ om dagen, der skal ses i forhold til den velfærdsstøtte, man kunne have opnået for de samme penge. Der er ingen tvivl om, at der er enorme økonomiske interesser på spil for militærindustrien. Krig er desuden en måde at teste våben og militærstrategier på, dvs. udføre research." Man kan også, som Øberg, se konflikten i Kosovo, eller rettere sagt Serbien/Jugoslavien som et eksempel på omstruktureringen af den globale verdensorden : "Selv om metoden kan variere, er det den samme transformation, man ser i f.eks. Mexico, Sydkorea, Indonesien, Somalia, Kroatien, Bosnien og Irak. Man aner et magtspil mellem USA/NATO og et højtråbende, men paralyseret EU. Og hvem betaler prisen? Uskyldige civile der bliver gjort til flygtninge."

Situationen efter d. 24/3-99 : Nu vil de hade hinanden endnu mere
"NATOs bombardement af Jugoslavien forsvares med henvisning til "humanitære årsager." Luftangrebene skal tilsyneladende tjene til at stoppe den etniske udrensning og fremtidige massakrer og flygtningestrømme. Men, som vi hurtigt kunne konstatere i døgnene efter at NATO havde indledt luftangrebene, bomberne har i stedet skabt, nøjagtigt hvad de skulle forebygge. Hvorfor har vesten ikke sat ind før denne krise fik voldelige overtoner? Der har været så mange muligheder for løsning af konflikten gennem forhandling. F.eks. har TFF siden 1992 foreslået adskillige løsningsmodeller. Den umiddelbare konsekvens af NATOs bombardement har været tilbagetrækning af OSCE-udsendinge og af de fleste humanitære nødhjælpsorganisationer." NATOs bomber kan kun opfattes som afstraffelse af Serbien og dermed som støtte til albanske 'hardliners.' Serberne vil føle, at de kan takke albanerne for dette helvede, der pludselig er væltet ind over dem. Så den smule af håb, som vi havde om fredelig sameksistens, er nu fuldstændigt væk. At skabe had kan vel næppe kaldes "humanitær indsats." Krigen i Kosovo har forårsaget ca. 2000 menneskers død i løbet af det seneste år. Ikke desto mindre må man konstatere, at det internationale samfund har valgt IKKE at skride ind i forbindelse med de 80.000 der er blevet dræbt i Algeriet og de over 10.000, der er dræbt i den seneste måneds krig mellem Etiopien og Eritrea."

Verdens største humanitære problemer tages aldrig op, men der er altid penge til våben
"Verden over dør godt og vel 100.000 mennesker om dagen - ikke i krige, men fordi de simpelt hen mangler sådanne basale fornødenheder som vand, mad, medicin, husly og tøj. 100 mio. er hjemløse; der er 40 mio. flygtninge i verden, og 70 af den tredje verdens lande har en lavere levestandard i dag end for 30 år siden! Mindst 800 mio. mennesker må gå sultne i seng hver dag. Og vi ved samtidig, at blot en brøkdel af verdens militære omkostninger kunne mindske en stor del af disse lidelser. Eksempelvis bruger Pentagon 20 gange mere end FNs samlede budget på militært isenkram. (Og nu vi nævner FN, må vi sørgeligvis konstatere, at organisationen er fuldstændigt ude af billedet i Kosovo). Hvornår begynder medierne dog at stille spørgsmål til alle de "fredsskabende" udgifter? Hvor kunne det dog være en pragtfuld verden, hvis blot den mest magtfulde nation og dens præsident og allierede besluttede sig for virkelig at gøre noget ved verdens elendighed. Som det ser ud nu, resulterer deres begrænsede opfindsomhed, ubegrænsede overlegenhed og overvældende militære kapacitet kun til at øge verdens lidelser."

NATOs Balkan-kikser
"De vestlige ledere har travlt med at skrive historien om for at retfærdiggøre deres bombetogter og adfærd på Balkan. Et eksempel er talen om tidligere tiders massefordrivelse af kosovo-albanere. Det er sandt, at mange albanere har forladt Kosovo - men ikke pga. etniske udrensning eller folkedrab. Mange valgte at forlade regionen pga. dens elendige tilstand, dvs. den udbredte fattigdom og manglen på fremtidsudsigter både for dem selv og deres børn. Af samme årsag har mange serbere ligeledes forladt området. Og så er der UCK/ KLA. Man kan ikke afvise, at UCKs aktivitet fra feb. '98 var med til at optrappe krisen, så den til sidst brød ud i krig. Det mest overraskende i denne sammenhæng er den måde, hvorpå Vesten fuldstændigt har lukket øjnene for Albaniens rolle i forbindelse med træningslejre for UCK, og at UCK rent faktisk primært er blevet forsynet med våben fra vestlige kilder i åbenlys strid med Sikkerhedsrådets våbenembargo, der dækker hele det tidligere Jugoslavien. I feb. '98 udtalte den amerikanske udsending Robert Gelboard desuden, at han var "meget bekymret over UCK," der "utvivlsomt er en terrororganisation." Og hvad er det i øvrigt også for et ensidigt argument om, at Milosevic ikke har holdt sit løfte fra okt. '98 til Holbrook? Mens hhv. de jugoslaviske (serbiske) politi- og militærstyrker og UCK udkæmpede voldsomme kampe i Kosovo, blev en aftale om våbenstilstand KUN underskrevet af Milosevic, ikke af UCK."

Humanitær indsats i bomberegn
Status 3-6 uger efter at NATO begyndte at bombe er, at ca. 750.000 mennesker er flygtet over grænserne. Det ser ud, som Øberg også bemærker, som om "folk flygter 1) pga. etnisk udrensning begået af serbere, der føler, at de kan takke den albanske holdning for den fuldstændige ødelæggelse af deres land, 2) pga. krigen mellem UCK og de jugoslaviske styrker, og 3) fordi NATOs bomber gentagne gange har ramt civile mål. Hvad vestlige ledere fortolker som klare tegn på etnisk udrensning kan ses som en direkte reaktion på NATOs overordentligt klodsede og ukloge politik." Øberg stiller flg. spørgsmål : "Hvis Milosevic er en "ond diktator," hvorfor har vesten så hjulpet ham med at spille en central rolle? Hvorfor stolede de på hans underskrift i Dayton-aftalen? Hvorfor gav de ingen hjælp til Milosevic' opposition i Beograd - heller ikke da 1,5 mio. mennesker demonstrerede mod ham i Beograds gader for et par år siden? Og hvorfor gentager NATO dog succes'en fra Irak med at bombe et land bare for at se dets folk bakke fuldstændigt op om deres leder? Der må være noget grundlæggende galt med en fredspolitik, der producerer tre gange så mange dræbte civile og 33 gange så mange flygtninge (ca. 20.833 omdagen).

Historien der gentager sig selv
Påskesøndag d. 16/4-1944 tæppebombede de allierede styrker (amerikanske og britiske) Beograd, ligesom tyskerne havde gjort det før dem d. 6/4-1941. D.16/4-1999 ser historien ud til at gentage sig selv, og faktum er, at rehabilitering efter denne blanding af borgerkrig og internationale aggression/indblanding vil blive svær og sandsynligvis langvarig.