Jeg beklager, at det har taget mig så lang tid at samle energi nok til at skrive blot et par ord. Men de sidste dage har været meget svære for mig. Jeg bruger al min tid på at prøve at få fat på familie, venner og fredsaktivister i Beograd, Kosovo og andre steder i Serbien. Nu har linien været brudt i snart tre dage uden at jeg har kunnet komme i direkte kontakt med dem.

Tusindvis af serbere er allerede kommet til Ungarn. Kvinder, børn og gamle kom før NATOs intervention. Nu er grænsen lukket for alle mænd mellem 18 og 60 år. Omfanget af mobiliseringen er uden sidestykke, og mange af mine venner er blandt de seneste indkaldte. Der ser ikke ud til at være nogen vej udenom. Krigsretten er introduceret. Alle straffe er blevet strengere, og ifølge nogle kilder er dødsstraffen genindført. Ikke underligt at de fleste adlyder. Men hvem rammer NATOs total krig mod Serbien? Serberne, ikke Milosevic, bliver suget ind i en krig ingen af dem ønskede. Disse soldater er er nu ofre for NATOs bomber. I en sådan situation er oprør, militærnægtelse eller desertion umulig. Kun drab og destruktion er mulig.
Jeg vil ikke dele min tanker om denne krigs retorik og metoder med jer, men blot opfordre jer til at gøre noget i jereds respektive lande for at stoppe denne kæde af vold. Stop NATOs bomber der fører til yderligere vold og destruktion. Og ligeså vigtigt er det at give asyl til dem der flygter, især for militærnægtere og desertørere.
Vi skal være klar over at enhver opposition og demokratisk bevægelse i Serbien er forstummet som et resultat af NATOs angreb. Derfor er det op til dig at gøre hvad vi ikke længere kan - arbejde for demokrati og fred.
Bojan Aleksov