MNF markedsfører sig reaktionært

Militærnægterforeningen er stiftet i 1967 som et af udtrykkene for den tids ungdomsoprør. Initiativtagerne følte ikke deres synspunkter dækket af de gamle pacifistiske organisationer, de var militærnægtere af politiske grunde.

MNF har gjort det knusende godt og bl.a. gjort sig kendt for sine slagkraftige slogans. Under tv's reportage fra Enhedslistens årsmøde i marts måned i år fokuserede fotografen således relativt længe på et af disse på en af deltagernes T-shirts: "Civilt område - militær adgang forbudt". Et andet af disse slogans, nemlig "op med humøret - ned med militæret", har MNF desværre kompromitteret ved at markedsføre det på lightere.

Militærnægterforeningen står for mig som et ypperligt udtryk for den politiske venstrefløj, og dermed som talerør for samfundets småfolk. Jeg synes, at det vil klæde MNF at lade overklassens galionsfigur om at forherlige rygning og rygeværktøj!

Henning Sørensen
Forfatter, fhv. skraldemand og medlem af MNF

Tænd et lys for freden!

Kære Henning

Tak for dit brev. Det er altid rart med respons fra medlemmerne. Og jeg er helt enig i, at vi skal lade dronningen og andre om at forherlige rygningen. Det nemlig på ingen måde MNF's intention at forherlige rygning. Faktisk er det sådan, at fem ud af bestyrelsens seks medlemmer er ikke-rygere, (og da vi traf beslutningen om at lave slogans på lightere, var der endda kun ikke-rygere i bestyrelsen). Jeg kan ydermere glæde dig med, at vores kontor i Dronningensgade har være røgfrit i mindst 12 år, så vi mener bestemt ikke, at vi forherliger rygning.

Når vi har valgt at trykke slogans på lightere, er det fordi lightere ligger fremme mange steder, og derfor er noget, som mange ser på. Og skulle nogen vælge at tænde en cigaret med en MNF-lighter, så har vi tillid til at brugeren er klar over, at rygning er sundhedsskadeligt, og at rygeren i øvrigt viser hensyn, så andre ikke generes af røgen. Og så vil jeg da opfordre dig til at gøre som jeg og resten af bestyrelsen: Lad dig påvirke af sloganet og brug lighteren til at tænde stearinlys med.

Øjvind Vilsholm
Sprogkonsulent, ikke-ryger og medlem af MNF's bestyrelse