Tuborghjemmet er et andet eksempel på disse umiddelbart uforståelige besparelser. Det trues med lukning på trods af, at man ikke har et rimeligt alternativ til de nuværende beboere.

Sundhedssystemet lider under sparebestræbelser, og det går specielt ud over de svagest stillede - de ældre, de kronisk syge og de psykisk syge. Disse områder har i en årrække været ned-prioriterede og genstand for gentagne besparelser. Med begrænsede midler prioriterer man de yngre og de, som har en sygdom med gode behandlingsmuligheder, højest. Man er begyndt at tale om "selvfor-skyldte" sygdomme og så småt begyndt at diskutere, hvor mange ressourcer man har råd til at bruge på disse ulykkelige skæbner (eksempelvis alkoholikere) - en trist og farlig tendens, som leder tankerne tilbage til udviklingen i Tyskland for snart 70 år siden.

Det ideelle er uden tvivl en helhedspleje, hvor der tages hånd om patienternes behov både fysisk, psykisk og socialt. Når der er mangel på ressourcer bliver det de fysiske behov - og først og fremmest den del, der er relateret til behandlingen - der tilgodeses.

Forebyggelse lider under sparekniven, til skade for den samlede økonomi i sundhedssektoren på langt sigt. Sundhedspersonalet har en stor og nyttig viden om forebyggelse, men der er simpelthen ikke tid til, at denne viden udnyttes rigtigt i praksis. Patienter er et sårbart klientel bl.a. hvad angår infektioner. Hvis grundlæggende ting som f.eks. mad og drikke, bevægelse og hygiene nedprioriteres i en travl hverdag, øges risiko for infektioner. Det er dyrt i det lange løb, når man vil spare på kort sigt.

Når kvaliteten i det offentlige system ikke lever op til borgerens behov og forventninger, vil man søge alternativer. Dette skaber efterspørgsel på privathospitaler. Det forudsætter en god privatøkonomi hos den enkelte patient, og vil derfor ikke være et ensartet tilbud til alle, men kun til de få velstillede.

Derefter er det forventeligt, at de dygtigste og mest ambitiøse medarbejdere vil søge væk fra det offentlige hospitalssystem, hvilket yderligere ville forringe kvaliteten der.

Når vi læser om de alvorlige problemer på hospitaler og i sundhedssektoren som helhed, ved vi godt, at de er resultatet af mangelfuld økonomi, at systemerne ikke kan fungere ordentligt. Men i den samme avis kan vi bladre få sider og læse, at Flyvertaktisk kommando beder regeringen om 15 milliarder kroner for at købe "Joint Strike Fighter", et militærfly, som først leveres til Danmark af de amerikanske fabrikker i år 2015. Flyet eksisterer ikke - det er kun en drøm - men Danmark skal betale i det mindste en halv milliard kroner som "start kapital" til USA inden år 2000 for at få "indflydelse på udformningen" af dette fremtidens drømme-kampfly.

Hvis vi sammenligner de to brugere af vore skattepenge: Hospitaler overfor militæret, kan vi konstatere, at penge, som bruges på at ansætte flere sygeplejersker, læger eller rengøringspersonale til hospitaler bidrager til at nedbringe omfanget af arbejdsløsheden i Danmark. Det samme kan ikke siges om de penge, vi betaler til kampmateriel. Forbedring af hospitals-systemet kan altså spare penge, som ellers skulle bruges til arbejdsløshedsunderstøttelse. Modsat med penge, som bruges til at købe militært udstyr fra udlandet: De bidrager til vore betalingsbalance-problemer, og sikrer ikke beskæftigelse af danske arbejdere, selvom det måske kan hjælpe aktieejerne af Lockeed og Boeing med at betale for deres Cadillac'er.

Når vi ser udenfor Danmark, på verden som helhed, kan vi konstatere, at forberedelser til krig griber voldsomt ind i anvendelsen af skattepenge til konstruktive og fredelige formål. Idag, på trods af afslutningen af den kolde krig, bruger verden en billion (dvs. en million million) US dollar hvert år på våben. Den enorme strøm at penge, som er næsten mere end vi kan forestille os, kunne i stedet være brugt til påtrængende offentlige sundhedsopgaver.

WHO mangler penge til at gennemføre et program mod malaria i det omfang, det var ønskeligt, men hele programmet kunne financieres for mindre, end verden bruger på våbenkøb på en enkelt dag. Fem timers udgifter til våben verden over svarer til de samlede omkostninger for en 20 års WHO-indsats, som førte til udryddelsen af sygdommen kopper. For hver 100 000 mennesker i verden er der 556 soldater, men kun 85 læger. Hver soldat koster i gennemsnit 20 000 US dollar hvert år, men den gennemsnitlige udgift til uddannelse er kun 380 US dollar pr. skoleelev. Ved at flytte de penge, som militæret forgbruger på tre uger, ville verden kunne skabe forsyning med rent drikkevand til alle i hele verden, og dermed fjerne årsagen til næsten halvdelen af alle menneskelige sygdomme.

En ny form for resistent tuberkulose har for nylig spredt sig over hele verden, og spredes med stigende hast i det tidligere Sovjetunionen. For at kunne bekæmpe denne nye form for tuberkulose, og for at forhindre, at den spreder sig til Vesteuropa, har WHO brug for 450 millioner US dollar; det svarer til 4 timers militærudgifter i verden. Ved at bruge disse penge til bekæmpelse af tuberkulose i det tidligere Sovjet-unionen ville WHO efter vor mening bidrage langt mere til global fred og stabilitet end det, vi opnår ved fortsat brug af pengene til våben. Den kolde krig er forbi, men landene i den tidligere Sovjet-blok er langt fra stabile. Medmindre økonomisk og politisk stabilitet kan opnås i regionen, kan den politske magt falde i hænderne på samvittighedsløse nationalistiske ledere.

I dagens verden dør rundt regnet ti millioner børn hvert år af sydomme, som knytter sig til fattigdom. Udover det enorme spild af unge liv gennem fejlernæring og sygdomme, som kunne forhindres, er der et enormt spild af muligheder på grund af utilstrækkelig undervisning. Omfanget af analfabeter i de 25 mindst udviklede lande er 80 %, og det samlede antal analfabeter i verden anslås til at være 800 millioner. Samtidig bruges rundt regnet 14 millioner danske kroner på våben for hver 60 sekunder i verden. Er det klogt eller etisk forsvarligt at øsle vore sparsomme, offenlige midler ud i denne flod af spildte penge?

I bedste fald vil det militærudstyr, vi køber, aldrig blive brugt. I bedste fald vil Joint Strike Fighter (når det endelig leveres i 2015 til en kilopris på omkring 250 000 kroner) blive forældet på få år og ophugget. I værste fald vil det enormt kostbare kampfly, som vi pånødes at købe, bidrage til destruktion af civilisationen. Alternativt vil investering i fremtids-orienteret infrastruktur, både herhjemme og i udviklingslandene, fremme en stabil og fredelig verden. Danmark kan være et eksempel for andre lande ved at reducere sit militærbudget, og ved at bruge de sparede penge til at sikre et anstændigt hospitals-system og andre sociale ydelser til sine indbyggere. De penge, som spares ved at reducere militærbudgetterne, kan også hjælpe til at opbygge fred og stabilitet gennem bidrag til offentlig sundhed, stabilisering af indbyggertal og økonomisk udvikling i de fattigste dele af verden.