Danmark har aldrig haft så få fjender som nu

Danmark har aldrig haft så få fjender som nu, skrev "Politiken" en fredelig, solrig dag i begyndelsen af juni år 2000. Konstateringen var rigtig, men det hindrede ikke, at der var omfattende blodige opgør i det sydlige Europa, i Asien og i Afrika. Opgør, som hos et massivt flertal i befolkningen vedligeholder en opfattelse af, at Danmark stadig bør have en forsvarsmagt Da vi nåede en måned længere frem i sommeren, kunne det ansete svenske fredsforskningsinstitut, som altid har nydt berettiget anseelse i både Øst og Vest, konstatere, at verden såmænd på ny var begyndt at opruste, og de svenske videnskabsmænd havde mod til at forudsige, at oprustningen ville fortsætte i de nærmeste år og måske længere.

Efter et årti med faldende militære udgifter steg klodens samlede militære budgetter med 2,1 procent, og det virkede næsten som det militær-industrielle kompleks` protest mod den kolde krigs ophør. Sådan kunne det på en måde også tydes. I flere af de store nationer gennemførte man som et led i en moderniseringsproces en nedskæring i antallet af soldater, men i de samme lande øgedes udgifterne til den stadig mere krævende teknisk voldsomt - USA`s forsøg på at få stablet et raketforsvar på benene var det mest bemærkelsesværdige eksempel.

Men dertil kom det måske mest afgørende spørgsmål om, hvorvidt EU skulle udvikle sit eget forsvarssystem. Da vi var nået et godt stykke ind i sommeren stod det efterhånden klart for vælgerne, at EU-landene allerede var nået langt med overvejelserne og med forhandlingerne om, hvorvidt de 15 medlemslandene kunne enes om etableringen af en forsvarsdimension. For Danmarks vedkommende syntes situationen særlig kompliceret - hvad den bestemt også var - for Danmark havde som bekendt vedtaget, at vi ikke ønskede at være med i et EU-forsvar, og skulle vi ændre opfattelse, måtte det vedtages ved en folkeafstemning.

Da vi var på vej mod en anden folkeafstemning den 28. september om, hvorvidt Danmark skulle slutte sig til EU`s økonomiske system repræsenteret ved Ømuen, var det så godt som umuligt at undgå, at de to spørgsmål blev kastet ind i den offentlige debat samtidig, hvilket regeringen Nyrup Rasmussen så afgjort ønskede at undgå. Betyder den eventuelle fælles mønt for medlemslandene automatisk, at nationerne også skal have en fælles hær? Hvis vi skal have en fælles hær, betyder det da ikke også, at vi må skabe en fælles sikkerhedspolitik, og er vi så ikke også næsten automatisk slået ind på vejen til en integrationsordning - eller måske endda Europas Forenede Stater?

At udviklingen måtte fremkalde spekulationer af denne art, er næsten selvfølgeligt. Det var begribeligt, at spørgsmålene blev stillet. Og det var næsten lige så forståeligt, at man i alle partier fandt både ja- og nej-sigere. Regeringspartierne - Socialdemokratiet og Det radikale Venstre - holdt selvsagt fast i den holdning, man havde indtaget fra starten. Det gjorde Venstre og de konservative også, men lige som i Socialdemokratiet var der grupper, der ramtes af tvivlen efterhånden som debatterne om problemerne skred frem, og det tjener intet formål at nægte, at usikkerheden om resultatet var betydelig.

Hvis man stiller spørgsmålet, om Danmark bevæger sig i retning af en fælles europæisk hær, vil jeg på egne vegne men også på Socialdemokratiets godt turde svare: Nej. Der er, som fremhævet allerede i indledningen, en betydelig forsvarsinteresse i det danske vælgerkorps, og det forekommer komplet usandsynligt, at danskerne skulle udvikle sig til et folk af pacifister. Men det er mindst lige så usandsynligt, at det skulle være muligt at fremkalde en så markant holdningsændring i de øvrige EU-lande. Prøv at tænke på den britiske dronnings hestgarde på march gennem Paris under kommando af en tysk general? Nej, vel? Tanken er utænkelig. Men fælles optræden i åbent kampterræn kan man derimod godt tænke sig - men ikke under fælles flag. Man kan godt forestille sig enheder fra de forskellige medlemslande yde en indsats side om side og med en fælles chef, men ikke som dele af en fælles hær - kun som nationale enheder stillet til rådighed for EU på samme måde som vi stiller soldater til rådighed for FN, når en eller anden påtrængende militær opgave skal løses.

Spørgsmålet om militære opgaver for den primært økonomiske organisation EU er problemfyldt, hvad den internationale debat og tilløbene til at prøve at finde et brugbart system til fulde har understreget. Kan EU drage i krig uden mandat fra FN`s sikkerhedsråd? Svaret er for så vidt allerede afgivet, idet EU førte krig i Kosova uden nogen officiel international tilladelse. Kan vi acceptere det? Næsten alle nationer og internationale organisationer deltager i eftersøgningen af en formel, der i helt specielle situationer kan åbne for en krigsførelse uden officiel anerkendelse. Og tilværelsens indbyggede kynisme fortæller os, at et svar skal man nok finde - af den i virkeligheden simple grund, at der kan opstå situationer, hvor verdenssamfundet eller grupper fra dette samfund simpelthen må reagere, fordi man ikke kan leve med den vetoret, der kan bringes i anvendelse via FN. Nogle stiller spørgsmålet uhyre enkelt: Skal Kina eller Rusland kunne nedlægge veto mod en amerikansk krigsførelse mod f.eks. et diktatorisk land, der måske overtræder alle menneskerettigheder ?

Spørgsmål nummer to er den logiske forsættelse af debatten: Kan EU overhovedet stille en anvendelig styrke til rådighed? Hvis det er soldaterne, det drejer sig om, har EU-lande for længst skitseret en ordning, hvor l5 brigader med ca. 60,000 mand skal være til rådighed, og hvis man meget naturligt tænker på Danmarks rolle i denne forbindelse, skal det straks siges, at Danmark som følge af vort forbehold ikke kan være med, men man er i EU-systemet allerede langt inde i overvejelser om, hvorvidt ikke-medlemslande kan få tildelt opgaver i systemet, og kan der gives adgang for nationer, der ikke er med i EU, vil Danmark naturligvis i sidste ende også kunne deltage - hvis vi vil. Det vil være Folketinget, der får det sidste ord, men først efter en ny folkeafstemning, der kan og vil afgøre, om vort forbehold skal opretholdes.

Spørgsmål nummer tre er anskaffelsen af det nødvendige militære udstyr, og det kan EU kun få en vis medbestemmelse over, hvis der etableres en samarbejdsaftale med NATO. Det har længe været forhandlet, men hvad man ender med, vides formentlig tidligst ved slutningen af år 2000. Her kommer forholdet til USA ind i billedet. Washington har tilkendegivet, at man gerne ser EU som en aktiv stærk sikkerhedspolitisk partner, men man har ikke kunnet skjule, at man også gerne vil bevare lederskabet for det sikkerhedspolitiske samarbejde over Atlanten men i øvrigt i den ganske verden, hvis man finder det nødvendigt.Og sådan ender det nok også.

Som så ofte før understreget, står udenrigspolitikken aldrig stille. Det komplicerer selvfølgelig beslutningstagningen, at en stribe lande står i kø for at blive optaget i henholdsvis NATO og EU. Skal balterne f.eks. med? Mange - bl.a. tyskerne og i hvert fald betydelige politiske grupper i USA mener nej. Det har ingen mening at forsøge at ignorere den slags problemer, bl.a. fordi de også gør det sværere for mange vælgere at tage stilling til udviklingen og dens konsekvenser.

Et udvidet samarbejdsforhold med russerne ville efter min mening være eftertragtelsesværdigt, men den officielle holdning i Moskva er, at NATO ikke bør udvides, og EU bør ikke militariseres. Det kan heller ikke skjules, at franskmændene, tyskerne og briterne alle er tilhængere af en udvidet politisk og militær rolle for EU, men det hindrer ikke f.eks. tyskerne at modernisere forsvaret og nedskære både budgetter og mandskabstal. Det tyske forsvar er på 329,000 mand men skal skæres ned til 250,000 - en tiltalende tanke. Frankrig har små 260,000 mand under våben, briterne ca. 215,000. Frankrig forbereder et forsvar udelukkende med professionelle. Tysklands socialdemokratiske regering vil indskrænke antallet af indkaldte ganske betydeligt. Der er i øvrigt 130,000 militærnægtere i Tyskland. Man skal nok være opmærksom på, at en af årsagerne til de militære reformer, der her nævnes, netop er udsigterne til en militær dimension for EU. Det bør indgå i overvejelserne om, hvordan den enkelte vælger skal forholde sig den dag, vi skal til folkeafstemning.

Udfaldet af overvejelserne om EU`s mulige militære rolle er ikke det eneste, der kan genskabe modsætningerne mellem Øst og Vest. Den amerikanske regerings fastholden ved planerne om oprettelsen af et missilforsvarsystem kan skabe alvorlige spændinger, ikke mindst fordi projektet prøver at inddrage radarstationer i England, Norge og Danmark foruden USA selv, naturligvis. Systemet hævdes at skulle forsvare USA mod raketter fra de såkaldte "slyngelstater", som amerikanerne kalder dem. Derved bliver også atomvåben inddraget. Det er svært at forestille sig, at sådanne planer kan gennemføres uden at fremkalde ubehagelige konfrontationer - eventuelt mellem USA og EU eller mellem USA og nogle af EU-landene. Eller måske blot de få, der er nævnt. Men man kan forestille sig, at teorien om, at atomvåben slet ikke kan anvendes, fordi disse våben simpelthen er for farlige, når deres indsats skal besvares, bliver gravet frem igen. At EU-landene måske vil prøve at skabe en fælles sikkerhedspolitik som svar er vel ikke utænkeligt. Men det vil også fremkalde påstande om, at det amerikansk-europæiske fælllesskab bringes i fare.

Russerne har for længst affyret de første advarsler - bl.a. mod Danmark.