Drømte mig en drøm i nat

Danmark er ikke nogen stormagt, tværtimod, vi har vendt nederlag på slagmarken til sejr på hjemmefronten. Hvorfor tager vi ikke skridtet fuldt ud og nedlægger militæret, spørger forfatteren Klaus Rifbjerg.

Af Klaus Rifbjerg

»Vi har retten til at drømme, at vi lever«, skrev den sangvinske Hans Hartvig Seedorff Sorgenfri Pedersen engang i en snapsevise, og måske har han ret. I hvert fald kan man tiltage sig retten og måske oven i købet tillade sig at være ‘En drømmer med åbne øjne’, som Artur Lundqvist kaldte sine erindringer. Digtere har åbenbart noget med drømme, én påstår sågar, at »livet er en drøm«.

Ser man på verden og stiller skarpt på fædrelandet, kan man i ubevogtede øjeblikke overfaldes af sammenlignende billeddannelser. Hvad nu hvis?, siger man til sig selv, hvad nu hvis vi tog konsekvensen af fællesarven og handlede så radikalt, som vi i visse situationer har gjort, ville vi så ikke være ophavsmænd til noget usædvanligt, noget sensationelt, ja ligefrem revolutionært? Det er ikke utænkeligt, selvom jeg anser det for usandsynligt.

Men lad os først kigge lidt på, hvem vi er, og hvorfor vi er, som vi er, og hvad historien har gjort os til. I kort begreb har der været tale om en déroute fra vikingetiden til vore dage, men kun hvis man anlægger en særlig synsvinkel. Magtpolitisk er vi reduceret fra noget stort til næsten ingenting, hvilket nogen vil beklage, men de fleste finde i orden. Engang nåede vi helt til Konstantinopel og sejlede med erobring for øje op ad Seinen. England var dansk område ligesom store dele af Irland. I sin tid vandt Harald Blåtand slaget ved Calvados! Siden har vi mest siddet ved forhandlingsbordet og prøvet at redde stumperne - om det så var Brømsebro, Roskilde, København eller London. Palle Lauring fortæller i sin ‘Danmarkshistorie’ om den håbløse danske diplomatiske indsats ved forhandlingerne efter det første store nederlag i 1864.

En engelsk deltager meddeler, at danskerne var så kluntede, at hver gang de blev præsenteret for en fordel, blev den smidt på gulvet, og det hele endte da også med, at krigen fortsatte, og alt gik ad helvede til.

Er der en dødsdrift i dette, eller ligger der en skjult dagsorden under procedurerne, som peger i en anden og mere positiv retning? Det tror jeg. Vi har ganske vist græmmet os ved tanken om, at englænderne snød sig til en sejr i Kongedybet og over Christian IV, der ikke kunne klare mere end et blodigt øje ved Kolberger Heide og satte det meste af landsformuen over styr gennem sine håbløse, martialske engagementer, men kendsgerningerne har trods alt været gode som øjenåbnere: »vi er ikke skabte til højhed og blæst/ ved jorden at blive /det tjener os bedst«.

Sidstnævnte linje får det til at vende sig i mange, og jeg døjede også selv som ung, når min mor hujede Kaalunds linjer: »På det jævne, på det jævne/ ikke i det himmelblå/ der har livet sat dig stævne/ dér skal du din prøve stå’«. Men jeg har siden lært, at denne uambitiøse beskedenhed ikke udelukkende er falsk, der ligger nøgtern selverkendelse i den eller måske ligefrem selvbesindelse.

Af ydre årsager har vi været tvunget til at se i øjnene, at vi ikke nødvendigvis er nogle helvedes karle, der, som Jørgen Røjel siger, ved den mindste udfordring »trækker fra læderet«, men tværtimod vender skråen og overvejer, om der ikke skulle være en anden eller tredje eller syttende vej ud af dilemmaet. Denne vendenskråen blev ligefrem gjort til landets politik fra slutningen af 1800-tallet til Anden Verdenskrig og håndhævedes under samme af Erik Scavenius, som Søren Mørch har givet en tungen-i-kinden-genoprejsning, skønt mange med større eller mindre lidenskab har opfattet Scavenius som landsforræder.

Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har beskrevet ‘tilbagetogets taktik’ som noget positivt, ja sejrrigt, hvilket er sjovt for én, der tilbragte sin barndom med den tyske overkommandos stadig hyppigere meldinger om ‘elastiske tilbagetog’, der helst skulle fortolkes som sejre, men endte i heksegryden i Berlin i april-maj 1945, hvor Det Tredie Rige sank i grus.

Modsatrettede følelser løber i den forbindelse sammen i bevidstheden - ikke bare hos mig, men sikkert også hos dem, der læser min tekst. Vi er samtidige, alligevel har vi - af gode grunde - samtidig meget divergerende meninger om historien og dens konsekvenser.

Besættelsestiden har i den forbindelse symbolsk karakter, og fortolkningen af den og af begivenhederne under og efter den, kalder selv halvtreds år efter befrielsen stærke lidenskaber frem.

For en del af befolkningen - og i disse år måske endda den toneangivende - er læren af historien den, at vi aldrig må gentage, hvad vi gjorde i 1940, nemlig ikke at forsvare os. Der er en følelse af skam forbundet med tanken om, at vi dengang på kongens og regeringens befaling greb til harens gevær eller rettere sagt slet ikke fik det skuldret. Det var en frygtelig skuffelse for mange også dengang, hvad Martin A. Hansen (der var i reserven) vidner om sammen med hundredvis af andre fra Kaj Munk til Henrik Pontoppidan. Først 29. august 1943, da regeringen brød med tyskerne, »blev det til at trække vejret igen«, som Tage Skou-Hansen udtrykker det, og der er slet ingen tvivl om, at mange oplevede det sådan inklusive undertegnede.

Siden har vi hørt mange knubbede ord i diskussionen, som fortrinsvis har gået på, at Danmark lod de andre om ‘at gøre det beskidte arbejde’ i frihedens navn (klichéerne trives som padderokker i mosejord) mens vi selv solgte smør og æg og våben til tyskerne og levede som grever og baroner af fortjenesten. Sandheden ligger som altid noget forskudt i forhold til bravaderne: 95,8 procent af den danske befolkning var klart anti-nazistisk og viste mentalt og ofte håndgribeligt fjenden vintervejen, og den solidaritet mellem samfundsgrupperne og dem indbyrdes, som fremkaldtes under folkestrejken sommeren 1944, kan ikke undervurderes: man var imod og man var massivt imod, mens hjælpsomheden og sammenholdet trivedes, det var passiv-aktiv modstand, så det ville noget.

Måske er det her, det er på tide at komme ind på drømmeriet, for jeg er naturligvis ikke på linje med den martialske konsekvens store dele af opinionen har draget af de fjerne begivenheder dengang, og hvad der senere fulgte.

Skal jeg sige det ligeud, så synes jeg, at forsvarstanken er absurd. Før nogen kaster bladet fra sig med foragt, er der dog et par modificerende eftertanker, som måske kan dulme ophidselsen. Jeg er som militærnægter parat til at forsvare mig selv og mine nærmeste, hvis der kommer en bøhmand, men alt hvad der kalder sig organiseret militær og forsvarsberedskab med krudt og kugler og kadaverdisciplin og Hans Hækkerup med hængerøv, der skridter et eller andet æreskompagni af eller dronningen, der banker søm i regimentsfanen, forekommer mig så pinligt, at jeg hellere vil kaldes både tøsedreng, landsforræder, slapsvans, uansvarlig, usolidarisk, nar, bangebuks, wet-back eller hvad som helst hellere end at sanktionere det.

Fra enhver synsvinkel ville det have været håbløst, idiotisk og uansvarligt med et generalforsvar af landet 9 april 1940. Elve fortvivlede mænd måtte lade livet i dagens anledning.

En mægtig, mekaniseret larve kom tromlende frem, himlen var plettet af fly med åbne bombeluger, i Værløse stod halvsløje gamle todækkere, der aldrig nåede i luften, før de var gennemhullede af Luftwaffes maskingeværkugler. Hvad i himlens navn skulle det nytte, hvis vi bare havde forsøgt ‘at slå fra os’? Ville det have sikret den mentale sundhed? Ville det i dag have gjort Bertel Haarder og Ulrik Høy til tænksomme og besindige medborgere, eller ville de stadig have opfattet deres anderledestænkende landsmænd som banditter og skvatnagler?

Jeg ved det ikke, jeg ved kun, at den nærmest generelle accept af vold som voldsbekæmpelse, der har besat hovederne på selv dem, der mener sig i besiddelse af sådanne, er klart foruroligende.

Hvordan man kan kalde sig selv humanist og ikke blot sanktionere, men ligefrem bede om da capo, når det drejer sig om NATOs luftbombardementer under ikkekrigen i det tidligere Jugoslavien, er mig fortsat en gåde, ligesom jeg har svært ved at accepetere den slet skjulte henrykkelse, NATO-tilhængerne udtrykker, når en ny massegrav findes, som kan befæste det rimelige i at lade en hel civilbefolkning undgælde for en enkelt eller en håndfuld forbryderes forbrydelser.

De propagandistiske løgnehistorier verden er blevet furneret med ikke blot under konflikten på Balkan , men også under Golfkrigen, er rystende, men ikke overraskende: Begår man overgreb, må det bortforklares, derfor synes jeg også, at man burde holde sig uden for alliancer, hvor overgreb og løgnehistorier trives side om side, og derfor drømmer jeg om et Danmark uden militær.

Vi har drevet det herligt vidt, vi er et af de mest misundelsesværdige lande i verden, vi er rige, vores socialsystem fungerer (nogenlunde), vi har plads til masser af fremmede, og der er oven i købet arbejde til dem, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og træde endnu længere ind i det radikale eksperiments sfære? Vi har lært af vores nederlag og vendt bitterheden over samme til produktiv, demokratisk opfindsomhed.

Vi er gode til både at leve og overleve, derfor synes jeg også, vi skal sige farvel til krudt og kugler og indløse vore forpligtelser over for det internationale samfund på en anden måde end gennem militær indsats. For selvfølgelig skal vi møde op, og selvfølgelig skal vi have et korps af unge mænd og kvinder til at aftjene en slags ‘humanitær værnepligt’, hvor de efter uddannelse kunne implementeres her og dér. Alle de penge, man sparede på jetjagere i milliardklassen og raketskjold i zillionklassen, kunne så være med til at hindre konflikter og lappe dér, hvor man ikke har kunnet forhindre dem. Sikken et signal til omverdenen: Danmark afruster! Danmark har taget konsekvensen af sin egen selvforståelse og historie! Vi er ikke vikinger, vi er ikke blåøjede, ariske erobrere, vi er et multietnisk samfund med de højeste humanitære idealer, hvis nogen vil erobre os, så er de velkomne, men de skal ikke være sikre på, at vi ikke stritter imod på vores egen måde, hvis de bliver for grove, vi er individualister, men vi ved også udmærket godt, hvad der er bedst for os alle sammen, når det gælder. Vi vil gerne stå sammen, men hver for sig! »Vær god mod humanisten«, skrev Poul Henningsen engang. Det kan der være grund til at gentage, for humanistiske ideer er ikke højt i kurs for øjeblikket, hvor man har afsindig travlt med at jagte gamle kommunister og andre venstreorienterede for deres synders skyld i stedet for at se lidt på, hvor megen aktiv idealisme, der indgik i det, der nu kun anskues som diktatorisk halehæng og Maobegejstring.

Jeg stod forleden hos den lokale slagter, hvor et par motorcykelbetjente var ved at få smurt deres madpakke.

Jeg lagde mærke til den enes sidevåben, en revolver af svær kaliber, stor nok til at skyde benet eller hovedet af hvem som helst.

Jeg huskede samtidig, at min barndoms panserbasser ikke bar våben, ligesom de engelske bobbies heller ikke gjorde det. Deres vomme og staven var nok til at holde selv de krasbørstigste i skak.

Nu er det andre tider, påstår man, volden er eskaleret, det fremmede utyske er i landet, og der skal skarp lud til skurvede hoder. Jeg tror, man kommer længere ved at skubbe lidt med maven og eventuelt stryge de uartige kærligt over håret. Men det er selvfølgelig en drøm - så der er slet ingen grund til at tage hverken mig eller mine fantasier alvorligt. Selvom vi har retten til at drømme, mens vi lever ...