FRED.DK 
  
< FRED.dk Artikler om våbenproduktion Søg - Oversigt >
 
  Våben begravet i
ubrugelige tal
 
Den officielle rapport om dansk våbenhandel fortæller fortsat kun om en beskeden del af eksporten.
 
Af Tom Vilmer Paamand - juli 2003
  
 
   Tryk her
   for at se
   en liste
   med alle
   artikler i
   temaet.
 		 
 
"Den danske våbeneksport steg sidste år med 48 procent i forhold til året før". Tallet kan læses i regeringens nu årlige rapport om dansk våbenhandel, men den voldsomme stigning bragte hverken glade våbenproducenter eller bedrøvede fredsaktivister frem i aviserne.
Den omtalte stigning har nemlig ikke har meget med virkeligheden at gøre. I 1999 vurderede Dansk Industri, at den samlede værdi af hele våbeneksporten var på 20 milliarder kroner - regeringens nye rapport handler kun om en enkelt milliard af denne mængde. For år 2001 blev der ifølge rapporten kun eksporteret våben for 568 millioner kroner og i 2002 for 843 millioner.
Eksporten er fortsat på uoplyste milliarder, men regeringens definition er så snæver, at hovedparten af våbeneksporten slet ikke kan ses. De officielle tal ligger altså voldsomt langt fra andre skøn, og er samtidig behæftet med så stor usikkerhed, at den beregnede stigning kan være helt fiktiv. Det skyldes den noget kryptiske måde, som regeringen beregner tallene på.
Virksomheden giver selv et skøn over den forventede værdi af deres salg, som for det meste foregår på to-årige kontrakter. Hvordan Justitsministeriets revisorer har fået fordelt disse ret usikre flerårige skøn, så de kunne lægges sammen og sammenlignes år for år, er ret svært at gennemskue.
Rapporten nævner selv, at data til statistikken over udenrigshandel indsamles ud fra helt andre definitioner, end dem der bruges i våbenlovene. Så længe disse tal indsamles så usystematisk, er de fortsat ret ubrugelige at vurdere dansk våbenhandel ud fra.
 
For fem billioner kroner våben
Verdens samlede udgifter til våben var ifølge fredsforskningsinstituttet Sipri på fem billioner kroner sidste år. Rusland og USA skiftes til at være de største eksportører, mens Kina og Indien står for de største indkøb. Sådanne detaljer kunne have givet lidt perspektiv i rapporten.
Antallet af tilladelser til produktion og eksport er omhyggeligt angivet, sammenlignet og ført i tabel. For eksporten var det 244 i 2001 og 285 i 2002, men da disse tilladelser i princippet kan dækket alt fra hangarskibe til haglpatroner, er tallene lige så uoplysende som de samlede værdiangivelser.
Helt anderledes er det dog, når disse tilladelser i rapporten pænt står opdelt på type og værdi. Selv om de officielle EU-kategorier er så vidtfavnende og intetsigende som "Udstyr og teknologi til fremstilling af diverse produkter" giver dette dog et fingerpeg om indhold og mængde.
Fortsat er der ingen sammenhæng vist mellem firmaer og produkter, på trods af at disse oplysninger for længst er offentliggjort af Aldrig Mere Krig. Alligevel er det fortsat op til interesserede selv at kræve aktindsigt før oplysningerne kan kombineres. Jeg har gjort dette i en årrække, men det er dog tåbeligt, at disse oplysninger ikke fremgår som en naturlig del af rapporten.
Eksport-tilladelserne er fortsat hemmelige, så her skal også gættes og søges i andre kilder efter firmanavne. Rapporten fortæller landenavne, men kombinerer ikke oplysningerne. Sådanne detaljer kunne ellers gøre rapporten bare lidt mere interessant, men det er nok ikke meningen. Nogle af firmaerne er ret stolte af deres våbeneksport, så en illustrativ historie om hvordan et konkret salg passerer igennem systemet ville være rigtig flot - men det sker nok ikke foreløbig.
 
En tilbageholdende politik
Danmark førte tidligere officielt en tilbageholdende politik med hensyn til våbeneksport, men siden år 2000 bliver der som hovedregel givet tilladelse til udførsel af dele til ikke-dødbringende materiel til EU- og NATO-lande uden krav om oplysning om eventuel reeksport. Den mere liberale praksis, der vedrører alle samarbejdsprojekter mellem militære myndigheder, er sket helt uden åben debat og har givet meget frie rammer for dansk eksport. "Ikke-dødbringende materiel" er overraskende nok for eksempel F-16 fly.
Det forklarer for eksempel hvorfor Israel ikke optræder i rapporten som importør af danske våben, selv om de er det. Våbenfirmaet Terma har solgt en masse til Israel, men salget kanaliseres via USA - og der fra kan alting ske, helt lovligt.
Danmark er dog fortsat forpligtet  
Afslag og smutveje
Denne omfattende liberalisering blev gennemført helt uden offentlig debat. Konsekvensen er, at Danmark reelt har fraskrevet sig al indflydelse på hvem der er sidste ende modtager hovedparten af de danske våben. Danmark er dog fortsat forpligtet til at følge de restriktioner, der følger af diverse traktater med EU og FN - og der bliver pænt givet nogle få afslag. I 2002 blev ansøgninger om eksport til tre lande stoppet:
• Georgien blev afslået af hensyn til EUs adfærdskodeks af hensyn til at eksporten kunne fremkalde eller forlænge væbnede konflikter - samt risikoen for, at udstyret ville blive reeksporteret til ukendte modtagere andetsteds.
• Indien, hvor der var en klar risiko for, at udstyret ville blive brugt aggressivt eller til med magt at støtte et territorialt krav.
• Samt Zimbabwe, hvor EU har vedtaget et generelt forbud mod levering af alle former for våben og militært udstyr.
Disse tre lande, som Danmark har givet afslag på salg til, har USA et militært samarbejde med. Det betyder for eksempel at de dele til kampfly, som Danmark sælger for 175 millioner kroner af til USA, uden varsel helt lovligt vil kunne sælges videre af USA til Georgien, Indien og Zimbabwe. Og det uanset hvad Danmark og EU pænt vedtager af forbud.
Afghanistan har ikke fået afslag, men modtog danske våben fra kategorien bomber, torpedoer, raketter og missiler. Det fremgår ikke hvilken fiks undtagelse, der her er brugt og hvem modtageren er, men sådan en bizar leverance burde være forklaret i rapporten. Den er ikke en del af det danske militære eventyr i Afghanistan, for den slags er slet ikke med i disse tal.
Indonesien har købt panser, nu det ikke længere holder Østtimor besat og så åbenbart kan betragtes som et stabilt land. Egypten er også stabilt og kan få ammunition fra Danmark, og lande som Korea, Singapore og Sydafrika har købt militært brandbekæmpelsesudstyr. Danmark er med til at bevæbne vore nyfundne venner fra den tidligere Østblok med ammunition til Estland, diverse våben til Litauen, militær software til Slovakiet og panser til Slovenien.
 
Ingen boykot af Tyrkiet
Tyrkiet har modtaget uspecificerede våben. Danmark stoppede sine våbensalg til Tyrkiet i 1995 efter kraftigt pres fra gode græsrødder, men startede det hurtigt igen i al stilhed. Problemet den gang var kurderne, og det er det vist fortsat - men Danmark sælger alligevel.
De største modtagere af danske våben er i rækkefølge USA, Norge og Storbritannien - og der på overraskende nok Litauen, der købte for 64 millioner kroner. I alt står der 34 lande spredt over hele kloden på eksportlisten, og heri indgår som nævnt ikke den skjulte reeksport, som USA som trofast samarbejdspartner har gang i. Og salget sker ikke kun til stater, men også til private.
Blandt de restriktioner, som Danmark har tilsluttet sig, er nogle regler der skal bekæmpe spredningen af lette håndvåben. Det nævnes i rapporten, der dog ikke omtaler praksis. Da politiet skiftede tjenestepistoler blev 10.000 solgt til det tyske firma, der leverede nye.
Alligevel forklarede Danmark til FN, at alle disse våben var blevet destrueret, helt som de skal efter reglerne. Så rapportens flotte opremsninger af regler burde suppleres med bemærkninger om hvilke af dem, som Danmark reelt overholder.
Rapporten nævner, at de danske restriktioner ikke omfatter transport af våben mellem andre lande med dansk registreret skib eller luftfartøj. Dette forklarer de mange afsløringer af danske våbentransporter mellem diverse grimme lande. Det er desværre fuldt lovligt, så længe de ikke passerer Danmark undervejs.
Justitsministeriet nedsatte den maj 2001 en arbejdsgruppe, der skal forestå en samlet gennemgang af de spørgsmål, som regler og praksis for kontrol med udførsel af våben giver anledning til.
Arbejdsgruppen er en del af det samme miljø, der fik liberaliseret våbeneksporten så voldsomt. Gruppen har dog fået pålagt at komme med en udtalelse om våbentransporter, der skal føre til et lovforslag i det kommende folketingsår.
 
Afslag til Israel
Produkter med dobbelt anvendelse er ting, der både kan anvendes civilt og militært. Dem er der mange restriktioner for, og flere er kommet til efter terror-angrebet den 11. september 2001.
Det er noget af en blandet landhandel. Blandt de dual-use produkter, som Danmark har eksporteret de sidste par år nævnes alt fra brugt reaktorbrændsel over pumper til vindmøller(!).
Israel har sammen med Indien fået afslag på en beskeden ordre af akustisk udstyr. Det er sandsynligvis Brüel & Kjær, der tidligere har brokket sig over blive nævnt i våbensammenhæng, blot fordi de deltog i våbenudstillinger. Men Israel og Indien står også nævnt blandt de lande, der har fået tilladelse, så nogen ordrer er gået igennem.
Andre dual-use navne er også tidligere blevet noteret for forbindelser til våbenindustrien, som Crimp A/S, F.L. Smidth & Co. A/S og JAI A/S. Lige som Den Danske Bank, Forskningscenter Risø, Haldor Topsøe A/S og Udenrigsministeriet.
Dual-use er selvfølgelig et reelt problem for firmaer, der ønsker at holde deres sti ren. Eksportøren er selv ansvarlig for at tjekke, om det solgte produkter vil blive anvendt til masseødelæggelsesvåben af køberen - for så skal der søges udførselstilladelse.
Straframmen ved overtrædelser går dog helt op til seks år, så det bør nok tages alvorligt. Erhvervs- og Boligstyrelsen forsikrer at det gør en stor indsats for at alle disse regler ikke skal stå i vejen for en sund eksport, og har i den anledning lavet et stort oplysningsarbejde.
Erhvervs- og Boligstyrelsen får hjælp af Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarsministeriet, Forsvarets Efterretningstjeneste, Hærens Ingeniør- og ABC-skole, Forsvarets Sundhedstjeneste, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Told- og Skattestyrelsen og Dansk Industri.
Den tidligere omtalte ændring af praksis har dog sørget for, at dual-use eksport til EU og en række nærtstående lande - som USA - stort set er fritaget for eksportkontrol. Der er kun givet ganske få afslag, og efter en konkret vurdering er der eksporteret til en lang række andre stabile lande - som Albanien, Hviderusland, Iran, Libyen, Syrien og Ukraine.
Samt altså til Israel, der i dette tilfælde står som den reelle modtager. Denne gang var det åbenbart ikke nødvendigt at skjule dansk eksport til Israel bag anonym reeksport via USA.
 
Ringe brugerbetaling
Rapporten nævner den tidligere så hemmelige årlige beretning til Det Udenrigspolitiske Nævn. Den indeholder fortsat nogle detaljer fra virksomhedernes tilladelser, der ikke indgår her i rapporten. Sjusk.
Tabellen over tilladelser til eksport viser den rodede sammenblanding af turisme og industri, som loven dækker. Her har Justitsministeriet fint sorteret alle jagtrejser og andet småt over i en rubrik for sig - sammen med to sabler, som forsvarsministeren forærede til Kina sidste år.
De virksomheder, der producerende krigsmateriel, skal betale en årlig afgift til dækning af omkostningerne ved administration af krigsmaterielloven. I 2001 var det nøjagtigt 288.212,88 kroner, som virksomhederne samlet skal bidrage med. Hvis dette lovbestemte beløb virkelig kan dække omkostningerne, må det være en umådelig billig lov at administrere, for den brugerbetaling kan højst dække en kontorassistent på deltid. Der kan i hvert fald ikke være regnet kontrolbesøg med i prisen.
Regeringen valgte at offentliggøre rapporten midt i sommerferien, men der ligger nok ikke megen strategi i tidspunktet. Pressen plejer at være temmelig ligeglad med emnet - og indholdet er fortsat så teknisk, at det kræver en god baggrundsviden og brug af masser af andre kilder, hvis der skal komme en god historie ud af det. Embedsmændene er dog tydeligvis ved at have rutinerne på plads, så rapporten ikke denne gang blev ramt af de tidligere voldsomme forsinkelser.
Rapporten giver kun få brugbare oplysninger fra sig til mere almindelige læsere. Den viser navnene på de danske våbenfabrikanter - men meget lidt om hvad de egentlig laver. Den opremser de lande, som vi sælger til, men i alt for generelle vendinger.
Justitsministeriet burde ansætte en god journalist til at popularisere indholdet med nogle gode eksempler. Jeg tager gerne mod opgaven!
 
Se også nogle opklarende officielle svar, samt den i rapporten udeladte liste over firmaerne og deres produkter.

©pdateret juli 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand